Sjursmess, Lille-Julaften (den 23de December). Indr.
Sjuvalk, s. Sjøvꜳk.
Sjæl, s. Sæl og Skjæl.
Sjærne, s. Hjerne og Stjerna.
Sjø (aab. ø), m. Sø. Hedder ogsaa Sjo (Shl. Hard. Voss) og Sy (Helg.); i Tell. forekommer ogsaa: Sjꜳ (Norsjꜳ). Jf. Talemaaden „aller um se“ (s. all). Den almindelige og herskende Form er Sjø, men den rigtigste og ældste er Sjo. G. N. sjó’r, sæ’r. Sv. sjö. — Betyder ellers i Særdeleshed: 1) Sø, Fjord, Hav. I Østerd. ogsaa om et stort Færskvand, en Indsø (Sv. sjö); men ellers alene om Havet eller en Deel af samme. — 2) Søvand, Saltvand; i Modsætning til Færskvand (Vatn); f. Ex. Dæ smaka som Sjø. Han fekk Sjø inn-i Munnen o. s. v. (Isl. sjór). — 3) Søgang, stærkt Bølgeslag; ogsaa en stor fremstyrtende Bølge. Dei fekk ein Sjø inn-i Bꜳten. Dæ kom den eine Sjøen fyre ꜳ hin ette. Jf. storsjøa, smꜳsjøa. — Mæ Sjø’n: ved Søen, paa Strandbredden. (I Hard. mæ Sjødnen). Pꜳ Sjø’no: paa Søen (Sogn). Ellers: pꜳ Sjo’no (Voss), Sjø’nꜳ (Sdm. Ndm.). Or Sjø’no: af Søen. Te Sjøss: til Søen; ogsaa tilsøes. — Sjøanne millom: fra den ene Sø til den anden.
sjøa, adj. beskaffent med Hensyn til Vandstand (Flod eller Ebbe). Han æ ’kje so sjøa: det træffer ikke saaledes med Vandstanden. Ellers høgsjøa, lꜳgsjøa.
Sjøa-bur (aab. u), m. Søgang, Bølgegang. Sdm. (Eg. Sjoarburd).
Sjøafall, n. Ebbefald, Afstanden imellem Flodmaalet og Ebbemaalet. Eit stort Sjøafall: stor Flod og Ebbe (Springflod): ogsaa Havets større Stigen og Falden paa en vis Deel af Kysten.
Sjøaris, s. Sjøis.
Sjøastad, n. Søens Standsning ved Flod og Ebbe; den Stund da Søen ophører med at stige eller falde. Nordre Berg.
Sjøbeine, m. s. Sjøreide.
Sjøbløyta, f. Udblødning i Søvand.
Sjøbruk, n. Søbrug; Fiskerie.
Sjøbud, f. Søbod; Pakbod. (I Tell. forekommer ogsaa: Sjꜳbu).
Sjøbunad, m. Søredskaber (s. Sjøreide); ogsaa Sømandsklæder.
sjøde og sjøe, s. sjoda.
Sjødogg, f. Dug som falder i Nærheden af Strandbredden. I Hard. Sjodogg, om en Sygdom som Køerne undertiden angribes af, naar de komme fra Fjeldmarkerne til Strandbredden.
Sjødraug, m. Spøgelse som holder sig ved Søen; s. Draug.
Sjødriv (aab. i), n. Drev paa Søen, Søvand som drives op af Storm.
sjøfarande, adj. søfarende. — sjøfarende Ver: Veir hvori man kan færdes paa Søen.
Sjøfisk, m. Søfisk, Saltvandsfisk. (Modsat Vassfisk, Elvafisk).
Sjøfolk, n. Søfolk; tildeels ogsaa: Folk som boe ved Søen.
sjøfør, adj. istand til at færdes paa Søen.
Sjøgꜳng, m. Søgang.
Sjøgras, n. Havbændel (Zostera marîna). Ellers kaldet Marlauk og Ꜳlegras.
Sjøgror, m. smaa Søvæxter, som voxe paa en vis Tid af Aaret.
sjøhart, adj. n. søhaardt, aabent for Storm og Søgang.
sjøheilt, adj. n. saa beskaffent at Søen ikke driver. B. Stift. So lengje d’æ sjøheilt: saa længe som Søen ikke driver. Hedder ogsaa: „Alt mæ Sjøen ligg’e“.
Sjø-is, m. Iis paa Søen. Ogsaa: Sjøar-is (Indre-Sogn), og Sjoar-is (Voss).
Sjøkalv, m. Meduse (Gople). Helg. (i Formen Sykalv). Jf. Klysa.
Sjøkatt, m. en Fisk, bekjendt af dens besynderlige Skikkelse; Havkat (Chimæra monstrosa). Tr. Stift. Ellers kaldet Hꜳgylling (Sogn), Isgalt (Sdm.). Hertil Sjøkattlyse, n. Tranen af dens Lever. (I Sdm. Isgaltlyse).
Sjøkrakje, m. et fabelagtigt stort Sødyr. Nordenfjelds. Paa Helg. Sykrake.
sjøl, selv; s. sjølv.
sjølaus, adj. frit svævende, opløftet over Søen. „springa sjølaust“: om Fiske og andre Sødyr, naar de springe op over Vandfladen, saa at man for et Øieblik kan see hele Dyret i Luften. I Berg. Stift hedder det: „bykse sjølaust“.
sjøldꜳ, sjelden; s. sjelda.
sjølegjen (sjøleien), adj. som har ligget længe paa eller i Søen. — sjøleia Skodde: Taage som ligger tæt samlet over Havet og derfra trækker ind mod Land.
sjøleides, adv. tilvands, paa Søveien. fara sjøleies.
Sjølok (aab. o), n. Vandflade. Nhl. I Sogn: Sjølogje og Logje.
sjølv (sjøl), pron. (adj.), selv. Formen
