skoten. — Betydninger: 1) v. a. skyde, drive, støde, noget afsted. skjot ’an fram: skyd den fremad. skjot dæ unda: skyd det tilside. Ogsaa flytte, sætte over. skjøte ein ꜳver Fjꜳren: sætte En over Fjoren. (Sdm.). Jf. Skjot. — 2) skyde med Skydevaaben, f. Ex. Gevær. skjote Fugl, o. s. v. Heraf Skot. — 3) afkaste, skyde fra sig. skjote Is’en (f. Ex. om frossen Fisk). skjote Ham’en: afkaste sin Ham. Ogsaa kaste Fosteret, abortere; om Dyr. Saaledes: skjote Fyl’e (om en Hoppe), skjote Kalven (om en Ko). Jf. Skotning. — 4) vrage, udskyde. skjote Fisk: vrage Fisk. Heraf Utskot. — 5) tilskyde, lægge paa; især sætte Kant paa. (Sjelden). Skjøte Ga’n: forsyne et Garn med Toug paa Kanterne (Skot). N. Berg. — 6) høvle, jævne Kanten paa Fjele med en Langhøvel (Skothyvel). skjote Stav: tilhøvle Staver, saa at Kanterne falde nøie sammen. — 7) v. n. glide, rende, skyde frem; f. Ex. om Slæder eller Baade. Ogsaa glide med Fødderne. Han skaut stad: han gled og faldt. (Nfj. Sdm.). Dæ skaut unda ’nꜳ Føt’enne: Fødderne gled ud under ham. — 8) komme frem, skyde op; saaledes om Kornet, naar Axene springe ud; s. Skotblad. Han skaut uppatt’ or Sjøen: dukkede op igjen af Vandet. (Jf. kyte i Tr. Stift). — 9) stikke frem, række langt frem. (Sjelden). Jf. Skut, skute, skjøyta. „Flod’a heve skote“: der har været høiere Flod end de forrige Dage, Havet har steget høiere op. — Talemaader. skjota te Vitnes: henskyde til Vidner, kræve nogen til Vidne. B. Stift. (I Tell. „skjote te Skjels“). Dæ skaut ’ti meg: det faldt mig pludselig ind. (N. Berg.). skjota Kryl pꜳ Ryggjen: sætte Ryggen op i en Pukkel. (S. Berg.). skjote pꜳ Hæranne: trække paa Skuldrene. „skjote pꜳ“: anslaae noget omtrentlig eller paa Slump; f. Ex. skjot pꜳ kor mykje dæ skulde koste, ɔ: siig omtrentlig hvor meget etc.
skjota, v. a. 2. (a—a), 1) skydse, befordre til et Sted. Mest brugl. i Tr. Stift i Formen skjøte. — 2) jage, drive, gjøre Jagt paa. Sdm. i Formen skjote (adskilt fra skjøte, ɔ: skyde). Heraf Skjot, n. (Vel egentlig af skjot, adj.).
skjotast, v. n. (sky’st, skau’st), 1) glide ud, gaae forbi hinanden; om Kanter som skulde falde sammen. I Sdm. skjøtast um. 2) slaae feil, blive til intet. Dæ kann bꜳde skje ꜳ skjøtast: det kan skee, men det kan ogsaa gaae Glip. N. Berg.
skjotfør, adj. rask, som farer hurtigt frem. Tell. Rbg.
Skjotkar, m. Skydskarl. Gbr.
Skjotleik, m. Hurtighed. Tell.
Skjotskifte, n. Skydsskifte, Station, Gbr. I Tr. Stift: Skjøtskifte.
skjott (oo), adv. snart, hurtigt. Sætersd. (G. N. skjótt).
Skjotvika (aab. i), f. den Uge, da Beboerne paa en Gaard ere forbundne til at gjøre Skyds. Gbr. I Guldalen: Skjøtvuku.
skjotøgd, adj. skræmt, forskrækket. Sdm. Formodentlig af øgja, ɔ: frygte.
Skjul, s. Skjol. skjulde, s. skylja.
Skjur, Skade (Fugl), s. Skjor.
skjurne, s. styrna. Skjuss, s. Skjot.
Skjut, n. en Hoppe. Tildels i Helg. og Namd. Formodentlig et svensk Ord.
Skjy, Skjyle etc. s. Sky.
skjæk, s. skaka. Skjæker, s. Skꜳk.
Skjæl, f. Musling; Muskelskal (Skjæl). G. N. skel. Ang. scel. Fleertal hedder i B. Stift: Skjelja(r). I Sammensætning: Skjelje, f. Ex. Skjeljebotn, m. Grund som er fuld af Muslinger. Skjeljesand, m. Sand af knuste Muslingskaller. skjeljevaksen, adj. bedækket af Muslinger. — Ellers Skjælbotn, Skjælsand.
Skjæl, m. en udvidet Rand, f. Ex. paa en Klokke. Tell.
skjæle, v. n. (e—te), udvides i Enden, have en bred Aabning. Tell.
Skjæle, n. et Skuur, en aaben Sval ved et Huus. Ørk. Jf. Skꜳle.
Skjælpadda, f. Skildpadde; Skildpaddeskal. B. Stift.
skjæmd, s. skjemd. skjæmme, s. skjemma.
skjænast, v. n. fortørres. Dæ skjænest upp. Sdm. (Imp. skjæntest).
Skjæne, f. en tynd Skive. Tell.
skjæne, v. n. (e—te), løbe skjævt, dreie sig til forskjellige Sider, ligesom en Fugl i Flugten, eller en tynd Skive naar den bliver kastet. Tell. Jf. skꜳna, skiva seg.
Skjæning, f. Fortørrelse, Tørke. Sdm.
skjænkje, s. skjenkja.
Skjær, f. Skade (Fugl); s. Skjor.
skjær, adj. 1) som man kan skjære, moden til Afskjæring; om Korn. Meget udbredt og maaskee alm. — 2) reen, skjær (= skir).
Skjæra, f. 1) en Sax. (Maaskee alm.). Jf. Soks. G. N. skæri. — 2) en Segel (= Sigd) at skjære Korn med. Fosen. Ellers i Formen Skjæru (Tell. Buskerud), Skyru, Sjyru (Hedemar-
