at vende sig til Siden eller gjøre sig smalere. Nordre Berg. og fl. Jf. skjæne, skꜳna.
skiven (aab. i), skavet; s. skaven.
Skjak (Sjak), n. et Slags Svamp eller Udvæxt paa Korn; en Fordærvelse i Kornet, som gjør det skadeligt for Sundheden. Tr. Stift. G. N. skjaðak. (Kongespeilet, 73).
Skjaldtile, s. Skjeltile.
skjaltra, rave, vakle. Hard. Paa Voss siges skjøltra.
Skjꜳ, m. 1. et Skuur, et aabent Huus til Tørring af Fisk, Ved, Brændetørv og lignende. Brugeligt ved Havkanten nordenfjelds og i Nordre Berg. Paa Island: skjá’r.
Skjꜳ, m. 2. 1) en tynd og gjennemsigtig Hinde; især om de Hinder, som man flækker af Dyrenes Maver. B. og Tr. Stift. — 2) en gjennemsigtig Luge; en Ramme med en derover udspændt Hinde, som bruges til at lægge over Taghullet (Ljoren) i Røgstuerne. B. Stift. G. N. skjá’r. (Kongespeilet p. 47). I Søndre Berg. er Skjꜳen tildeels ogsaa af Glas, saa at den ligner et lidet Vindue. (Jf. Skjol). — Hertil: Skjꜳgrind, f. Rammen eller Træværket i en Skjꜳ. Skjꜳstꜳng, f. en Stang hvormed Skjꜳen lægges paa og tages af. Til første Betydning hører: Skjꜳlykt, f. en Lygte, hvis Sider dannes af en udspændt gjennemsigtig Hinde.
skjꜳg (sjꜳg’e), adj. skeeløiet. Tell. (see skjegl). Egentlig: skjalg.
skjꜳmut (sjꜳmꜳt), adj. mørkplettet, smudset, med dunkle Pletter. Helg.
skjꜳmøygd, adj. nysgjerrig, som har sine Øine allevegne. Gbr. (sjꜳmøygd). Jf. skjoma.
skjꜳpꜳ, s. skipa. skjꜳrꜳ, s. skjera.
skje, v. n. (r—dde), skee, hænde. (Nyt Ord).
skje (for skilde), ɔ: skulde; s. skula.
Skjebba, f. et Slags Flyndrer (Sandskjebbe).
skjedde, v. a. (a—a), rense Halmen i Loen, banke Kornet ud af Kornbaandene med en dertil indrettet Kam eller Kjæp, som kaldes Skjedde, f. Sdm. I nordre Sdm. ogsaa Skjeie.
skjeft, adj. 1) forsynet med Skaft. 2) fyrig, modigt, vel oplagt. B. Stift.
skjefta, v. a. (e—e), skjæfte, sætte Skaft paa. G. N. skefta (af Skaft).
Skjefte, n. Skaft, Haandfang. (Sjelden).
Skjefting, m. Redskab med Skaft. Oftest sammensat, som Beinskjefting, Massingeskjefting.
Skjegg, n. 1) Skjæg. (G. N. skegg). 2) Toppen paa Korn eller Kornbaand. Nhl. og fl. 3) Kammen paa en Nøgel. — I Sammensætning tildeels Skjeggje; saaledes Skjeggjefinn, m. Skjægvorte, liden Knort paa Ansigtet. Skjeggjeskjæra, f. Skjægsax.
skjeggjut (skjeggjette), adj. skjægget.
skjegl, adj. skeeløiet, som seer skjævt. B. Stift. I Sdm. skjøgl’e. I Tell. skjꜳg’e el. sjꜳg. G. N. skjalgr. Jf. vindøygd.
skjegla, v. n. skele, see skjævt. I Sdm. skjøgle. Heraf Skjegling, f.
skjegløygd, adj. skeeløiet.
Skjei(d), n. 1) Vei, Bane; især en Kjørevei imellem Agrene paa en Gaard. Tell. Buskerud. (G. N. skeið). — 2) Løb, Fart; et Stykke Vei, som man lægger tilbage i eet Træk uden at hvile. Han rodde ei Mil i eit Skjei. Ag. Stift. (Sv. skede).
Skjeid, f. 1. en Skee, Spiseskee. Mest alm. Skjei; i Buskerud ogsaa Skji. (G. N. skeið. Sv. sked). Jf. Spon. Ogsaa en Skeefuld, Portion. — Hertil Skjeidablad, n. Skeeblad. Skjeidanebb, m. Spidsen af Skeebladet.
Skjeid, f. 2. 1) en Skede. Sjelden; f. Ex. Knivskjeid. — 2) en Væverkam (Vævskee), Rittet eller Kammen hvormed Rendegarnet holdes jævnt og rede under Vævningen. — 3) en Hammel, Tværfjel imellem Skaglestængerne paa en Slæde. Gbr. (Skjei).
skjeide (skjeia), v. a. (a—a), bringe Rendegarnet ind i Væverkammen. Skjeidekrok, m. en liden Krog, hvormed Traadene trækkes ind i Kammen.
Skjeidebindar, m. Ritbinder.
Skjeidstokk, m. en stærk Ramme omkring Væverkammen, hvormed Islættet slaaes fast. Berg. Stift. (I Tr. Stift Slagbor, Slagvol).
Skjeidtonn, f. (Fl. = tenner), Tænder el. Spiler i en Væverkam. (Inddeles efter Tallet i Tjug eller Basmer).
Skjeik, m. skjæv Gang, Krumning paa en Vei. Hard. (sjelden).
Skjeim, m. Lune; ogsaa Opbruusning, Hidsighed. Sdm. Jf. Skime.
skjeine, v. a. (e—te), ridse, skjære ind i, saare lidt. Sdm. Han ha’ skjeint se i Fot’a. G. N. skeina.
Skjeine, m. høit og stivt Græs i Sumperne. Sdm. (sjelden).
Skjeise, f. pl. Skøiter, Iisjern.
