Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/440

Denne siden er korrekturlest

læse. Dæ vart so myrrt at me skylde ’kje Veien: det blev saa mørkt, at vi kunde ikke see Veien. — 3) upersonligt: skille sig, være forskjelligt. Dæ skil ikje lite: der er ikke liden Forskjel. D’æ ’kje stort so’ skyl’e: der er ikke stor Forskjel, det er ikke meget som mangler. (Sdm.). Ogsaa: komme an paa, beroe paa. Da skil’e seg korleis d’æ laga: det kommer an paa hvordan det er beskaffent. B. Stift. Dæ skilde meg inkje: det var mig ligegyldigt. Dæ skil’e deg inkje: det kommer dig ikke ved. (I denne Betydning hedder det ogsaa i Sdm. skil’e, og ikke skyl’e). Ved Stavanger betyder skilja ogsaa at tilkjende eller testamentere En noget; see skila.

skiljande, adj. som kan adskilles.

skiljast, v. n. (skilst, skildest), adskilles. skiljast ꜳt: skilles ad.

Skiljing, f. Adskillelse; Skjelnen.

Skilna(d), m. 1) Adskillelse, Skilsmisse; Afsked fra Venner eller Bekjendte. I Sdm. Skylnad. G. N. skilnaðr. — 2) Forskjel. Mest i Tr. Stift i Formen Skjelna. D’æ stor Skjelna pꜳ: der er megen Forskjel paa.

Skil-or, n. pl. Aftale, Afgjørelse. Nhl. (sjelden). Jf. G. N. skilorð.

Skiltl, s. Skirsl.

Skime (aab. i), m. Bevægelse, Opbruusning. Sdm. Jf. Skjeim.

skimlut (skjimblette), adj. skimlet af Farve. Gbr. Sdm. og fl.

Skimt, m. Glimt, Lysning som viser sig ustadigt og i Frastand.

skimta, v. n. (a—a), 1) glimte, give en flygtig Lysning. 2) lyne. (Valders). Hertil Toreskimt.

Skin (aab. i), n. 1) Skin, Lysning. Udtales ogsaa Skjen og Skjæn (Tr. Stift). Ogsaa med Betydningen: Glands, et glindsende Udseende. — 2) Tørke, langvarigt Solskin uden Regn. Jf. Skinꜳr. — 3) Bissen; s. skina. — Skinabrød (aab. i), n. Brød som er bestrøget udenpaa, saaledes at det glindser. Nhl. og fl. Skinasoleie, f. Blomster med glindsende Kronblade; især Ranunkler.

skina (aab. i), n. (a—a), bisse, løbe urolig omkring; især om Køerne, naar de løbe afsted for at finde Skjul for Solskinnet og for Bræmsernes Stik. Meget udbredt Ord; tildeels udtalt skjene og skjæna. (Jf. Sv. skena, gaae løbsk). Heraf Skining (Skjening), f. Jf. Skinstøde.

skina (ii), v. n. (skin; skjein; skine, aab. i), skinne, lyse; ogsaa glindse, glimre. G. N. skína. Han skin’ ikje fyre dæ: han seer ikke ud dertil, hans Udseende er just ikke saa lovende. (N. Berg.). skine av: klare op efter et Uveir. skine yve: om Solen, naar den staaer saa lavt, at Skinnet ikke naaer ned i de Bakker som vende til en anden Side.

skinande, adj. 1) skinnende; 2) klar, idel; f. Ex. bære skinande Vatn: lutter Vand og intet andet. Ein skinande Fante: en gjennemdreven Spitsbube. N. Berg.

Skinꜳr (aab. i), n. Tørkeaar, Sommer hvori Kornet mislykkes formedelst langvarig Hede og Mangel paa Regn.

Skining (aab. i), f. Bissen; see skina.

Skinke, f. Skinke, Lænd. Jf. Skank.

Skinn, n. Skind. G. N. skinn.

Skinna, f. en Hinde eller Skorpe som ligner Skind; f. Ex. om de Hinder hvoraf Indvoldene bestaae. B. Stift. Ei lita Skinne uttapꜳ: en tynd Skorpe paa Overfladen. Sdm.

skinna, v. a. (a—a), 1) sætte Skind paa, dække med Skind. 2) skinde, udpresse Penge. Heraf Skinnar, m. Skinder, Udsuger.

Skinnbleia, f. Fæld, Sengetæppe af Skind. Rbg. Ellers kaldet Skinnfeld, m.

Skinnerm, f. Skind-Ærmer, som række op til Albuen og bruges ved Fiskerie.

Skinnhyr, n. Klædning af Skind. Helg.

Skinnklæde, n. pl. Skindklæder, Overklæder af barket Skind, som bruges ved Fiskeriet paa Havet. (Nordenfjelds). Hertil skinnklædd, adj. klædt i en saadan Skindklædning.

Skinnstakk, m. en stor Kufte af Skind, dannet ligesom en Skjorte, og brugelig i Fiskeriet ved Havkanten. Nordenfjelds.

Skinntrøya, f. Trøie af Skind. Saaledes ogsaa Skinnbrok, Skinnhatt og flere.

Skinnvengja, f. Flaggermuus. N. Berg. Gbr. og fl. I Sdm. Skyvengje.

Skinstøde (Skjinstø), n. et Sted, hvor Køerne søge Skjul for Solskinnet, eller hvor de have Leilighed til at værge sig for Bræmsernes Stik, saasom i en Skygge, en tyk Skov, eller paa en Grunding i Vandet. Berg. Stift. I Sdm. Skinstyde (aab. y).

Skintryte, f. et Slags Bær (= Blokkebær). Tell.

Skip (aab. i), n. 1. Skib, Fartøi. (Kun om de største Fartøier). G. N. skip. Te Skips: til Skibs, tilsøes.

Skip (aab. i), n. 2. Tale, Omtale (s. skipa). Dæ kom paa Skip: det kom