Sꜳmꜳr, s. Sumar.
sꜳmleg, adj. sortladen, af en mørk eller smudsig Farve. Tell.
Sꜳn, m. Søn. See ellers Son.
sꜳna, v. n. (a—a), tabe sin Smag, dovne, suurne; især om Fisk. Sdm. Jf. kasa, legna, ulna.
Sꜳnd, n. et Slags lange Ovne eller Rør, som ere belagte med Steenskiver og indrettede til at tørre Korn paa. Værdalen. (Ogsaa udtalt Sꜳnn). Hertil sꜳndturka, adj. tørret paa „Sꜳnd“.
Sꜳng, m. Sang, Syngen; ogsaa en vis Sang; en Psalme. G. N. söngr.
Sꜳnghus, n. Koret i en Kirke. Rbg. Valders og flere.
Sꜳngmꜳl, n. Sangstemme.
sꜳngra, s. sangra. sꜳnka, s. sanka.
Sꜳpa, f. Sæbe. (Isl. sápa). sꜳpa, v. a. smøre med Sæbe.
Sꜳr, n. Saar. Jf. Saarsaukje.
sꜳr, adj. 1) saaret, beskadiget paa Huden; ogsaa plaget af Udslæt. Han æ bꜳde sjuk ꜳ sꜳr. — 2) øm, om Lemmer hvori man føler Smerte; ogsaa om den som føler Ømhed eller Smerte i Lemmerne. D’æ sꜳrt nꜳr ein tæk’e pꜳ: det smerter, naar man føler derpaa. Han æ so sꜳr i Armen: han føler en stor Ømhed i Armen. (Hedder det derimod „pꜳ Armen“, saa har det den førstanførte Betydning). Ligesaa: sꜳr fyre Brøst’e: som føler Smerte eller Ømhed i Brystet. Alm. og meget brugl. (G. N. sárr). — 3) bitter, smertelig (i figurlig Forstand). Ein sꜳr Sukk: et Suk som udtrykker en stor Sorg eller Sjæls Lidelse. Ein sꜳr’e Grꜳt: en bitter Graad. Jf. sꜳrt. — Af andre Talemaader mærkes: „gjera sꜳrt“, ɔ: gjøre ondt, smerte. „fꜳ sꜳrt“, ɔ: føle Smerte; f. Ex. af et Slag. Pꜳ Sꜳre-Sida: paa den svage Side, eller: paa det ømme Sted, der hvor man mindst taaler det.
sꜳra, v. a. saare, beskadige. Sjelden.
sꜳrarma, adj. øm i Armene; f. Ex. af tungt Arbeide.
sꜳrfingra, adj. som føler Ømhed eller Smerte i Fingrene. Spotviis ogsaa: karrig, gnieragtig. Jf. smꜳsꜳr, matsꜳr.
sꜳrføtt, adj. angreben af Ømhed og Svie i Fødderne; nemlig efter stærk Gang. — Søndenfjelds hedder det oftere: sꜳrbeina og sꜳrbeint.
sꜳrhendt, adj. saaret eller hudløs paa Hænderne; ogsaa øm i Hænderne. I sidste Betydning hedder det ogsaa: handesꜳr.
sꜳrhjarta, adj. bekymret, betynget af Sorg eller Ængstelse. Hall. og fl.
Sꜳrkje, m. Udslæt, Fnat. Rbg. Tell.
Sꜳrleikje, m. Ømhed, Smerte. (Sjelden).
sꜳrmynt, adj. hudløs i Munden.
sꜳrna, v. n. blive ømt, smerte.
Sꜳrsaukje, m. Udslæt, Fnat med Svulst eller Blegner. Hard. Sdm. Gbr. og fl. (I Rbg. og Tell. Sꜳrkje). Gam. Sv. såröka.
sꜳrt, adv. 1) bittert, smerteligt. 2) tungt, møisommeligt, med stor Anstrengelse. Han fekk kjenne dæ sꜳrt: han kom til at føle det med megen Smerte. Dei angra sꜳrt pꜳ di: de angrede det bittert. Me ha slæpa so sꜳrt fyre dæ: vi have arbeidet saa møisomt derfor.
sꜳrtent, adj. øm i Tænderne; f. Ex. efter Nydelsen af Bær, Æbler og deslige.
sꜳrvoren, adj. lidt plaget af Ømhed i Lemmerne.
Sꜳt, n. Opsætning eller Oplægning af Hø. fꜳ Høy’e i Sꜳt: faae Høet sammenraget i Stakke. Nordre Berg. — En mere egentlig Betydning findes i Uppsꜳt.
sꜳta, v. a. sætte Høet i smaa Stakke. Ørk. og fl. Ellers sæta.
Sꜳta, f. en liden Stak eller Dynge af halvtørt Hø, som atter skal udspredes til Tørring. (Sv. såte, m.). I Ag. Stift oftere: Sæte. Hertil Sꜳtehøy, n. Hø som kun er lidt tørret. Sꜳtestad, m. Plads hvor en Høstak har staaet.
Sꜳtꜳ, s. Sete og Sate.
saꜳvoren, s. sovoren.
se, 1) for seg. 2) for desse; s. denne.
Se, f. s. Sid. — sea, s. sida.
sedd (ee), part. (af sjꜳ), seet, opdaget, bemærket. (Neutr. sett, ee). Dei ha ’ikje vore sedde pꜳ lang Tid. Han æ ’ikje all’e dær han æ sedd’e: man kjender ham ikke ret ved blot at see ham; der ligger meget skjult hos ham. Nordre Berg.
seg (ee), pron. sig. Objekt, fælles for hvert Kjøn og Tal. Formen i Dialekterne er: seg (Rbg. Tell. Sogn og fl.), se (Hall. Vald. Guldbr. Sdm. Ørk.), sæg og sæ (mest alm. i de sydvestlige og nordenfjeldske Egne), sei (Østerd.). G. N. sik, sek, seg. Det nuværende „seg“ indbefatter ogsaa den gamle Dativform „sér"; af hvilken der nu kun findes faa Spor, saasom i Talemaaden: ser-kvart (se kort) og „ser likt“ (se-likt); s. ser. I Tr. Stift bruges seg (se) tildeels paa en egen Maade i Bisætnin-
