Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/428

Denne siden er korrekturlest

sigta, v. n. tage Sigte; see med eet Øie.

Sik (aab. i), f. den mest græsrige Eng tæt ved Husene. Shl. Udtales ogsaa Sek, best. F. Sekj’o.

Sik (ii), n. Helt, en Færskvandsfisk (Coregonus Lavaretus). Søndenfjelds. Sv. sik.

sika, v. a. (a—a), afsie langsomt, afpresse Vædske, f. Ex. af Bærme; ogsaa hælde noget langsomt ud af et Kar, tømme Karret omhyggelig. Meget udbredt (B. Stift, Tell. Helg.). Heraf Siking, f.

Sikje, n. en meget liden Bæk. Helg.

Sikk, m. en Sammenrystning; et Stød nedenfra. See følgende.

sikka, v. a. (a—a), ryste eller støde noget saaledes at det kan synke tættere sammen; som f. Ex. at ryste en Korntønde for at Kornet kan lægge sig tættere. Ligesaa om at ryste En op og ned; især om Heste, som have en stødende Gang, saa at de, som ride paa dem, blive stærkt rystede. Nordre Berg. Sdm. Gbr. Ørk.

Sikking, f. Rystelse; idelig Støden.

Sikl, n. Rislen; ogsaa Sagl.

sikla, v. n. (a—a), 1) risle, rinde med en sagte Lyd; om smaa Bække. Tr. og Ag. Stift, Tell. N. Berg. — 2) sagle (= sleva). Ørk. Jf. sika, silla, sildra.

Siksok og Siktesuku, s. Syftesoke.

Sil, m. 1. Sandgraver, et Slags Fisk (Ammodytes). Nordland.

Sil, m. 2. en Sie, Mælkesie. (Alm.). Sv. sil.

sila, v. a. (a—a), sie, afsie; f. Ex. Mælk. (Particip ofte: silt). Sv. sila. Ogsaa dryppe eller regne idelig.

Sild, f. (Fl. Silda, r), Sild. Forskjellige Navne efter Størrelsen, saasom: Mad, Mussa, Blasild, Notsild, Garnsild, Storsild. Jf. Brisling. (Lakesild hører til en anden Slægt). — Sildeberg, n. en stor Sildestiim. Sildfiskje, n. Sildefiskerie. Sildegot (aab. o), Sildeleg, utgydt Rogn. Sildekast, n. en Slump Sild som man fanger med et Vod. Sildelꜳs, s. Lꜳs. Sildelyse, n. Tran af Sildefedt. Sildenot, f. et stort Vod at fange Sild med. Sildereist, n. s. Reist. Sildetak, n. Sildefangst. Ogsaa kaldet Sildetøkje, n. af Talemaaden „taka Sild“, ɔ: fange Sild (B. Stift).

sildra, v. n. risle, rinde sagte. Tildeels i B. Stift, ogsaa Jæd. Helg. og fl.

Silhꜳr, n. Sieklud, bunden af Haar. B. Stift. Oftest Silꜳr. I Tell. hedder det Sirꜳl.

Siling, f. det at man sier, f. Ex. Mælk. Ogsaa Rinden, Dryppen, idelig Regn.

Silju, f. (Træ), s. Selja.

Silkje, n. Silke. Hertil Silkjeduk, Silkjety og fl.

silla, v. n. (a—a), rinde, dryppe tidt, saa at det næsten strømmer; f. Ex. af gjennemblødte Kjæder. B. Stift, Helg. Hertil Silleregn, n. tæt Regn, hvori Draaberne næsten hænge sammen.

Sil-laug (Silau), f. Sievand, Afskyl af Mælk. B. Stift og fl.

sille og silde (for skilde eller skylde), ɔ: skulde. (Rbg. Tell.). See skula.

Silung, m. Smaalax. (Helg.). Ellers Svilung, Leksing og fl. (Isl. silungr, Ørred).

simꜳlug, adj. langtalende, utrættelig at snakke; ogsaa trættekjær, som altid vil have det sidste Ord. Ørk. (simꜳlau). G. N. símálugr.

Simbr, s. Symra.

Sime, m. Toug, som er spundet af Haar. Helg. (Jf. Tꜳngsim).

Simetov, n. Haar som er tjenligt at lave Toug af. Helg.

Simla, f. Reen-Ko, Hun-Reen. Kaldes ogsaa Semble (Sdm.) og Sumul (Østerd.). I svenske Dial. somel. (Jf. simull, et af Oxens Navne i Skalda).

sin, pron. poss. sin. (Jf. seg). De almindelige Bøiningsformer ere: sin og sinn, m. si, f. sitt (aab. i), n. og sine, pl. I mange Dialekter har det ogsaa en Dativform: sino og sinꜳ, og tildeels særskilt for Femininet: sine el. sinne. (Nhl. Gbr.). F. Ex. Mæ Bokjenne sinne: med sin Bog. (Nhl.). Nꜳr dei kjem’e sinꜳ vid, ɔ: naar de træffe paa sine Jævnlige. (Sdm.). — Brugen af dette Ord er her i Almindelighed mere udstrakt end i Skriftsproget, saa at det sjelden ombyttes med Genitiverne: hans, henna, deira. I Trondhjems Stift bruges det endog ofte til at betegne hans, hendes eller deres, naar nemlig den som Tanken gaaer ud fra, er nævnt strax foran. F. Ex. Han sie, at Jor’a si æ ringar en før (ɔ: han siger at hans Gaard er slettere nu end før). Dæm vist’ int, at Bonna sine va dær (ɔ: at deres Børn vare der). Ho trudd at Mann’ sin va reist o. s. v. (Jf. seg). — Mest mærkelig er ellers Brugen af dette Ord i Betydningen af en Genitivform, hvorved Mangelen af en saadan Form tildeels erstattes, især ved Fællesnavne paa Personer. F. Ex. I Faren sitt Namn: i Faderens Navn. Pꜳ Syskjena si Hand: paa sine Søskendes Vegne.