fjelds. (Isl. skalli). — 3) en Forhøining paa Bunden i Vandet, en Top eller høi Banke paa en Fiskegrund. Nordre Berg. Jf. Klakk.
Skallebotn, m. ujævn Bund, med Banker eller Forhøininger.
skallut, adj. ujævn, fuld af tørre Forhøininger; om en Ager.
Skalma, f. Bælg, Frøhuus paa enkelte Planter som Ærter og Vikker. Nordre Berg. hedder ellers Skolma (Sogn og fl.), Skjelm, m. Fl. Skjelme (Gbr.). G. N. skalma.
Skalmegras, n. Vikker, Fugleærter.
Skam, f. 1) Skam, Beskjæmmelse. Udtales overalt kort (som Skamm); i Rbg. og Tell. hedder det ogsaa Skomm. G. N. skömm. — 2) en usel, daarlig Ting; Noget som man undseer sig ved eller blues for. Jf. Garskam, Bygdaskam. D’æ bære Skamm’a: det er saa uselt, at man kun maa blues ved det. — 3) Undseelse, Blusel. D’æ ikje Skam i han: der findes ikke Undseelse hos ham. Jf. skjemmast. — Skam bruges ellers (ligesom Nid, Naud og Mein) ofte i Sammensætning med andre Ord til at betegne en Overdrivelse eller noget usædvanligt; f. Ex. skamhogga, skamriva, skamslꜳ; ligesaa skamstor, skamtung o. s. v.
skamdyr, adj. overmaade dyr, saa kostbar at det er en Skam.
skamfara, v. a. (fær, for), fordærve, ødelægge, skade ved en voldsom Behandling. Søndre Berg. og fl. I Rbg. hedder det skamføre (e—te), men ellers mest alm. skamfere (ee), med Formerne: a—te. — Hertil skamfaren (skamført, skamfert), fordærvet, ødelagt.
skamfeit, adj. = lytefeit.
skamfila, n. a. skamfile, opslide.
skamføre, s. skamfara.
skamgod, adj. overordentlig god, altfor god til sit Brug. Jf. naudgod.
Skamkaup (-kjøp), n. Skamkjøb, at man faaer noget for en Spotpriis.
skamlaus, adj. 1) ordentlig, som man ikke behøver at blues ved, sømmelig, skikkelig; f. Ex. om Klæder: „Dei æ væl skamlause“, ɔ: man kan vel bruge dem uden Skam. Meget brugeligt i Nordre Berg. og fl. G. N. skammlauss. 2) skamløs, uforskammet. (Nyere men mere udbredt Betydning).
skamlaust, adv. med Sømmelighed, uden Skam. D’æ so ringt at ein kann ikje bruke dæ skamlaust.
skamleg (skammele’), adj. skammelig.
Skamløysa, f. 1) det at man ikke behøver at blues ved en Ting (s. skamlaus). — 2) Skamløshed, at man ikke undseer sig for noget. Ogsaa en skamløs Person.
Skammel, m. Skammel. (Ikke alm.).
Skam-or, n. fornærmelige Ord. Tr. Stift. Ellers Fantor, Spitor og fl.
Skampris, m. Spotpriis; ubillig lav eller ogsaa ubillig høi Priis.
skamraska, v. a. (a—a), overvælde, behandle voldsomt, fare ilde med. Berg. Stift, Ørk. og fl. (Isl. raska).
skamrik, adj. uhyre rig.
skamslꜳ, v. a. (slær, slo), slaae fordærvet, gjøre Skade paa. — skamslegjen (sleien), slaaet til Skade, skamslaaet.
skamsterk, adj. uhyre stærk.
skamstolen (aab. o), adj. bestjaalen til stor Skade, ruineret ved Tyverie.
skamtjukk, adj. overordentlig tyk.
Skank, m. Skank, Been. (Sjelden).
Skans, m. Skandse.
Skansstokk, m. Planke langs Baasene paa et Staldgulv. (Sogn). Ellers Skamfelstokk (Gbr.), Sesse-tre (Sdm.).
Skant, m. 1) et Maal eller Mønster til Klædningsstykker. Voss, Hard. — 2) Maalekjæp, en Pind, hvormed man maaler Høiden af det som er i et Kar; f. Ex. Mælk. Sdm. — 3) et afmaalt Stykke, en vis Deel eller Portion. Søndre Berg. (Isl. skamtr). Saaledes ogsaa et foresat Stykke til at lære, en Lektie i en Skolebog. Voss. — 4) en tilhugget Kant paa Tømmerstokke. Tell. S. følg.
skanta, v. a. (a—a), 1) afmaale, især med en Pind. I Sdm. især om at udmaale Portioner af Mælk ved at holde en Pind lodret i Karret og sætte Mærker for det Punkt hvortil Mælken rækker. — 2) jævne, beklippe, tage lidt af, for at Tingen kan passe. Valders og fl. I Nordre Berg. ogsaa: uddele knapt, beregne smaaligt eller gnieragtigt. — 3) tilhugge Tømmerstokke paa Kanterne eller Siderne. Tell. Jf. rydje, tolga.
skanta, adj. afmaalt, nøie afpasset. Dæ va so nett skanta: saa knapt som muligt. N. Berg.
Skanting, f. nøiagtig Afmaaling.
Skap, n. 1. 1) Skikkelse, Figur, Udseende. Meget brugl. Dei æ like eins pꜳ Skap: de ere lige med Hensyn til Skikkelse. Eit stygt Skap: en hæslig Skikkelse, uheldig Form. — 2) Beskaffenhed. Tildeels nordenfjelds, hvor det dog oftere hedder Skapna. Ellers almindeligt i Sammensætning eller som
