gyde En Frygt. setja Segle: fire Seilet lidt, stille det lidt lavere. seta i lag: sætte i Orden, i Stand. setje ni Spænanne: afsætte Mælk i Yveret; om Køer. (Hedder ogsaa: setje punde seg. Berg. Stift). seta upp ei Lygn: sammensætte en Løgn, opdigte noget.
setjande, adv. løbende, fremstormende. Dei kom setjande. B. Stift.
setjande, adj. som man kan sætte.
Setjing, f. Sætten; Opsætning.
setna, v. n. (a—a), om Vædsker: sætte sig, klares, danne Bundfald. Hedder ogsaa setnast. G. N. setna.
Setning, f. 1) et Sæt, Række som udsættes paa een Gang. Hertil Garnsetning. 2) Lag, Stabel. Brødsetning: et høit Lag af Fladbrød. N. Berg.
sett (sett’e), part. af setja: sat, stillet; belagt, ladet (om baade); bestemt, beskikket; greben, fangen (s. setja).
sett (ee), n. af sedd; jf. sjꜳ.
sette (ee), adj. sjette. Mest brugl. i Fjeldbygderne. I Sogn hedder det: sekste. Nogle St. sjette. G. N. sétti.
Sette, f. en Dynge af skaaret Korn, som er opreist for at tørres eller bestemt at sættes paa en Stør; bestaaende deels af 12, deels af 8 Neg. (Ved Trondhjem). Skal paa enkelte Steder hedde: Sjette (ee).
Settersok, s. Syftesoke.
Settung, m. et Kornmaal, som udgjør en Sjettedeel af en Fjerding (eller 1⁄24 Tønde). Valders og fl. Paa Hedemarken ansees den som 1⁄18 af den nubrugelige Tønde, som er mindre end den gamle, da denne holdt henimod 10 Skjepper. (G. N. séttungr angives til en Sjettedeel af en Mæle).
sev (sover), s. sova.
Sevja, f. Saft i Træer (= Save). Nhl. Andre Steder: Sivju og Søvje.
Si, n. Taver, Trevler af opplukket Toug, brugeligt til Tætning (Kalfatring) i Baade og Fartøier. Nordre Berg. (Andre St. Driv).
si, ɔ: sidste, og sin; see sin.
si, en ufraskillelig Partikel, som betyder deels: overalt (sibreidt, sifent), deels: altid (siregne, sivꜳt). Ligesaa i G. N. sí; i de andre gamle Sprog hedder det sin (f. Ex. Ang. singrene, ɔ: altid grøn).
sibreidd, og sibreia, adj. jævnt udbredt overalt; ogsaa om en Mark, som afgiver saa meget Hø, at den bliver overalt dækket af samme under Tørringen. Tell. (Andre Steder einbreia).
Sid (aab. i), f. Skik, Brug, Sæder. Mere alm. i Formen Si og Se. Fleertal hedder i Sogn: Sia og Sea (ɔ: Sæder). G. N. siðr, m. Sv. sed.
sid (si), adj. sid, nedhængende. (G. N. síðr). Nogle Steder ogsaa om lav og fugtig Mark.
sida (aab. i), v. a. (a—a), danne, forædle, lære gode Sæder. Ho heve sida væl Bonn’a sine. Sdm. og fl. Ellers sea (G. N. siða). Hertil: sida (sea), adj. dannet, oplært i gode Sæder. (G. N. siðaðr).
Sidabrigd (Sid, aab. i), f. Forandring i en tilvant Skik. Fyr’ ei Sidabrigd: for en Forandrings Skyld, til Afvexling. Sdm.
sida(n), adv. 1) siden, senere, derefter. G. N. síðar. 2) siden, da, efterdi. G. N. síðan. — Hedder: sida (Nfj. Sdm.), sia (mest alm.), siꜳ (Nhl. Sogn), sian (Voss, Helg.), og med tilføiet „ne“: sia-ne (Jæd.). Til sida (te sia): til en senere Tid, til en Stund herefter. (I Sdm. ogsaa: te sidas). — Et ubrugeligt: sid (G. N. síð, seent) forudsættes i Sigro og Sirunna; jf. sirle og sire.
sidbrynt, adj. som har lave eller nedhængende Øienbryn.
sidbuka, adj. med sid Bug.
Sidd (ii), f. Sidde, Sidhed. (G. N. sídd). Pꜳ Sidd’a: med Hensyn til Sidheden.
Side (Sia), f. 1) Side, Ribbenene med det omgivende Kjød. Hertil Kjøtsi’a, Fleskesi’a (af Dyr). 2) Side i Almindelighed, en af de bredere Flader paa en Ting. 3) Retning, Kant, Led; ogsaa Vegne, Vedkommende; f. Ex. pꜳ mi Sia; kvar pꜳ si Sia; pꜳ alla Sie (Siur). — Dæ lꜳg ꜳ Side: det hvilede paa Siden, med den brede Flade nedad. (Sdm.). Til Side (ogsaa te Sies): tilside; afsides.
Sideriv (Riv, aab. i), n. Ribbeen. Ellers kaldet Sidebein (Sibein), n.
Sidesleng, m. et Fald til Siden.
sidhært (sihært), adj. langhaaret.
sidig (aab. i), adj. sædelig, som har gode Sæder, opfører sig sømmeligt. Hedder sidig’e og sedige (Nfj. Sdm.), seug (mest alm.), se’au (Tr. Stift). G. N. siðugr.
sidklædd, adj. klædt i side Klæder. „Han Siklædde“, et Navn paa en Præst.
sidt, adv. sidt, langt ned.
Sidvane (Sevane), m. Sædvane.
sidvoren, adj. noget sid eller lav.
sifent, adj. jævnt sneedækket overalt, uden noget tøet Plet. Tell. Af si og fenne (Fonn).
