en Endestavelse, der betegner deels en Beskaffenhed (Truskap, Klokskap, Mannskap), deels en Samling af Ting som høre sammen (Buskap, Reidskap). I disse Tilfælde er det sædvanlig Maskulinum, ligesom G. N. -skapr. Naar det derimod betegner en Stand eller Stilling, er det sædvanlig Neutrum; f. Ex. i Fadderskap, Ægteskap.
Skap, n. 2. Forbedring, det at man kommer sig igjen, f. Ex. efter en Sygdom. (Af skapast). N. Berg. Gbr.
skapa, v. a. (a—a; el. a—te), 1) danne, give noget en vis Form eller Skikkelse. 2) skabe, frembringe. (I Gbr. skꜳpꜳ). G. N. skapa. Heraf Skapar, m. Skaber. Skapelse, n. Skabelse. — skapa til: tildanne, afpasse. skapa seg til: give sig en vis Mine, et vist Udseende. skapa seg um: forvandle sig, paatage sig en ny Skikkelse. skapa seg galen: gjøre sig gal, bære sig ad som en Rasende.
skapast, v. n. forbedres, blive bedre, komme sig igjen efter en Sygdom; egentlig faae et bedre Udseende. Meget brugl. i Berg. Stift. I Gbr. og Ørk. skꜳpꜳs.
skapa, adj. dannet; see skapt.
Skapelun, n. Skikkelse (= Skapnad).
skapleg, adj. passende, bekvem, vel skikket; ogsaa skikkelig, ordentlig. Meget brugl. i Sogn, Nhl. Shl. (G. N. skaplegr).
Skapnad, m. 1) Skikkelse, Form, Figur. Meget brugl. (Sv. skapnad. G. N. skapnaðr). 2) Beskaffenhed; eller oftere: Skik, Orden. Kva Skapna æ dette: hvorledes er dette beskaffent? (Tr. Stift). fꜳ Skapna pꜳ ein Ting: faae en Ting i Orden, faae rigtig Skik paa den. — Jf. skapt.
Skapning, m. Skabning; Dyr.
skapt, adj. 1) skabt. Hedder ogsaa skapa (part. af skapa, v. a.); ellers skapt’e og nordenfjelds: skaft. — 2) dannet, skikket. godt skapt: vel dannet, vel skikket. — 3) beskaffen. Meget brugl. nordenfjelds; f. Ex. Eg veit inkje kor d’æ skaft: jeg veed ikke hvordan det er beskaffent, hvorledes det har sig. Jf. skikka og voren.
Skar, n. 1. Taande, Brand paa et Lys eller paa Lysestikker (Spik). B. Stift og fl. (Jf. Snart). G. N. skar.
Skar, n. 2. 1) Skaar, Indsnit; Sted hvor et lidet Stykke er udskaaret eller afbrækket; f. Ex. i Kanten paa en Plade. Alm. G. N. skarð. — 2) Bjergkløft, en brat Fordybning i en Fjeldryg eller imellem to Fjeldkanter. G. N. skarð. Heraf mangfoldige Stedsnavne. Jf. Skor og Skora.
skara, v. a. (a—a), skarre, sammenfælde Fjele eller Planker ved en skraa Tilhugning paa Kanterne. Nhl. og flere. (I Sdm. skjerve). — 2) sammenlægge flade Stykker saaledes at Kanten af det ene Stykke dækker Kanten af det nærmeste; taglægge. Nordre Berg. (Isl. skara). — 3) klippe eller pudse et Lys, tage Taanden (Skaret) af.
skara, v. a. hugge over; s. skora.
skara, adj. sammenlagt med Kanterne imod hinanden; f. Ex. om Fisk.
Skarafylling, m. Tiden næst forud for den sorte Død. Sogn. Saa kaldet i Folkesagnene, fordi (som det hedder) at alle Fjeldskar da vare beboede.
Skare, m. 1. et Lag, en Række som er nedlagt med Kanterne imod hinanden. N. Berg. Ogsaa en Skare, en stor Hob. (Sjelden).
Skare, m. 2. frossen Snee, en haard Skorpe paa Sneen. Mest alm. om en tyk Skorpe, som man kan gaae og kjøre paa; men i Sdm. kun om en tynd Skorpe som brister under Foden. (Jf. Avrꜳng, Harang, Lettang). I Gbr. og Ørk. hedder det Skꜳrꜳ; ogsaa Skꜳ (Ørk.).
Skareføre, n. det Føre som indtræffer naar Sneen fryser. (I Sdm. Skarefør, f. kun om en tynd Iisskorpe paa Sneen).
Skarhella, s. Skjerhella.
Skarir, s. Skor.
skarka, v. n. sprætte, slaae med Vingerne; om Fugle. Sdm.
Skarljos, n. Lysning fra en Fjeldkløft eller Dalmunding.
skarp, adj. 1) skarp, haard. Jf. skjerpa. 2) mager, tynd, udmagret; om Dyr. B. Stift. G. N. skarpr.
skarpna, v. n. blive skarp; ogsaa udmagres.
Skart, n. Pynt, Stads; prægtige Klæder. Helg. G. N. skart.
skarta, v. a. pynte, udstaffere. Tell. (forældet). G. N. skarta.
skarut (skarette), adj. fuld af Skaar eller Indsnit (Skar); ogsaa ujævn, fuld af Kløfter; om en Fjeldryg.
Skarv, n. 1. (Fl. Skorv), en nøgen Klippe, et Bjerg som der ikke er noget Jord paa. Søndre Berg. og fl. I Sdm. hedder det Skjerv. I Tell. Gbr. og Ørk. siges Skarv især om stenige Høider og Flader paa Fjeldene. Jf. Svad.
