Saudekjøt, n. Faarekjød. Saudeskap, n. Faareskikkelse. Saudskinn, n. Faareskind. Saudeslag, n. Race af Faar. Saudesykja, f. Faaresygdom; især Skab. Saudtalle, m. Faaremøg.
Sau(d)blom, m. Løvetand. Shl. Jæd.
Sau(d)bukk, m. Væder. (Ved Kristiania). Ellers Ver, Bekre og fl.
Sau(d)spreng, m. Hvidtidsel (s. Kviteblad). Ørk.
Sau(d)symre, el. Sauesumar, Hvidsippe (Blomst). Sogn. Ellers Kvitsymra, Gjeitesimbre og fl.
saug (sugede), s. suga.
saukjan og saukjꜳ (sytten), s. sjauttan.
Saum, m. 1) Syning; Maade at sye paa. Seglsaum, Striksaum, Skosaum. 2) Søm paa Klæder, det Punkt, hvor Stykkerne ere sammensyede. G. N. saumr. Ogsaa om de Punkter, hvor Fjelene ere naglede, især paa Indholterne i en Baad. 3) Spigere, Søm af Jern (Jarnsaum); ogsaa om Nagler af Træ i Baadene (Tresaum).
sauma, v. a. (a—a; eller a—te), sye. Meget brugl. især i B. Stift. (G. N. sauma). saume attꜳt: sye til, fæste et Stykke til. saume Sko: sye Sko.
Saumnꜳl, f. Synaal.
Saumslꜳ, f. Lægte under en Fjelevæg, Tværtræ hvori en Fjeleklædning nagles fast. Nogle Steder: Upplengja.
Saumtrꜳd, m. Traad at sye med.
Saup, n. Kjernemælk, Smørvalle. Berg. Stift, Tell. og fl. (Jf. Bleng). Saupgryta, f. spotviis om et Bruushoved, En som overdriver alt. (Af den Egenskab ved Kjernemælken, at den let bruser op og gaaer over Bredderne, naar den koges).
saup, Imperf. s. supa.
Saur, m. Smuds, Voer, især i Øinene. Nhl. Hard. (G. N. saurr).
saura, v. a. fylde med Gruus, lægge Forladning i en Mine. Hard.
sava, v. n. skrabe Saft af Træer.
Save, m. Saft i Træer; især om den Saft som fremkommer under Barken om Vaaren, og som efterhaanden stivner til Træ. B. Stift og fl. (ogsaa i Indr. Save, ikke Sꜳvꜳ). Ellers kaldet Sevja (Nhl.), Sivju (Hall.), Søvje (Ørk.). Jf. Svade. — G. N. safi.
Sꜳ, m. 1) et stort Kar; f. Ex. til Brygning. Bryggjesꜳ, Borkesꜳ, Syresꜳ. Meget brugl. i B. Stift. (Isl. sá’r). Ellers Kar, Kjer, Holk. — 2) et stort Vandspand med Hanker paa Bredderne. Søndenfjelds. (I Berg. Stift kaldet Stamp). Sv. så. — Fleertal hedder tildeels Sæ, Sær (Sdm. Tell.). I Sammensætning tildeels Sꜳss, f. Ex. Sꜳssband.
Sꜳ, f. s. Sꜳd. — sꜳ, adv. s. so.
sꜳ, v. a. (r—dde), saae, f. Ex. Korn; udsaae. „sꜳ unde“: saae førend man pløier, nedpløie Sæden. — Particip: sꜳdd, tilsaaet. Hertil tunnsꜳdd, tjukksꜳdd.
sꜳande, adj. tjenligt til at saae; om Korn.
Sꜳbivn (aab. i), f. s. Sꜳgidn.
Sꜳ(d), n. Sæd, Sædekorn; Udsæd. S. Berg. (Andre St. Sæde). G. N. sáð. Eenligt lyder det i Hard. og Nhl. som „Sꜳ“ men i Sammensætning Saad, f. Ex. Sꜳdbing, m. Kasse med Sædekorn. Sꜳdkodn, n. Sædekorn.
Sꜳd, f. tyndt Skal af Korn, smaa Fliser i Meel eller Brød; Klid. (Mest alm. Sꜳ). G. N. sáð. Ogsaa en Smule Mad. (Matasꜳd, Brøsꜳd, Mjølsꜳd). Dei ha ’kje ei Sꜳd i Hus: de have ikke den mindste Smule af Mad eller Meel i Huset. Det hedder ogsaa „Dei æ reint sꜳ’lause“.
sꜳdet (sꜳ’utte), adj. skallet, fliset, grovt malet; om Meel og Mad.
Sꜳe, s. Sode. sꜳen, s. soden.
Sꜳga, s. Soga. sꜳgꜳ, s. saga.
sꜳgꜳ, adj. udmattet, afkræftet. Indr. Grundformen uvis. Jf. sigg.
Sꜳ-gidn (Sꜳgjidd’en, aab. i), f. Luftbølger, Luftspil; tynde opstigende Dunster, som vise sig tæt ved Jorden i en bævende eller spilende Bevægelse; især over Agrene i Pløiningstiden. Sogn, Hard. og fl. (I Hard. ogsaa Sꜳdgjidn). I Tell. Sꜳgjidder; ellers Sꜳbivn (Valders), Vꜳrgjidn (Hard.). Jf. gidda.
Sꜳing, f. Saaning, Kornsæd.
Sꜳkonn, n. Sædekorn; s. Sꜳd.
Sꜳl, f. Sjæl. (Tell.). S. Sæl.
Sꜳlaup, m. Æske at bære Sædekorn i. Shl. Tell. Ellers Sꜳbytta og fl.
Sꜳlꜳ, s. Sele.
Sꜳld, n. 1) et Sold, at sælde med. (G. N. sáld). Jf. Sælda. — 2) et Kornmaal, som holder omtrent en halv Tønde. Voss. Et Sꜳld er 5 „Askar"; en „Askje“ er det samme som Mæle i Sogn, nemlig en Tiendedeel af en gammel Tønde. (G. N. sáld regnes til 6 „mælar“. Norges g. Love II, 166). Jf. Salsꜳ.
Sꜳlebot, s. Sælebot.
sꜳm, adj. mørkladen, sortagtig; ogsaa smudset. Tell. G. N. sámr.
sꜳm, s. symja. sꜳmꜳ, s. same.
