Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/441

Denne siden er korrekturlest

paa Tale, man kom til at tale om det. Sdm.

skipa (aab. i), v. a. 1. (a—a), bringe i Skib. skipa inn: indskibe. Hedder i Tr. Stift: skjæpa; i Indr. skjꜳpꜳ.

skipa (aab. i). v. a. 2. (a—a), 1) ordne, bringe i Orden, lave, indrette. Mest brugeligt i de sydligste Egne; tildeels udtalt skjepe, skjepa. G. N. skipa. — 2) bestemme, foresætte sig noget. Dei hadde skipa seg heimatte te i Dag: de havde bestemt sig til at komme hjem idag. (Hard. Shl. Nhl.). Jf. Skipnad. — 3) fortælle, berette. (Vel egentlig udvikle eller gjøre Rede for). Meget brugl. i Sdm. f. Ex. Han heve mꜳngt te skipe ta: han har meget at fortælle om. Skipe dæ inkje: tal ikke derom.

skipande, adj. som man kan fortælle. Sdm. D’æ ikje skipande: man kan ikke tale om det, det er for galt.

Skipbꜳt, m. Skibsjolle. Udtales sædvanlig: Skibbꜳt.

Skiper (Skjip’er), m. Skipper.

Skipl, n. Omflyttelse, det at noget kommer aflave; ogs. Omskiftelse, Forandring. Dæ kom Skipl ut-i: der kom en Omskiftelse (især om de Forandringer, som et Dødsfald og Skiftningen af et Bo medfører). N. Berg.

skipla (aab. i), v. a. (a—a), omflytte, forstyrre, rive aflave eller bringe noget ud af sin sædvanlige Orden; ogsaa ophidse, opægge En til Vrede. N. Berg. Gbr. Ørk. Jf. skjeivla, rumpla.

skiplast, v. n. komme aflave, komme i Uorden; ogsaa opægges, blive vred. Jf. G. N. skjoplast, skjöplast.

Skipnad, m. 1) Ordning, Maade at indrette sig paa: f. Ex. i Huusholdningen. 2) Bestemmelse, Beslutning. Søndre Berg. Ogsaa Skjæbne; dog sjeldnere, da dette Begreb oftest udtrykkes ved Lagnad.

Skipreide, f. Skibrede; Thinglag (ved Havkanten). G. N. skipreiða.

Skipsverkje, n. Skibstømmer.

skir (ii), adj. 1) skjær, reen, klar. Søndre Berg. og fl. (Andre St. skjær). G. N. skírr. 2) klarnet, adskilt fra Bærmen; om Vædske. N. Berg.

skira, v. a. (e—te), 1) rense, klare. G. N. skíra. Især om at skille en Vædske fra dens Bærme, afhælde langsomt, for at Bundfaldet kan fraskilles. — 2) døbe (et Barn). Voss, Hard. Ellers sædvanlig døypa el. døpa. G. N. skíra. Heraf Skirsl, som er mere udbredt.

skiren, adj. 1) klar, fri for Bærme; om Vædske som er adskilt fra Bundfaldet; f. Ex. Lud (skira Lut). N. Berg. og fl. — 2) reen, frisk, ny; f. Ex. om et Skaar i Træ, som er nylig hugget og derfor ikke viser noget Tegn til Luftens Paavirkning. Gbr.

skirna (ii), v. n. (a—a), klares, sætte sig, afsætte Bærme eller Bundfald. G. N. skírna.

Skirsl (ii), f. Daab, Barnedaab. Tildeels brugl. i B. Stift. (I Sdm. med en egen Udtale Skilsj, el. Skiltl. G. N. skírsl.

Skirslabarn, n. Barn som bæres til Daaben. B. Stift. (Skirslabadn, Skirtlabadn, og i Sdm. Skiltlaban).

Skirtorsdag, m. Skjærtorsdag. Sogn og fl. (Ellers Skjærstosdag). G. N. skíriþórsðagr.

Skistav, s. under Skide.

Skit (ii), m. Skid; ogs. Fjert. — skita, v. n. (Imp. skjeit), skide. Skitar, m. en Kryster, Kujon.

Skit (aab. i, ogs. Skjet), n. Smuds; Snaus; ogs. Søle, Dynd. (Er ikke saa anstødeligt som det forrige). Hertil: Skitdepel (aab. e), m. Søle, Mudder. (Ligesaa Skitdikje, Skitsøyla og fl.). Skitfot, m. en Lygtemand (Luftsyn). Berg. Stift. Jf. Vetteljos. Skitlæta, f. naragtig Kjælenskab, utidig Klynken og Klagen; ligesaa om en overdreven Fiinhed og Kræsenhed; ogsaa Forfængelighed, Glimresyge. Berg. Stift. Skitor, f. fornærmelige Ord eller Hentydninger. N. Berg. og flere. (I Nhl. Skitøre). skitørt, adj. hidsig, bidende, som giver fornærmelige Ord. Sdm. — Skita (aab. i), f. Diarrhee. Ved Trondhj.: Skjutu. (Ikke i alvorlig Tale).

skiten (aab. i), adj. skidden, smudset. (Udt. ogs. skjetin, skjæten). G. N. skitinn.

skitleg (aab. i), adj. fortrædelig, ærgerlig; ogs. stødt, fornærmet. „tykja skitle pꜳ“: fortryde paa, tage ilde op. Nhl. Ørk.

skitna, v. n. blive skidden.

skitra, v. a. bortødsle; s. skutra.

skitsam (aab. i), adj. skiddenfærdig, ureenlig. B. Stift.

Skiva (aab. i), f. 1) en Skive, afkløvet eller afskaaren Plade. — 2) Slagbord, et lidet Bord, som er fast ved Væggen.

skiva (aab. i), v. a. (a—a), skyde noget frem med den smaleste Kant foran; f. Ex. at skyde Fjele fremad paa Vandet. skiva seg: vende Kanten fremad, f. Ex. om en Plade naar den bliver kastet; ogsaa trænge sig igjennem ved