Bonna sin Rett: Børnenes Ret. Dæ va Ꜳlmugjen sin Eigedom (Almuens Eiendom). Dæ va Grannen sitt o. s. v. Meget brugl. vest- og nordenfjelds. Endnu mere almindelig bruges det som Genitivsmærke ved „kven“ (ɔ: hvem), f. Ex. kven si Bok æ dæ: hvis Bog er dette.
sin, adj. (si, f.), næstsidste, den nærmeste foran den sidst forløbne. Sin Sundag: næstsidste Søndag, i Søndags otte Dage siden. Ligesaa: sin Mꜳndag, sin Tysdag, sin Laurdags-Kveld o. s. v. Si Helg: næstsidste Helligdag. Meget udbredt (Rbg. Tell. Vald. Sdm. Helg.). Jf. „hi Helgj’e“. — Oplysning om Ordets Oprindelse mangler.
Sin (aab. i), f. (Fl. Sina, r), Sene i Legemet; ogsaa Muskel. Udtales ogsaa Sen (ee). G. N. sin. Fleertal tildeels Sinja. (N. Berg.). Bruges ellers (ligesom Isl. sin) i samme Betydning som Peis, f. Ex. Uksesin, Bukkesin.
sina (aab. i), v. n. slæbe, trække noget med Anstrengelse. (Sdm.).
Sindr, n. Gruus, smaa Splinter af Steen, Jern eller lignende haarde Ting; især Hammerskjæl, smaat Affald af Jern i Smedien. B. Stift, Gbr. Ørk. og fl.
sindra, v. a. smuldre, knuse; ogsaa udstrøe ganske tyndt. N. Berg.
Sinedrꜳtt (aab. i), m. Senetrækning, et Slags Krampe.
Singl, n. Steengruus, grov Sand. (Ag. Stift). Jf. Sindr.
singla, v. n. (a—a), klingre, klirre, give en klirrende Lyd, som naar Glasstykker eller Jernsøm falde ned. Vest- og nordenfjelds; ogsaa i Gbr. I Tell. hedder det singre. G. N. singla. Jf. skrangla.
Singling, f. klirrende Lyd.
Singott, et Udtryk, hvormed man tilbyder En at drikke. B. Stift, Gbr. — Formod. et fremmedt Ord.
singre, s. singla.
Singre, f. s. Stallvækja.
sinka, v. a. (a—a), sammenfælde Fjelene i Skriin eller Kister ved kileformige Indsnit i Kanterne, saa at man ikke behøver Nagler. B. Stift og flere. Ved Stavanger hedder det sinkla.
Sinkenov (aab. o), f. kileformige Lafter i en Tømmerbygning; et Hjørne hvori Stokkenes Ender ere tilhugne som Kiler, hvis brede Ende vender udad. Tr. Stift.
Sinkesag, f. en liden Sav at sinke med.
Sinn, n. 1. en Gang. Eit Sinn (eitsinn): engang, paa en vis Tid. (Sjelden). Ellers kun sammensat og i Formen Sinne; saaledes: nokensinne; einkvansinne (en eller anden Gang); andresinne (til andre Tider). Rbg. Nhl. Nfj. (G. N. sinn). Jf. Senn.
Sinn, n. 2. Sind, Hu. I Sinne (gam. Dativ): isinde. Te Sinns: tilsinds. (Sjelden). — Ogsaa: Lyst, Tilbøielighed. Han ha’ inkje Sinn te dæ. (Rbg. Nedenæs og fl.). Undertiden ogsaa: Sands; som i den Talemade: „te ha sine fem Sinn“, ɔ: være ved fuld Sands og Samling.
sinna, v. a. (a—a), ændse, agte, skjøtte om. Sogn. D’æ ’kje vært te sinna da. — Jf. sinnelege.
sinna, adj. 1) sindet, stemt, oplagt. — 2) vred, hidsig (af Sinne). Tell. Rbg. Mandal. — Ellers sint.
Sinne, n. Vrede, Hidsighed, opbragt Stemning. Alm. og meget brugl. Eit Store-Sinne: et heftigt Udbrud af Vrede. D’æ eit stort Sinne ’ti ’an: han er yderst heftig, naar han bliver vred. Jf. sint, storsint, langsint.
Sinnelag, n. Sindelag.
sinnelege, adv. synderlig, betydelig. Dæ va ’kje sinnele’ fint: ikke synderlig fiint. Nordre Berg. (Jf. sinna).
Sinnepose (aab. o), m. og Sinneblꜳsa, f. Benævnelser paa meget vredladne og hidsige Mennesker. B. Stift.
Sinnetykk, m. fiendtligt Sindelag, Had til En. N. Berg.
sins-imillom, indbyrdes (= seg imillom). Gbr. — Sv. sins emellan.
sint, adj. vred, hidsig, opbragt. Alm. og meget brugl. I Tell. Rbg. og Mandal hedder det oftere sinna (som egentlig er en bedre Form). Han vart sint’e pꜳ oss. Dei æ sinte fyre dæ. Undertiden ogsaa om en vedvarende fiendtlig Stemning; f. Ex. Han ha’ vore sint pꜳ dei i lang Tid. — Enstydige Ord ere: ill, vill, vond, ful; og i mildere eller ædlere Betydning: rei, harm.
sipe, s. snippa. Sirꜳl, s. Silhꜳr.
sire, i Betydningen: senere (G. N. síðari), anføres i ældre Skrifter (f. Ex. „Olsoke sire“, i Jensens Glosebog), men synes nu at være tabt. Jf. sirle.
Siregn, n. vedvarende Regn, uden Ophold. Søndre Berg. og fl.
siregna, v. n. regne jævnt og idelig. Shl. Tell. Buskr. og fl.
Sirelrot, s. Sisselrot.
sirenna, v. n. rinde idelig. (Sjelden).
Sirissa, f. Faarekylling, et Insekt, bekjendt af dets hvinende eller knirkende
