Skꜳdam, m. Dæmning, som bestaaer af et skraatliggende Plankeværk. Østerd.
skꜳdꜳ, s. skoda.
Skꜳk, f. (Fl. Skjæk’er), Skaglestang, Vognarm; de Stænger som fæstes i Sælen til at trække Kjøretøiet med. (Alm.). Ellers Skokle, Tindla, Tille. (Sv. skakel). Jf. Ora, Drætte, Vegjende.
Skꜳk (n.), Overhaand, Magt til at sætte En i Forlegenhed. „fꜳ Skꜳk mæ ein“: faae Leilighed til at modsige eller gjendrive En. Sdm. (Andre Steder: fꜳ Tak pꜳ). Jf. Isl. skáka, bringe i Knibe.
skꜳka, v. n. halte, humpe. N. Berg.
Skꜳl, f. Skaal. — giva att-i Skꜳl’a: give Brudegaver i et Bryllup. Hertil Skꜳlegꜳve, f. Gaver som Bryllupsgjæsterne give Brudeparret (saa kaldede fordi de modtages af Kjøgemesteren i en Skaal eller Tallerken). Skꜳledagjen: den Dag, da Bryllupsgaverne gives. B. Stift.
Skꜳl, n. s. Skol. skꜳla, s. skola.
Skꜳlbrot, n. et Stykke af en Skaal; ogsaa en liden gammel Skaal.
skꜳlda, v. a. (a—a), skolde, afrage Haar. G. N. skálda.
Skꜳle, m. 1) et Skuur, et aabent Huus. Valders, Indre-Sogn. (Ellers kaldet Skot, Skjol, Skjꜳ). G. N. skáli, Huus. — 2) et Skjul, et tomt Rum ved Døren i Lader og Fæhuse. Mandal. (Jf. Skjæle og Skyle). — 3) en Løvhytte; eller oftere en Stak, Stabel af Løv. Sdm. (Norddalen).
Skꜳlpund, n. et Pund (2 Marker). Adskilles nøie fra „Pund“, der sædvanlig betyder Bismerpund.
skꜳna, v. n. gaae skjævt, vende sig snart til en Side og snart til en anden. Buskerud. Jf. skjæne og skjønsa.
Skꜳnorm, s. Skolorm.
Skꜳp, f. og n. et Skab; undertiden ogsaa en Kommode. I de nordlige Egne sædvanlig Femin. (ei Skꜳp), ellers deels f. og deels n. (Isl. skápr, m. Sv. skåp, n.).
skꜳpꜳ, s. skapa. skꜳpꜳs, s. skapast.
Skꜳr, og Skꜳre, m. 1) den Bue som Leen danner paa Engen, naar man slaaer Hø (= Ljꜳdrag). Isl. skár, og skári. — 2) en Rad af nedslaaet Græs. „Dæ ligg’ i Skꜳre“, om Græsset naar det ligger saaledes som det blev nedslaaet uden at være udjævnet med Riven.
Skꜳr, f. s. Skor. skꜳra, s. skora.
Skꜳrꜳ (i Snee), s. Skare.
Skꜳrbogje (aab. o), m. Bøiningen paa den forreste Deel af en Lee, nærved Odden. Nordre Berg. I Ørk. Skꜳrbog (oo).
Skꜳrgang, m. en lang Rad af nedslaaet Græs. Ørk.
Skꜳt, s. Skot. skꜳta, s. skota.
Skꜳta (Skꜳte), f. en ung og rank Træstamme, en Spire, Bjælke. N. Berg. Sdm. (meget brugl.). Ellers kaldet Rekstra, Reste, Slꜳte. Jf. Skate.
skꜳtꜳ, s. skata og skuta.
Skꜳ-veg, m. en skraatløbende Vei igjennem en Bakke. Helg. Ørk. og fl. Ellers Sneveg (Snidveg).
Skꜳ-vegg, m. skraatbygget Plankeværk i en Dæmning. Østerd.
Skedde, Skeid o. s. v. — s. skje-.
Ski, s. Skide og Skjeid. — I de følgende Ord maa ski altid læses som skji med sammensmeltet kj; i det Søndenfjeldske udtales det endog sædvanlig som sji.
Skide (Skjia), f. 1. Skier, smale Fjele, som ere indrettede til at gaae med paa Sneen. Formen Skia og Skie er mest alm. vest- og nordenfjelds (i Nfj. og Sdm. Skide). I Tell. og fl. Steder hedder det derimod: Ski, n. og adskilles fra det følgende Ord. G. N. skíð, n. Sv. skid, n. og skida, f. (Jf. Ꜳndr). — Hertil Skidefør, f. (Skiføre, n.), Føre som er bekvemt for Skiløbere. Ski’hals, m. den forreste opadbøiede Deel af Skierne. Ski’stav, m. en lang Stok til at styre med naar man gaaer paa Skier.
Skide (Skjia), f. 2. et Stykke af kløvet Ved, et Vedtræ, Brændestykke. Alm. og meget brugl. (G. N. skíð, n. Ang. scide. T. Scheit). Synes ogsaa at betyde en Fjel; saaledes paa Helg. „Telskjia“, ɔ: Gulvfjel. — Hertil Skidegar (Skjigar), m. et Gjærde som er dannet af lange Træsplinter eller kløvede Stokke. (G. N. skíðgarðr. Sv. skidgård). Skidehjell (Skji-jell), m. et Rum under Taget i Røgstuerne, hvori Vedstykker oplægges til Tørring. N. Berg. Skidelad (Skji-la), n. en Stabel af kløvet Ved, Brændestabel. Skidelengd, f. den Længde som Brændestykker sædvanlig have.
Skift, n. Arbeidsstund (= Ykt). Østerd.
skifta, v. a. og n. (e—e), 1) skifte, dele, udskifte; f. Ex. en Arv. I Søndre Berg. hedder det ogsaa skipta og skypta. G. N. skipta og skifta. Particip: skift’. — 2) ombytte, omskifte. skifte Klæde: tage andre Klæder paa. skifte Hend’enne: lade den ene Haand
