en Omstændighed, som man meget vel kunde undgaae. „D’æ Sjavile, dette“, er ogsaa et Høfligheds-Udtryk, omtrent som: dette er alt for megen Opmærksomhed, man skulde ikke gjøre saa meget for min Skyld. I Gbr. bruges „sjølsvita“ i lignende Betydninger.
sjꜳ, præp. hos. See hjꜳ.
sjꜳ, v. a. og n. (ser; sꜳg; sett, med ee), at see. Formerne af dette Ord ere, uagtet deres bekjendte Uregelmæssighed, meget lige igjennem Dialekterne. Inf. hedder saa godt som overalt: sjꜳ. (G. N. sjá). Præsens: ser (ee), paa Helg. sir, paa enkelte andre Steder: sjer (Nfj. Indr.); Fl. sjꜳ. Imperf. i Fleertal: sꜳge (S. Berg. Rbg. og fl.), sogo (Hall.). Particip og Supin. paa nogle faa Steder: sjedd, sjett. Imperativ: sjꜳ. — Betydning: 1) see, blive vaer, have Øie paa. Ogsaa v. n. kunne see noget, have sit Syn. — 2) mærke, erfare, forstaae; med flere tildeels omfattende figurlige Bemærkelser. — 3) v. n. i Talemaaden „sjꜳ ut“, ɔ: see ud, have et vist Udseende. Jf. synast og syna. Tilsvarende intransitive Verber, som betegne et Forsøg paa at see (ligt G. N. líta), findes rigtignok i Mængde. (s. skoda, glosa, gløse, stira, skygna, glana, kope, glꜳpe), men de ere for det meste indskrænkede til enkelte Egne, og intet af dem har nogen synderlig Overvægt. — Talemaader. I Himmel sjꜳ, s. Himmel. „sjꜳ Skrift“: kunne læse Skrift. sjꜳ seg fyre: see sig for. sjꜳ seg um: see sig om; ogsaa: besee en Gaard som man skal tiltræde. — sjꜳ ꜳt: see ad, see nøie til. sjꜳ ette: see efter, lægge Mærke til; ogsaa lede efter. (Heraf ettesedd). sjꜳ fyr’ ein: see det som En vil holde skjult. sjꜳ til: see til, mage, lave det saa at noget kan skee; ogsaa tilsee, have Tilsyn med. (Heraf tilsedd). sjꜳ ein te godes: see paa Ens Bedste, søge hans Fordeel.
sjꜳande, adj. 1) synlig, som man kan see. 2) seeværdig, værd at betragte. Mest brugl. i den sidste Betydning. G. N. sjáandi.
sjꜳeleg, adj. anseelig; ogsaa smuk; skjøn, prægtig. Rbg.
sjꜳg, s. skjaag og skjegl.
Sjꜳing, f. Seen, Beseelse.
sjꜳkꜳ (for stjaka?), v. n. rave, vakle. Gbr. — Jf. G. N. staka.
sjꜳmꜳt, s. skjꜳmut. sjꜳrꜳ, s. skjera.
Sjedde (el. Skjedde), f. Faar. Gbr.
Sjekte, s. Skjekte. — Sjel, s. Skil.
sjelda, adv. sjelden. Tell. Ørk. og flere. Ogs. sjalda (Rbg.) og sjeldom (Ørk.); ellers sjølda og sjøldꜳ (B. Stift og fl.). G. N. sjaldan.
sjeldfengd, adj. rar, sjelden, som man sjelden kan faae. Tell.
sjeldsynt, adj. som man sjelden seer. (Sjelden).
Sjell, s. Hjell. sjepa, s. skipa.
Sjesse (Lyst, Appetit), s. Skjesse.
Sjo, m. Sø, Søvand; see Sjø.
sjo(d)a, v. n. og a. (syd’; saud; sode, aab. o), at syde. Inf. hedder: sjoa og sjoe (i de sydlige Egne), sjøde, aab. ø (Nfj. Sdm.), sjøe, sjø og sye (i de nordlige Egne). G. N. sjóða. Indikativ mest alm. sy, sau, soe (og sꜳe). G. N. sýð, sauð, soðit. — Betydning. 1) v. n. syde, koge sagte, være i Opkog. Jf. Sode. Ogsaa: suse, give en Lyd som naar noget begynder at koge. — 2) v. a. koge, f. Ex. Mad; faae noget i Opkog. sjoe upp Vatn’e; sjoe Grauten, o. s. v. I de sydlige Fjeldbygder, især i Rbg. — 3) sveise, sammensmede ved en stærk Ild. sjøde ei Øks: sammensveise Jernet og Staalet til en Øxe.
Sjo(d)ing, f. Sydning, Kogen; ogsaa Sveisning. (Sjoing, Sjøding, Sjøing).
Sjog, s. Snø. sjoge, s. snøa.
Sjonskylna, s. Hjunskilnad.
sjonsleg, adj. tækkelig, vakker. Eit sjonsle Par. Gbr. Jf. hjunsleg.
Sjorte, s. Skjorta. Sjot, s. Skjot.
Sjov, s. Snø. — sjov, s. sjølv.
sju, syv; s. sjau.
sjua, v. n. huje, raabe. Jf. hua.
sjuk, adj. syg, angreben af Sygdom. G. N. sjúkr. Paa nogle Steder ansees sjuk for at være „stygt“ og bruges derfor kun om Dyr, medens man derimod siger klen og lꜳk om Meunesker. — sjuk betegner tildeels ogsaa: gjerrig, nidsk, lumpen.
Sjuka, f. Sygdom. S. Sykja.
Sjukdom, m. Sygdom.
Sjukkfar (for Stjukfar), s. Stykfar.
sjukleg, adj. sygelig. Voss og fl. Ellers klenvoren, ring, olik og fl.
sjukna, v. n. blive syg. Sjelden.
sjukvoren, adj. noget sygelig.
Sjun, n. 1) Syn. Tildeels i Tr. Stift, dog sjelden. G. N. sjón. 2) Lys, Lysning i et Værelse. Indr.
Sjund, f. 1. en Smule, noget som man neppe kan see. Sdm. sjelden.
Sjund, f. 2. Gravøl; s. Sjaund.
sjur (for stjur), s. styr.
