ger, saaledes at det svarer til Hovedsætningens og ikke til Bisætningens Subjekt; f. Ex. Han sa’ at dæ gjore se vondt (gjorde ham ondt). Ho truddde, dæ va um se dæm snakka (ɔ: at det var om hende de talede). — Det forbindes tildeels uden Nødvendighed med intransitive Verber; f. Ex. Dæ fell seg, kjem seg, hende seg; han stend seg, tegje seg, og fl. Ved transitive Verber ombyttes det undertiden med Endelsen -st, ast; f. Ex. sanka seg, og sankast, laga seg (lagast), undra seg (undrast). — kvart fyre seg: hvert for sig; særskilt. (Jf. ser). seg i millom: imellem sig, med hinanden, indbyrdes. (I Gbr. sins imillom).
Seggje, f. Benævnelse paa et Kvindfolk. Sdm. Romsdalen. Jf. Sigga, Sogg, Sugg. (G. N. seggr, Mand).
segja (aab. e), v. a. (segje; sagde, sagt), sige, yttre, fortælle; ogsaa udtale, fremsige. Infin. segje udtales fuldkomnest i Tell. og Rbg.; ellers lyder det sædvanlig som seie og seia; dog ogsaa sie (eg. sigja, aab. i), og si (tildeels i Ag. og Tr. Stift). G. N. segja. Sv. säga. Præs. i Lighed hermed: segjer (Rbg. Tell.), seier, seie, sier, si. (G. N. segir). Imperf. sagde er meget sjeldent (Nhl. forældet), i Nfj. og Sdm. hedder det sade, og ellers alm. sae og sa; derimod findes overalt Supinum: sagt, og Particip: sagd’e. Imperativ: seg (N. Berg. Tell. og fl.), ellers seig, sei, si. — Talemaader. seie frꜳ: varsle, sige til, gjøre opmærksom paa noget. (B. Stift). seie frꜳ seg: frasige sig, erklære sig skilt fra. — seie fyre: foresige, lære. — seie mæ ein: sige til En; f. Ex. Eg sa dæ mæ han: jeg sagde det til ham. (Nogle Steder: Eg sa dæ ve’ en). seie til: tilsige. sei’ upp-atte: sige om igjen, anden Gang. — segje utav (seie ta): sige om, fortælle, aabenbare noget. — D’æ inkje te seie ’ta: intet som er værdt at tale om, saa godt som intet. D’æ ’kje te seie endꜳ: der er endda ikke meget at klage. I B. Stift ogsaa: Da æ ’kje seia, da inkje vart værr’e, ɔ: det er endda godt, at det ikke gik værre. D’æ ikje bere te seie: der er ikke noget bedre at sige; det maa desværre tilstaaes. D’æ, snart ꜳ seie, værr’ enn dæ var: det er næsten værre, el. saa at sige, værre end det var. Ja sei dꜳ! ɔ: ja det kan man sige, det mangler nok ikke. (Helgeland). Du seie me ta di! ɔ: hvilken Hændelse! skulde man have tænkt sligt? (Sdm.).
segjande, adj. som man kan sige. Dæ va ’kje seiande: man burde ikke sige det. Ei seiande Sogn: et Sagn fra gammel Tid eller af uvis Oprindelse. (Nordre Berg.).
segjast (seiest, sest), v. n. sige om sig selv, sige sig, udgive sig for noget. Bruges i de nordlige Egne, dog sædvanlig kun i Præsens: sest (Indr. og fl.), sist, aab. i (Sdm.); sjelden i Imperf. sa’est, sast. F. Ex. Han sest ha gjort dæ, ɔ: han siger at han har gjort det. Dei sest ikje vilje dæ: de sige at de ikke ville det. Ho sast vere rædd’e: hun sagde at hun var bange. See kost. (Med Hensyn til Formernes Afkortelse og Forvexling maa det jævnføres med laatast).
Segjing (Seiing), f. Sigende; Udsagn.
Segl, n. Seil. (G. N. segl). Ein Segls Vind: en passende Bør, Vind som fylder Seilet tilstrækkelig.
seglbu (seg), v. a. (r—dde), indrette sig til Seilads, faae Seil op. Dei lꜳg innmæ Nes’e ꜳ seglbudde seg. B. Stift.
segle, v. s. sigla. Segle, n. s. Sigle.
Seglfeste, n. Ballast, Steen som lægges i Bunden af Baaden, naar man skal seile. Nordre Berg.
Seglsaum, m. Seilsøm.
Seglskot (aab. o), n. det Toug som er fastsyet paa Kanterne af et Seil.
Segn, f. Sagn, gammel Fortælling, Tradition; ogsaa Udsagn, Beretning. Meget udbredt og maaskee alm. G. N. sögn. Jf. Soga (som er mere brugeligt i de sydligste Egne). I Sdm. ogsaa: Sogn (sjelden).
Sei, s. Seid. — seia, s. segja.
Seid, m. Sei, en bekjendt Fisk af Torskeslægten (Merlangus carbonarius). Mest alm. Sei; men i Nfj. og Sdm. Seid. — Efter den forskjellige Alder eller Størrelse har denne Fiskeart ellers forskjellige Navne; saaledes i Nordre Berg. a) Kril (om den allermindste eller Yngelen); b) Murt; c) Pale, el. Smaaseid; d) Risping; e) Ufs eller Storseid. (Paa Helg. Seiufs). — Uegentlig bruges Seid om en seenfærdig, doven Person. — Seideberg, n. en stor Stiim af Sei. Seidenfiskje, n. Seifiskerie. Seidelyse, n. Tran af Seielever.
seie, s. segja. Seier, s. Siger.
seig, adj. 1) sei (seig), som kan strækkes eller bøies meget uden at briste; ligesaa om Vædsker, som hænge fast sammen og ikke lettelig kunne adskilles i Draaber. G. N. seigr. — 2) stærk, varig, som taaler meget eller holder længe
