skjelvhendt, adj. som har skjælvende Hænder (især om gamle Folk).
skjelvmælt, adj. om En hvis Stemme bæver af Bevægelse eller Frygt.
skjemd, adj. 1) beskjæmmet; ogsaa skamfuld, som skammer sig. Eg æ skjæmd’e ta di: jeg skammer mig ved det. N. Berg. og fl. — 2) fordærvet, ilde medhandlet; ogsaa smudset, tilsølet. Alm.
Skjemd, f. Beskjæmmelse. (Meget sjelden). Eit Skjemdating: en uforskammet Slyngel. (Sdm.).
skjemma (skjæmme), v. a. (e—de), 1) beskjæmme. Ogsaa v. n. „skjæmme pꜳ ein“: skjende paa En, faae ham til at skamme sig. B. Stift. — 2) fordærve, handle ilde med eller gjøre Skade paa; ogs. tilsmudse, tilrakke, f. Ex. Klæder. Alm. (G. N. skemma). Jf. utskjemd. — 3) forvænne, fordærve ved Eftergivenhed eller ved slet Exempel. Dei ha skjemt ut Bonn’a sine: de have forvænnet sine Børn, ikke opdraget dem rigtigt. skjemme seg ut: besudle sig, blive skidden; ogsaa figurlig: nedværdige sig, paadrage sig Skam.
skjemmast, v. n. (Imp. skjemdest), skamme sig. Han mꜳtte dꜳ skjemst: han burde dog have skammet sig.
Skjemsla (Skjæmsle), f. en Irettesættelse, skarp Tiltale. Dei fekk ei Skjæmsle. B. Stift.
skjena (bisse), s. skina.
Skjenk, m. 1) Skjænk, Drik, Beværtning med Drik. — 2) et Skjænkebord, Skab med et lidet fremstaaende Bræt. Tr. Stift.
skjenkja (skjænkje), v. a. (e—te), beværte med Drik, give at drikke; ogsaa iskjænke. G. N. skjenkja.
Skjenkjar, m. Øltapper, Kjældermand i et Gjæstebud. Ogsaa kaldet Skjenkjarsvein.
skjenkt, adj. beskjænket, drukken.
skjenna, v. n. (e—te), skjende. Heraf Skjenning, f.
Skjentile (aab. i), n. Bordklædning, Fjeleklædning udenpaa en Væg. Voss. (Skjæntile). Jf. Skjeltile.
Skjeppa, f. Skjeppe. Jf. Mæle.
Skjer (ee), f. Skade (Fugl), s. Skjor.
Skjer (aab. e), n. et Skjær, Klippe som rækker op til eller lidt ovenfor Vandfladen. G. N. sker. Dativ i Fleertal tildeels Skjerjꜳ (Sdm.). — En anden Betydning forudsættes i Musskjer og Vꜳndskjer.
skjera (aab. e), v. a. og n. (skjer’, skar; skore, aab. o), at skjære. Inf. hedder ogsaa skjæra, sjæra (søndenfjelds), skjara (Namd.), skjꜳrꜳ og skjørꜳ (Ørk.). G. N. skera. Imperf. i Fleertal: skꜳre (Rbg.), skoro (Hall.), skure (forældet i Sdm.). Afledninger: Skar, Skꜳr, Skjæra, skjær; Skur, Skor, Skora. — Betyder i Særdeleshed: 1) skjære, f. Ex. med Kniv; beskjære, tilskjære; ogsaa klippe. „skjera Klæde“: tilskjære Tøi til Klæder. skjera Bor: save, skjære Planker med Sav. skjera ein Hest: gilde. — 2) uden Objekt: afskjære Kornet paa Agrene. Dæ Tid te skjera: det er Tid at skjære Kornet. Dei ha alt av-skore: de have allerede skaaret sit Korn. hertil Skur, skjær, skjærna. 3) v. n. vende hen, tage en vis Retning; om Fjorde, Dalstrøg, Veie, o. s. v. Fjoren skjer inn ꜳ nor: Fjorden gaaer ind i en lidt nordlig Retning. Dalanne skjer ihop: Dalstrøgene støde sammen. Dæ skjer’e so til: det er saaledes beliggende. Meget brugl. i B. Stift. Om en Baad siges at den skjær (skjer’e), naar den ene Kant kommer under Vandfladen, eller naar den hælder saaledes imod en Bølge, at Vandet strømmer ind. (B. Stift). — skjera seg: saare sig. (Jf. skjeina). skjera sundt: skjære i Stykker. (Jf. sundskoren). skjera av: skjære itu, overskjære. skjera til: tilskjære, beklippe; ogsaa om en Beliggenhed (s. foran).
skjerande, adj. som man kan skjære.
skjerast, v. n. i Talemaaden „Dæ skjerst“, ɔ: det bliver mindre, der gaaer noget af. Dæ skjerst i Skifte fær: det som kommer i Skifte, bliver altid lidt mindre end det var før. Sdm. (Jf. G. N. skerða).
Skjere (aab. e), m. Skjærejern paa en Plov, Langjern. N. Berg. og fl. Ellers Ristel.
Skjergar’, m. Skjærgaard (= Fallgar).
Skjerhella, f. en flad Steen med skarpe Kanter. Meget udbredt Ord. I Sogn hedder det ogsaa Skarhella.
Skjering, f. Skjæren; Beskjærelse.
skjerpa, v. a. (e—te), skjærpe, gjøre skarp eller haard. skjerpe Brød: hærde Brødet ved Ild, saa at det kan brydes lettere. Partic. skjerpt, udtales sædvanlig skjert.
skjerr (skjærr’e), adj. sky, ræd, frygtsom; især om Dyr. Temmelig alm. og meget brugeligt. G. N. skjarr.
skjerra (skjærre), v. a. (a—a), skræmme, sætte Skræk i. Ogsaa v. n. „skjæra ette“: true, skjende paa.
skjerrast, v. n. skræmmes, blive ræd eller sky. (Sjelden). G. N. skirrast.
