hvile og gribe til med den anden. skifte Litinne: skifte Farve, blive pludselig rød eller bleg i Ansigtet. — 3) v. n. afvexle, forandre sig, variere; f. Ex. om Lyd. Om en Fløite siges saaledes at den ikke vil „skifte“, naar den ikke giver de forskjellige Toner med fornøden Hurtighed. Ligesaa „skifte pꜳ“, ɔ: gjøre en Afvexling, komme med noget nyt.
skiftande, adj. som man kan skifte eller dele.
skiftast, v. n. skiftes, bytte med hinanden, gjøre noget skifteviis.
Skifte, n. 1) Skifte, Deling af Arv. (I Søndre Berg. udtales det Skipte). G. N. skipti. — 2) Omskiftning, Ombytning. gjera Skifte pꜳ: gjøre en Forandring, afvexle. Til Skiftes: vexelviis. — 3) Skiftested, Skydsskifte; undertiden ogsaa om et Veistykke imellem to Skiftesteder.
Skiftebrev, n. Skiftebrev.
Skiftesgar, m. Gjærde imellem to Gaarde (= Merkjesgar). Valders.
Skiftestad, m. Skiftested.
Skifting, f. Omskiftelse; ogs. Deling.
Skigar og Skihjell, s. Skide.
skikjen, rystet, s. skakjen.
Skikk, f. 1) Skik, Viis, Brug. 2) Skik, Orden, rigtig Indretning. fꜳ Skikk pꜳ: faae noget i Orden. Jf. Lag.
skikka, v. a. (a—a), 1) beskikke, tilskikke. (Sjelden). — 2) sk. seg: skikke sig, opføre sig. Meget brugl.
skikka, adj. 1) skikket, dannet, af en vis Form eller Skikkelse. 2) beskaffen. (Jf. skapt). Eg veit ikje kor dæ skikka: jeg veed ikke hvordan det er fat. Han ær ikje so skikka: han har ikke det Sindelag. Meget brugl.
skikkeleg, adj. 1) ordentlig, god nok, fuldkommen. Meget brugl. — 2) rigtig, virkelig. Hus’e va so nett tekna, at dæ va som ein hadde sett eit skikkele Hus (ɔ: som om man havde seet et virkeligt Huus). — 3) retskaffen, veltænkende, ædel; ogsaa venlig, artig, skikkelig i Opførsel.
skikkelege, adv. rigtigt, ordentligt; ogsaa ganske, tilfulde, tilstrækkeligt. Eg fekk ikje sjꜳ dæ skikkele: jeg fik ikke see det tydeligt nok.
Skikkelse, n. 1) Skikkelse, Udseende. 2) Skik, Tilstand, Beskaffenhed.
Skil (aab. i), n. 1) Adskillelse, det at man skjelner det ene fra det andet; ogsaa Orden, Rede i noget. „gjera Skil pꜳ“: adskille, skjelne. fꜳ Skil pꜳ: faae Rede paa. Udtales paa nogle Steder Skjel, og hedder i Sdm. Skyl (aab. y), f. G. N. skil. — 2) Forskjel. (Sjeldnere, da man nu sædvanlig siger: Forskjel). „D’æ Skil pꜳ“, siges ofte paa Jæderen om noget usædvanligt, noget som adskiller fra det øvrige. — 3) Skjel, Skillepunkt. (Sjelden). Skil, i en Væv, kaldes den Aabning, hvori man indskyder Væverspolen med Islættet. I Sdm. Skyl (Skjyl’a), f. (Isl. skil). — I Betydningen: Skjel, Billighed, hedder det almindelig: Skjel (aab. e).
skila (aab. i), v. n. (a—a), 1) yttre sin sidste Villie, testamentere eller bortgive sine Eiendele, ordne sine Sager for sidste Gang; om En som er nær Døden. Sogn, Nhl. I Shl. og Jæd. hedder det skilja; i Sdm. derimod: skyna. (G. N. skila, gjøre Rede paa). — 2) tage Afsked i Huset ved en Jordefærd og paa den Afdødes Vegne. En Skik, brugelig i Yttre-Sogn. — 3) gjøre Larm og Ophævelser; skjælde, skjende. Nhl. — I Gbr. siges skjela, om at gjøre Ordentlige Skridt, gaae jævnt eller i en vis Takt.
Skilblad, n. (Fl. Skilblor, aab. o), et Par tynde Spiler, hvormed Rendegarnet i en Væv holdes i Orden, anbragte imellem Garnbommen og Syllerne. B. Stift. I Sdm. Skylblod (aab. o), pl.
skild (aab. i), part. (af skilja), skilt, adskilt; ogsaa redet, ordnet.
skildra, v. a. tegne, afbilde. Hertil Skildring, f. og Skildri, n. Tegning, Malerie.
skile (aab. i), adv. klart, tydeligt. Sogn og fl. I Sdm. hedder det skyle (aab. y); f. Ex. E sꜳg dæ so skjyle: jeg kunde see det saa tydeligt. I Valders er det meget brugl. i Formen skjele, og betyder ogsaa: rigtigt, ganske, akkurat. Dæ va skjele som dæ skulde vera. D’æ skjele sant: det er ganske sandt. (Jf. G. N. skilinn, klar).
Skilgar, m. Gjærde imellem to Gaarde (= Skiftesgar). Hedemarken.
Skilgreide, f. Ordning, Opløsning. N. Berg. I Sdm. Skylgreide.
skilja (aab. i), v. a. og n. (skil’; skilde), 1) skille, adskille. I Sdm. og fl. Steder hedder det: skylje, præs. skyl (skyl’e, aab. y). Heraf Skil og Skilnad. Jf. skila. — 2) skjelne, see tydeligt, saa at man kan kjende det ene fra det andet. Meget brugl. i Nordre Berg. I Sdm. skylje; f. Ex. Han skyl’ ikje te lese: han seer ikke saa godt, at han kan
