kja. (G. N. sökkva, imp. sökti). — sekkje ned: nedsænke. Heraf nedsekt.
Sekkje, n. Grundlod, Steen som fæstes til Grundkanten paa Garn for at holde dem til Bunden. (Sv. sänke). Hertil Sekkjeband, n. de Baand hvormed Grundstenene fæstes til Garnet.
Sekkjedikje, n. Hængedynd, Pyt som er vanskelig at komme over.
Sekkjemyr, f. en blød Sump, hvor man synker i med Fødderne.
Sekkjenot (oo), f. Sænkevod; et Vod, som man nedsænker foran en fremstrømmende Fiskestiim og derpaa trækker lige op i Vandfladen.
Sekkjestein, m. Sænkesteen.
se-kort (= ser-kvart), s. ser.
seks, Talord: sex. Seks Tjug: sex Gange tyve (120). Seks’en: Sexen i Kort.
Seksalning, n. Stok paa sex Alen.
Seksꜳring, m. sex Aar gammel Hest.
seksbend, adj. sexbaandet; især om Hesjer, som have sex Stænger i Høiden. Sdm.
sekshynnut, adj. sexkantet.
Seksmæling, m. 1) et Jordstykke, som holder sex Maal. 2) det samme som Salsꜳ.
Seksok, s. Syftesoke.
Seksring, m. 1) en sexaaret Baad (= Seksæring). Sfj. Sogn, Nhl. (I Sdm. Trerøding). — 2) en stor Fiskerbaad, som besættes med sex Mand, men har sædvanlig fire Aarepar. Sdm. — (Synes at være en Forkortning af Seksroring).
Seksroring, m. en stor Baad, til en Besætning af sex Mand. Helg.
sekstan, Talord: sexten. Hedder ogsaa: seksta, sekstꜳn og seksten. (G. N. sextán). — sekstanbasma, s. basma. — sekstande, adj. sextende.
sekste, adj. sjette. See sette.
seksti, Talord: tredsindstyve (60). B. og Tr. Stift. (Søndenfjelds: tress). G. N. sextigi. Sv. sextio.
Seksæring, m. en sexaaret Baad. Hard. og fl. G. N. sexæringr.
sekt, sænket; s. sekkja.
Sel (ee), f. en Udhuling, Fordybning. Gbr. See Seila.
Sel (aab. e), n. 1. Sæterhytte, en liden Stue paa en Sæter, hvori Mælken opsættes og tillaves. B. Stift, Tell. og fl. G. N. sel. Sædvanlig afdeelt i to Rum: Innsel (Mælkeburet) og Utsel (Kjøkkenet).
Sel (aab. e), n. 2. Salg. I Forbindelsen: „Kjøp ꜳ Sel“. Nordre Berg. Jf. Selnad.
sela (aab. e), v. a. (a—a), lægge Sæle paa.
seld, part. (af selja), solgt.
Sele (aab. e), m. Sæle; især Hestesæle. Jf. Vassele. Hedder ogsaa Sæla (Ag. Stift), Sala (Namd. Ndm.), Sꜳlꜳ (Ørk. Indr.). G. N. seli.
Selepinne, m. Skaglepind i Sælen. (S. Ora). I Nordre Berg. Selekjevle og Selekjølve. I Tell. Ordepinne.
Selja, f. Seljetræ, en bekjendt Pileart (Salix capræa). Heder ogsaa Silju (Tell.), Sølju (Hall. Gbr.). G. N. selja. — Seljerenning, m. Spiren til et Seljetræ. Seljerunn, m. Busk af smaa Seljetræer. Seljestuv, m. Seljestamme (Søljukall).
selja, v. a. (sel’; selde; selt), sælge, afhænde for Betaling. (G. N. selja betyder ogsaa give). Tildeels med Dativ og Akkus. f. Ex. Han selde Granna ein Plog. Particip: seld.
seljande, adj. som man kan sælge; f. Ex. Dei ha selt alt som seljande var.
Seljar, m. Sælger. Baade Kaupar ꜳ Seljar.
Selje-asall, m. et Slags Træ, Vidie-Røn (Sorbus intermedia). Nordre Berg.
Seljefløyta, f. Fløite af Seljebark (aftrukket i Safttiden om Vaaren).
Seljekjørr, f. Dverg-Piil (Salix herbacea). Ellers Vierkjørr.
Selle, m. 1) Kammerat, Selskabsbroder; især en lystig Karl. Ein go’ Selle: en af de rette Karle. Tell. og fl. (Sv. sälle). — 2) Mandfolk (modsat Kjelle). Meget brugl. i Sdm. og nærmeste Egne. Tvo Sella ꜳ tre Kjelle: to Mandfolk og tre Kvindfolk. Nogle Steder ogsaa: en gift Mand; tildeels ogsaa: Herre, Huusbonde. „Sellen sjøl“: Manden selv, Huusherren.
Sellearbeid, n. Arbeide for Mandfolk. (Modsat Kjellearbeid). Sdm.
selleklædd, adj. klædt i Mandsklæder; forklædt (om Kvindfolk). Sdm.
Selna(d), m. Salg, Udsalg. Tr. Stift (Fosen). Ellers Seljing, f. og Sel, n. (I Nfj. Solri, n. om et Udsalgssted).
Selsbø, m. Engen omkring Husene paa en Sæter. Voss. (Jf. Sel og Bø). Ellers kaldet Støl og tildeels Kvi.
Selskap (eg. Sellskap), n. Selskab. Ellers Lag, Værskap; Fylgje.
Selsnæpe, f. en Urt, som bruges til Lægedom for Kvæg, men ellers er giftig. (Cicuta virosa). Har Navn af Distriktet Sell (i Gbr.), hvor den voxer i Mængde.
Selsværing, m. Indbygger af Sell i Guldbrandsdalen.
