Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/422

Denne siden er korrekturlest

sammen; f. Ex. om Tøi, Fletninger, Tag paa Huse, m. m. — 3) om Mennesker: udholdende, som vanskelig lader sig rokke eller bringe til Eftergivenhed, vanskelig at faae noget af, f. Ex. i Pengesager.

seig, Imperf. see siga.

Seigd, f. Seihed. (Sjelden).

seigliva, adj. seilivet, om et Dyr som taaler meget førend det døer.

seigna, v. n. blive sei og sammenhængende, fortættes; om Vædske, f. Ex. Mælk.

seigt, adv. langsomt; besværligt. Dæ gjekk seigt: det var ikke let gjort, man maatte arbeide længe derpaa.

seigvoren, adj. noget sei; ogs. langsom.

Seila, f. en liden Huulning i Jorden, Fordybning, Sænkning. Fosen. I Gbr. hedder det Sel (ee), og i Sdm. Sæld. Jf. Hola, Dokk, Veita, Søyla.

seilꜳt, adj. ujævnt, fuldt af smaa Huulninger. (Fosen).

sein, adj. 1) seen, langsom, seenfærdig, f. Ex. til at gaae, bevæge sig, arbeide o. s. v. G. N. seinn. — 2) langvarig, som kræver megen Tid. Eit seint Arbeid: Arbeide som gaaer seent. — 3) sildig, som kommer silde. I seinaste Lag: noget silde, næsten for seent. Ei sein’e Sælebot: en Trøst som kommer seent. (Berg. Stift). I Rbg. og Tell. hedder Komparativ deels seinre, deels seinne. Jf. seinst.

seinare, adv. senere, sildigere. (Modsat fyrr). seinar-meir: siden, derefter, senere. Meget brugl. i Tr. Stift.

seinboren (aab. o), adj. silde født; om Kalve.

seindrøg, adj. seendrægtig. (Sjelden).

sein-eten, adj. som spiser seent, behøver lang Tid til at spise.

seinfengd, adj. som man faaer seent eller maa vente længe paa. (Sjelden).

seinfola (aab. o), adj. silde født; om Føl.

seinfør, adj. seenfærdig, langsom, nølende. Meget brugl. og næsten alm.

seingjengd, adj. seen til at gaae. (Sjelden). Oftere seingꜳdd.

seingjor(d), adj. 1) langvarig, om Arbeider. 2) seent moden.

seinhaustes, adv. seent paa Høsten.

seinhendt, adj. som arbeider seent, bevæger Hænderne langsomt.

seinhoggjen, seent hugget; om Ved.

seinka, v. a. og n. (a—a), 1) forsinke, hindre, gjøre at noget kommer seent. Udtales mest alm. som senka eller sænke. (G. N. seinka). — 2) v. n. blive senere, gaae mere langsomt, f. Ex. om et Uhr. Ogsaa: komme senere frem; om Solen.

seinkast, v. n. forsinkes, blive senere.

seinkomen (aab. o), adj. som kommer seent. 2) om unge Mennesker, som udvikles seent, komme sildig til sin fulde Væxt eller Styrke. B. Stift, Gbr.

Seinkonn, n. Korn som modnes seent. (Modsat Snarkonn). I Berg. Stift: Seinekonn, ligesaa Seinehavre.

Seinleikje, n. Seenhed; Sildighed.

seinlendt, adj. om Gaarde, hvorpaa Kornet modnes seent. (Sjelden).

seinmælt, adj. som taler langsomt.

seinrꜳdd, og seinrꜳdig, adj. seen til at bestemme sig, nølende, som forhaler Tiden med en lang Betænkning og Forberedelse. Meget brugl. i Berg. og Tr. Stift.

seinrøyven, adj. langsom i sine Bevægelser; ogsaa lidt doven. Shl. (s. røyva).

seinsløg, adj. om Eng, hvorpaa Høslætten gaaer seent. Nordre Berg.

seinst, adv. sidst, senest; ogsaa: nys, nylig. Rbg. og Mandal. I Sæt. ogsaa: seist (som dog maaskee kunde henføres til: sist).

seint, adv. 1) seent, langsomt. 2) silde. „seint ꜳ sida“: langt om længe, efter lang Venten. (Nordre Berg.).

seintalande, adj. s. seinmælt.

seintenkt, adj. seent til at tænke, som behøver lang Tid til at fatte og ordne sine Tanker, ikke snarraadig eller resolut. Et næsten almindeligt Ord, især meget brugeligt vest- og nordenfjelds. Modsat snartenkt.

seinvaksen, adj. som voxer seent.

seinvoren, adj. langsom; især i Arbeide.

Seiufs, s. Seid. — Sek, s. Sik.

Sekk, m. (Fl. Sekkje, r), Sæk. I Sammensætning Sekkje, f. Ex. Sekkjeløysa, f. Mangel paa Sække.

sekka, v. n. (sekk’; sakk; sokkje), synke, falde, især i Vand. I Søndre Berg. og tildeels i Kr. Stift hedder det: søkkja med Formerne: søkk’e, sokk, sokkje. Imperf. sokt findes ogsaa tildeels i de nordlige Egne. G. N. sökkva (imp. sökk); Ang. sincan. — sekke ned: synke, falde tilbunds. — sekke ni (ɔ: ned i): synke i, hænge med Fødderne, f. Ex. i en Sump. — sekke unda: synke fra, komme af Veien. „Ho sekk’e godt“, siges om en Øxe som er skarp og trænger dybt ind i Træet.

sekkande, adj. synkende; om Ting som synke i Vand; modsat fljotande.

sekkja, v. a. (kje—kte), sænke, faae noget til at synke. I Søndre Berg. søk-