bauka, v. n. 1) rode, grave i Jorden. Guldbr. Ørk. I Tell. boke (aab. o). Sv. böka. — 2) bringe noget i Uorden, omvælte, rive ud over. Helg.
baukut (Bꜳkꜳtt), adj. forstyrret, omvæltet, i Uorden. Helg.
baula, v. n. brøle, bøge som Køer. Helg. Guldbr. og fl. (Isl. baula). Jf. gaula.
Bauna, f. 1. Bønne. See Bogne.
Bauna, f. 2. et stort Trug. (Inderøen).
Bause, m. en Stormand. S. Kakse.
Baut, m. Vending i Seiladsen, naar man krydser. (= Slag, Slagbo).
baut, adj. om Vinden: knap, trang, meget imod. Fosen. Ligesaa bautt, adv. f. Ex. Vinden æ bautt imot (naar man ikke kan komme frem uden Krydsning).
bauta, v. n. krydse, lavere. Meget udbredt, maaskee alm. (Jf. slaga).
Baute, m. Mindesteen fra Oldtiden. Sjelden, ligesom Bautestein. (Isl. bautasteinn).
bautt, adv. s. baut.
Bꜳ, s. Bod. — Bꜳdꜳ, s. Bode.
bꜳde (bꜳ), conj. baade. Nogle St. bꜳte, og (i Sogn) bade.
bꜳ’e (for bꜳde), adj. begge. (Søndre Berg. Tell. Hall. Gbr. Ørk.). Ellers beggje. I Vossisk: bꜳe, m. bꜳa, f. bæe, n. (G. N. báðir, báðar, bæði).
bꜳg, adj. 1) vanskelig, ubeleilig, hinderlig, slem. 2) om Mennesker: tvær, uvillig, modstridende. Eit bꜳgt Land: uveisomt eller ufrugtbart Land. bꜳgt Ve’r: hinderligt Veir. Meget brugl. i Helg. og Namd. Jf. bægjen og bægja. Isl. bágr, besværlig.
Bꜳgꜳ, s. Bogje.
bꜳgjen, adj. slem, farlig. Sdm. (sjelden). bꜳgne Vega: slemme Veie (især tilsøes).
bꜳgt, adv. forkeert, i en vrænget Stilling. Helg. Æg sto so bꜳgt.
Bꜳing (for Bꜳding), m. Hermafrodit.
Bꜳl, m. Baal, stor Ild. Sjelden.
bꜳlꜳ, v. s. bala. — Bꜳn, s. Barn.
Bꜳnster, n. Underdyne i en Seng. Helg. og nordre Tr. (Ellers Underseng). Isl. bólstr.
Bꜳr, el. Bꜳra, f. en Baar, et Redskab at bære med. Mest i Fleertal.
Bꜳra, f. 1) Bølge. Næsten almindl. (G. N. bára). 2) Bølgegang, Søgang. Jf. Alda, Bylgja, Vꜳg, Sjø. Heraf bæra, kvitbæra.
bꜳrꜳ, v. s. bora, og bera.
Bꜳredal, m. Fordybningen eller Mellemrummet imellem Bølgerne.
Bꜳreskol (aab. o), n. Bølgernes Slag og Skvulpen. B. Stift.
bꜳrestilt, adj. n. stille, frit for Bølger. Jf. vindstilt, straumstilt.
Bꜳretopp, m. Bølgeryg.
bꜳrut (ꜳarette), adj. fuld af Bølger.
Bꜳs, m. Baas, Rum til et Nød. Isl. bás. Heraf bæsa. Bꜳsebolk, m. Skillevæg imellem to Baaser.
bꜳsꜳ, s. basa, — Bꜳsse, s. Bosse.
Bꜳt, m. Baad. Bꜳtefarm, m. Baadsladning. Bꜳteleiga, f. Baadeleie. Bꜳteløysa, f. Mangel paa Baade.
Bꜳtꜳ, s. Bite, og Bate,
Bꜳtelag, n. Selskab af Fiskere, som have een Baad tilsammen.
Bꜳtsbræde, n. Fjele af en ophuggen Baad. Sdm.
Bꜳtslengd, f. en Baadslængde (som Maal).
Bꜳtslut (aab. u), m. den Deel af Fiskefangsten som tilfalder Baadens Eier.
bꜳtsro, v. a. bugsere.
be, og bea (ɔ: bede), s. bidja.
Be(d), eller Bæ’, f. Underdyne i en Seng. Hard. (Isl. beðr, m. Dyne).
bedara seg, stilles, sagtes, om Veiret. B. Stift. (Et hollandsk Ord).
beden (bien, been), partic. 1) ombedet, anmodet. I Sdm. biden (aab. i) og bidd; i Nhl. boen (aab. o). 2) buden, indbuden. 3) befalet. S. bidja.
Begaving, f. faldende Syge, Slag. B. Stift. Bedre Navne ere Fang og Nedfallsott.
begꜳ seg, komme sig, komme til Liv igjen. Rbg. Tell. Sdm. og fl. Er et nyere Ord ligesom alle de øvrige, som begynde med Partikelen be, der ikke findes i det gamle Sprog.
beggje, adj. begge; s. bꜳe. hava beggje: være Hermafrodit. B. Stift.
begiva (begje’), v. holde op, slutte. Et meget udbredt Ord.
Begsl (Beksel), n. Bidsel. Nogle St. Besl, og Beisl; i Nhl. og Shl. Beitl. (Isl. beygsl og beitsli. Sv. betsel).
begsla (beisla, beitla), v. a. lægge Bidsel paa.
behandele(g), adj. besynderlig. Sdm. og fl.
bei, og beid (ɔ: fandtes), s. bide, v. n.
beien, ubeleilig, s. bægjen.
Beig, m. Svaghed, Svækkelse, Skade. Nhl. Jf. Bøyg.
Bein, n. Been, Knogle. G. N. bein. — Søndenfjelds ogsaa i den nyere Betydning: Fod.
bein, adj. rank, lige, som strækker sig i en ret Linie. Figurlig: ligefrem, ikke vanskelig. Dæ va ikje beint: det var ikke saa lige til. Han ær ikje bein’,
