Skarv, n. 2. en daarlig, usel Tilstand (af skarva). Ogsaa en uduelig Ting.
Skarv, m. 1. Ellekrage, Søravn (Pelecanus Carbo). Isl. skarfr. En Art af samme kaldes ogsaa Kvitlꜳring. Toppskarv er derimod et Slags Lom, og Fjellskarv en Art Ryper.
Skarv, m. 2. en afhugget Stump af Enden paa en Planke. Ørk.
Skarv, m. 3. en Stakkel; ogsaa en Slyngel, lumpen Karl.
skarva, v. n. slæbe sig frem paa en kummerlig Maade, slaae sig igjennem med Møie; ogsaa skrante, leve et sygeligt Liv. Nordre Berg.
skarven, adj. skranten, sygelig. Hedder ogs. skarvall. Gbr. Sdm.
Skarvor’, n. pl. fornærmelige Ord, Beskyldninger for Lumpenhed. Ørk.
Skarøks, f. Tværøxe, Bødkerøxe (jf. skara). Nhl. og fl. I Sdm. Skarvøks.
Skat (langt a), n. Toppen af et Træ; ogsaa Top og Grene tilsammen. Bjørkeskat, Fureskat. (Berg. og Tr. Stift, Gbr. og fl.). Sv. skate. — Egentlig Spids, s. skata.
Skata, f. 1. Rokke, et Slags Fisk (Raja). B. og Tr. Stift. Isl. skata.
Skata, f. 2. Skade, en Fugl (= Skjor). Valders, Lessøe (Gbr.). Sv. skata.
skata, v. n. (a—a), 1) blive smalere mod Enden, løbe ud i en Spids. Nordre Berg. I Ørk. skꜳtꜳ. Dæ skata att: det bliver smalt ved den bageste Ende. Jf. spita, kvessa. — 2) v. a. hugge Toppen og Grenene af Træer.
Skate, m. en Træstamme, et Træ uden Grene. Tell. Jf. Skꜳta.
skaten, adj. smal i Enden. (Sjelden).
Skatt, m. Skat, Afgift; sjeldnere om Eiendele eller Kostbarheder. G. N. skattr. Hertil Skattebok, f. Skattebog. Skattemanntal, n. Thing hvorpaa der betales Skatter.
skatta, v. n. (a—a), betale Skatter.
Skau, m. Kjønslemmer paa Hestene. Hall. og fl. (G. N. skauf, f.). —
Skaue, f. Hævelse i Underlivet og Kjønslemmerne, en Hestesygdom. Ndm. Sdm. — Skauhus, n. = Mighus. Ørk. og flere.
skaut, skjød. Imperf. af skjota.
Skaut, m. et tilføiet Stykke. Botnaskaut. Jf. Skjøyt.
Skaut, n. 1. Seilskjød, Seilets Hjørne med det dertil hørende Toug. G. N. skaut.
Skaut, n. 2. et Slags Hue eller Hovedpynt af Linned, for Koner. Hard. Voss. — I Nordre Berg. er Skaut en Strimmel af Linned, som bindes paa Hovedet under Huen, saaledes at Linet gaaer lidt længere frem over Panden.
skauta, v. a. (a—a), pynte med Hovedliin eller Skaut. — Hertil skauta, adj. hvilket ogsaa bruges om Dyr, som ere hvide paa Forhovedet, men ellers have en anden Farve.
Skav, n. Noget som er skavet eller afskrabet; f. Ex. Bark.
skava, v. a. (skjæv’; skov; skave), skave, afskrabe; f. Ex. Bark af Træer. G. N. skafa. Uegentlig: skinde, udsuge, udpresse. Inf. ogs. skꜳvꜳ. Supinum ogsaa: skive, aab. i (Sdm. og fl.), skjeve og skjæve (Tr. Stift). Jf. Skjevel, Skove, Skjøve. — skava ꜳt Krytrom: skave Bark til Kvæget i Fodermangel. skava ihop: skinde sammen, skrabe til sig. skava upp: optrævle, opskave f. Ex. Linned. Jf. Linskav.
Skavank, n. Skade, Feil, Lyde. (Sv. skavank). Vel egentlig Skadevank; s. Vank.
Skavar, m. Skinder, Flaaer.
skaven, part. skavet, skrabt. I de nordlige Egne hedder det skiven (aab. i), skjeven, skjævin. G. N. skafinn.
Skaving, f. Skavning, Skraben; ogsaa Slid, Svækkelse, eller noget som angriber stærkt.
Skavl, m. 1) Skavejern; Skeejern. N. Berg. Gbr. og flere. Ellers Skjevla, Skjøve. — 2) en Sneedrive, en sammendreven Sneehob, især med en skarp Kant eller Ryg. Meget brugl. overalt vest- og nordenfjelds, og maaskee alm. G. N. skafl. — 3) en Styrtesø, en Bølge hvis Top danner en skarp Kant, som efterhaanden brækkes og styrter ned. B. Stift. (Isl. skafl). Heraf skjevle.
skavla, v. a. (a—a), 1) drive sammen; om Snee. 2) styrte ind, om Bølger. S. skjevla.
skavlut (skavlette), adj. sammendreven, opdynget; om Snee.
Skꜳ (f.), Skraaning. Kun i Forbindelsen: „i Skꜳ“, ɔ: skraat, skjævt, paa skraa. Sjeldnere: „pꜳ Skꜳ“. Helg. Tell. Rbg. (I Berg. Stift hedder det: pꜳ skjøns). G. N. á ská.
Skꜳ, m. s. Skare.
skꜳ (seg), v. a. (r—dde), raade sig selv, have sin Frihed. Sdm. og fl.
skꜳa, v. n. (a—a), gaae skraat eller til Siden, gjøre Bøininger paa Veien; f. Ex. naar man roer imod Vinden. Skal bruges i Hard. Jf. skꜳna, skjæne.
