Sem (ee), m. Lugt, Damp (= Eim). Indr. Vel egentl. Sim (aab. i).
sema, v. n. lugte, dampe (= eima).
semd, Substantiv-Endelse, dannet af „sam"; f. Ex. Annsemd. (Sjelden, men fortjente at være mere anvendt).
Semja, s. Sæmja. Semle, s. Simla.
semska, v. a. berede Skind, lave Semslæder (= menta). Sv. sämska. Heraf Semska-skinn. (Tydsk: sämisches Leder).
Send, n. Løb, Sprang, Tilsprang. Take se Send, eller „ta’ te Sends“, ɔ: tage Tilsprang, sætte sig i Fart. Sdm. og fl. (s. senda).
senda, (sænde), v. n. (e—e), løbe stærkt; skynde sig, springe. Dei sende ett’ an: de løb efter ham, forfulgte ham. Nordre Berg. Sdm. Hall. (Jf. G. T. sindon, gaae).
senda (sænde), v. a. (e—e), 1) sende, skikke afsted (til Fraværende). Tildeels med Dativ og Akk. f. Ex. Han sende Foreldrom eit Brev. — 2) række, lange frem, give i Hænderne. sende Konn: række Kornet frem til den som skal nedlægge det (i Laden). — 3) slænge, kaste, hive afsted. Nordre Berg. — Particip: send (sænd’e), sendt, udsendt.
Senda, f. Sandgrund; s. Kviksenda.
sendande, adv. løbende, i fuldt Sprang. Han kom sendande. N. Berg.
sendande, adj. passende til at sende; sømmelig (om en Foræring).
Sende, n. en flad Sandsteen at hvæsse Leen paa. Sdm. (sjelden).
senden, adj. sandig; om Ager. Shl. Jæd. og fl. G. N. sendinn. (Af Sand).
Sending, f. 1) Løben, Springen (see senda, v. n.). 2) Sendelse, Afsendelse. 3) en Gave eller noget som man sender En. Ogsaa kaldet Sendegave, f. og Sendegods (el. Sendingsgoss), n. — Sendingar, pl. om de Foræringer af Gjestebudskost, som Vertinden i et Bryllup faaer tilsendt fra Naboer og Slægtninger. (Ellers Fone, Føring, Beining). Ironisk bruges Sending ogsaa om en Irettesættelse, en Sandsekage.
Sending, m. Sendemand, En som er sendt i et Ærinde. Oftere Utsending.
Seng, f. 1) Seng, Leie. (I Nordre Berg. hedder Fleertal: Sengja; ellers Sengje, r). G. N. sæng. Jf. Kvila, Lega. — 2) Dyne, Fjæderdyne. Yveseng (Overdyne), Undeseng (Underdyne). B. Stift og fl. (hvor derimod „Dyna“ betyder Pude). Isl. sæng. — 3) et Bed i en Ager eller Have; et Kvarteer. Poteteseng, Næpeseng. (Sv. säng). — Talemaader. Te Seng (oftere: te Sengs): tilsengs. „halde Seng’a“: ligge tilsengs, om en Syg. „fara i Seng“: komme i Barselseng. (Hertil Sengfær). — I Sammensætning oftest Sengja, f. Ex. Sengjafot, m. Sengefod. Sengjaklæde, n. Sengklæder. Sengjastokk, m. Sidefjelen i en Seng.
Sengfær, f. Barsel, Barselseng. Tr. Stift og fl.
Senghus, n. Sengestue, Værelse hvori Gjæster og Fremmede faae Seng. Nordland. (Udtales ogsaa Sennhus, formodentlig for Sengjahus).
Sengjabud, f. Sengebod; Værelse, indrettet til at have Klæder i, og forsynet med Senge for Gjæster. Nordre Berg.
Sengjakꜳna, f. Barselkone. B. Stift.
Sengjalega, f. Barselsygdom, Sygeleie efter en Barnefødsel. B. Stift. (Isl. sængrlega).
Sengjamat, n. Barselkost, udsøgte Spisevarer, som en Kone faaer tilsendte fra sine Naboersker efter en Barselseng eller til Barselgildet. Nordre Berg. Ndm. Ørk.
sengsøkja, v. a. (e—te), søge Seng hos, ligge sammen med.
Senn, (n.) Gang. Kun i Talemaaderne: „i Senn“, ɔ: paa een Gang; og: „um Senn“, ɔ: efterhaanden. Ein i Senn: een ad Gangen. Noke um Senn: lidt efter lidt. G. N. senn. Sv. sänder. Jf. Sinn.
Sennhus, s. Senghus.
ser (ee), adv. for sig selv, fraskilt, løst. Nfj. og Sfj. Eg veit ikje te faa dæ ser: jeg kan ikke faae det fra, skille det fra det øvrige. I Hard. og Voss betyder det ogsaa: særdeles, synderlig; f. Ex. ser godt: særdeles godt. — Egentlig Dativ af det fælles Pronomen for tredie Person; jf. seg. (G. N. sér). Hertil Talemaaden: „D’æ ser likt“, ɔ: det ene er ligt det andet, den ene er ikke bedre end den anden. Nhl. (I Nordre Berg.: D’æ se likt). „ser-kvart“: hvert for sig, særskilt. Namdalen. I Gbr. hedder det: „se-kort“. I Indr. „ser ꜳ kvar“, f. Ex. Dæm gjekk ser ꜳ kvar: de gik hver sin Vei, hver for sig selv. — Herfra adskilles Adjektivet: sær, som dog vel egentlig er samme Ord.
serdeiles, adv. særdeles. Voss, Hard. Ellers særdeiles.
ser-havd, adj. fraskilt, adskilt. Nfj. Saaledes ogsaa: ser-lagd’e: lagt til Side, eller lagt fra hinanden. ser-tikjen (aab. i), fratagen, fraskilt.
Serk, m. (Fl. Serkje, r), Særk.
