skjeiv, adj. skjæv; ogsaa forvreden, vrænget. G. N. skeifr.
skjeiva, v. a. og n. (a—a), 1) vride, sætte skjævt; især gaae sine Skohæle skjæve. 2) v. n. gaae skjævt, skeie; ogsaa bevæge sig klodset. Heraf Skjeiv, m. og Skjeiva, f. om ubehændige Personer.
Skjeiving, f. skjæv Gang eller klodset Bevægelse.
skjeivla, v. a. rive aflave, røre ved noget, saa at det bliver skjævt. Shl.
skjeivmynt, adj. skjævmundet.
skjeivøygd, adj. skjævøiet.
Skjekjel, adj. Udkant, Hjørne, Snip. (Tell.). Jf. Isl. skækill. I Sdm. forekommer Ordet i en anden Betydning, nemlig i Talemaaden „mæ Skinn ꜳ Skjekjel“, ɔ: heel og holden, med Skind og Krop.
skjekjen, rystet; s. skakjen.
skjekkja, v. a. (kje, kte), sætte skjævt, vride, vrænge. (Af skakk). G. N. skjekkja. skjekkje seg: vride sig, gjøre sig skjæv. skjekkje pꜳ Kjæften: sætte Munden skjæv. Partic. skjekt.
Skjekkja, f. Skjævhed, skjæv Stilling. Dæ stend pꜳ Skjekkje: det staaer skjævt. B. Stift. (Andre St. paa Skakke).
skjekkjast, v. n. blive skjæv. (Sjelden).
Skjekte, n. en Piil til at skyde med (for Børn). Tell. Gbr. (Sv. skäkta).
Skjel (aab. e), f. Ret; Billighed. Mest alm. i Forbindelsen „Rett ꜳ Skjel“. (Adskilles fra Skil). gjera Skjel fyr’ ein Ting: gjøre Fyldest for noget, fortjene det. (B. Stift). Alle ei Skjel: samme Ret for alle. (I Rbg. har man ogsaa Talemaaden: drikke eiskjel, el. einskjels, ɔ: drikke ligemeget som de andre). skjote te Skjels: kræve nogen til Vidne, henskyde Sagen til Vidnerne. (Tell.).
skjela (aab. e), adj. skikkelig, retsindig, fornuftig; ogsaa dygtig, fuldkommen. Ein skjela Mann: en brav, agtværdig Mand. Nhl. (Jf. Isl. skilamaðr).
skjela, gaae i Takt; s. skila.
Skjele, n. let Korn med liden eller næsten ingen Kjerne. Sogn, Nhl. og fl. (Jf. Lette). Udtales sædvanlig med lukt e (ee), men burde have aabent e som Afledning af Skal. Hertil Skjelebrø(d), n. Brød, som for en Deel er lavet af saadant Korn. (I Sdm. Lettebrød).
skjele, rigtigt, nøie; s. skile.
Skjeling (aab. e), m. 1) Skilling. (Nogle Steder: Skiling, aab. i). I Gbr. bruges Skjelinge, pl. ofte om Penge i Almindelighed. — 2) en vis Jordskyld, som udgjør en Tolvtedeel af en Løb Smør. (Jorskjeling). Nhl.
Skjelingløyse, f. Pengeløshed. Gbr.
Skjeljar, see Skjæl.
skjella, v. n. (a—a, og e—te), 1) skralde, smelde, larme. Kr. Stift. I Sætersd. skjedde. G. N. skella. 2) blæse, om en skarp og kold Vind (Skjelle). Sdm. — Bruges ogsaa i Betydn. skjælde, skjende; men har da altid Formerne: e—te.
Skjella, f. 1) en Skralde, hvormed man skræmmer Dyr og Fugle fra Agrene. Søndre Berg. (Andre St. Smella). — 2) en skarp og kold Vind, som blæser jævnlig fra Dalstrøgene i Frostveir. Sdm. Romsd. Ndm. (i Formen Skjelle, med den nordenfjeldske Udtale af ll). Ellers kaldet Snoa, Snære, Nare. — Ein Skjelleplass: en Gaard som ligger i Strøget for dette Slags Vind.
Skjellegras, s. Smellegras.
Skjelm, m. Bælg paa Frugter, f. Ex. Ærter. Gbr. (See Skalma). Er ellers et bekjendt Skjældsord.
Skjelna, Forskjel; s. Skilnad.
Skjelsing, m. en liden Skaal at bruge naar man drikker „einskjels“ (ɔ: naar Skaalen gaaer rundt, saaledes at enhver skal tømme den). Sætersd.
Skjelta, f. Hjerneskal, Pande (= Skolt). Han heve ei go’ Skjelte: han har et godt Hoved. N. Berg. Sdm.
Skjelte, m. Skjælven, Bæven. faa Skjelten ti seg: begynde at skjælve af Frost. Nordre Berg. (Jf. G. N. skjalfti, landskjalfti). — Ein Skjelte-Leting: en doven Krop, En som skjælver for Arbeide. Sdm.
Skjeltile (aab. e og i), n. 1) Paneling, Fjelevæg imellem to Værelser eller ved et fraskilt Rum. Hard. (Jf. Skjentile). — 2) et Loft (egentlig Loftgulv). Sætersdalen. Paa nogle Steder: Skjaldtile. G. N. skjaldþili, Paneling.
Skjeltrevegg, m. Mellemvæg, tynd Fjelevæg. Sdm.
Skjelv, m. Skjælven, Bæven. Jf. Skjelte. Ein Skjelv i Mꜳl’e: en Bæven i Stemmen.
skjelva, v. n. (skjelv’; skalv; skolve), skjælve, bæve, ryste. Hedder paa nogle Steder: skjølve; i Sætersd. tildeels skjæve. (G. N. skjalfa). Imperf. skalv synes at være sjeldent, da det paa de fleste Steder hedder skolv. — Dæ skolv Hend’enne pꜳ ’an: hans Hænder skjælvede. Dæ skolv Mꜳl’e ti ’an: han talte med en skjælvende Stemme.
