ken og fl.), Skjuru (Ørk.), som hentyder paa en Grundform: Skjera (aab. e). — Sv. skära.
skjæra, s. skjera. skjærand, s. skjerande.
Skjæring, m. Kjedelkrog, Jernkrog til at hænge Gryder paa over Ildstedet. Vest- og nordenfjelds, ogs. i Gbr. I de sydligste Egne hedder det Skore; i Hard. ogsaa Jødn (s. Jarn). — Skjæringelag, n. Hager eller Indsnit paa Kjedelkrogen, hvorved den kan gjøres længere eller kortere, efter som det behøves.
skjærna, v. n. (a—a), modnes, blive fuldmodent; om Kornet.
skjærr, s. skjerr. skjærre, s. skjerra.
Skjæv, m. Chef. (Fransk).
skjæv, skaver; s. skava.
skjødna, fodre Kvæget; s. stjodna.
skjøgl og skjøgla, s. skjegl, skjegla.
Skjøl, s. Skjol og Skil.
Skjølle, f. Avner, Hylstere paa Havren. Helg. Indr. (Jf. Skjele).
Skjølra (el. Skyldra), f. den tynde Brusk nederst i Brystet. Nhl.
skjøltra, v. n. rave, vakle. Voss.
Skjøltre, f. pl. Stylter. (Voss).
skjømeleg, adj. styg, hæslig. Tell.
Skjøn og skjøna, s. Skyn, skyna.
skjøn (skjøn’e), dygtig, duelig. Sdm.
skjøns, skraat. Pꜳ skjøns: paa skraa. B. Stift. (Pꜳ skjønsk. Nedenæs). Jf. Skꜳ. (Eng. ascaunce).
skjønsa, v. a. sætte skraat eller skjævt.
skjønt, adv. 1) temmelig, ikke lidet; f. Ex. D’æ skjønt lengje sia. Jæd. Lister. — 2) i Talemaaden: „æ dæ so skjønt“, ɔ: er det Tilfældet, forholder det sig saaledes. Meget brugl. i Fosen og Ndm. ogsaa i Sdm.
Skjør, n. Skræmsel; Jagen (= Skjot). Sdm.
Skjør, n. s. Skyr. Skjør, f. s. Skjor.
Skjøt, m. 1) Skyds; s. Skjot. 2) Væverskytte, s. Skutel.
Skjøtarfivel, m. den store Blodaare under Ryggen i Dyrene. Sdm.
skjøte (skyde og skydse), s. skjota.
Skjøve, f. Skavejern (= Skavl). Gbr.
skjøyra, v. n. tumle blindt hen, fare uforsigtigt afsted. Hard. — Ligesaa: skjøyralege, adv. uforsigtigt. skjøyren, adj. fremfusende, uforsigtig.
Skjøyt, m. 1) Sammenføining, Stedet hvor to Stykker ere sammenføiede. — 2) et tilføiet Stykke, en Forlængelse, et Tillæg i Enden. Jf. Skaut (Botnaskaut).
skjøyta, v. a. 1. (e—te), 1) sammenføie to Stykker; sammensætte ved at fæste Enderne i hinanden. „skjøyte ihop“, egentlig sammenskyde, af skjota, skaut. G. N. skeyta. — 2) øge, tilskyde (skjøde), gjøre længere eller større ved at sætte et Stykke til. Alm. og meget brugeligt. (Jf. renna). — 3) tilskjøde, give Skjøde paa en Gaard. G. N. skeyta. Sv. sköta.
skjøyta, v. a. 2. (e—te), skjøtte om, have Omsorg for; ogsaa agte, bryde sig om. G. N. skeyta. skjøyte seg sjøl: raade sig selv. Han skjøytt’ ikje um dæ: han agtede det ikke. (Jf. giva um, kjæra seg um).
Skjøyta, f. 1. Skjøde, Overdragelses-Dokument. Nogle Steder: skjøte.
Skjøyta, f. 2. Skude, liden Jægt. (Stavanger).
skjøyteslaus, adj. 1) skjødesløs, ikke agtsom eller omhyggelig. 2) forvoven, som ikke ændser nogen Fare.
Skjøyteløysa, f. 1) Skjødesløshed; 2) Forvovenhed, Dumdristighed; 3) et forvovent, uforsigtigt Menneske.
Skjøyting, f. 1) Sammenføining, Tilskydelse. 2) Stedet hvor Stykkerne ere sammenføiede. I sidste Tilfælde hedder det ogsaa Skjøytning.
skjøytt, part. forlænget, forøget med et nyt Stykke; ogs. sammensat.
Sko, m. 1) Sko. En gammel Form er: Skor, og bst. Skor’en (Sætersd. Hard.). G. N. skó’r. Fleertal hedder sædvanlig Sko (rettere: Skor), bst. Form: Sko’ne, Sko’na. — 2) Hestesko, Beslag. Jf. Skoning. — 3) den nederste Deel af en Mølletragt (Teina). Hertil Talemaaden: „Dæ glyggje i Sko“, ɔ: man seer Enden, det er snart forbi (ligesom da Rummet i Mølletragten aabner sig, naar Kornet er næsten udløbet). B. Stift. — Sko-bot, f. Istandsættelse af Sko. Skobrune (aab. u), m. Sved paa Fødderne. Skoduk, m. en bred Kant paa Skjørter. Skoslit (aab. i), n. Forslidelse af Skoene. Sko-trøsk, m. Overlæder og Kappelæder til en Sko. (B. Stift).
sko, v. a. (r—dde), skoe, beslaae.
sko, adj. begjærlig, graadig. Tell. Jf. kꜳhuga, spꜳnosen.
skoda (aab. o), v. a. og n. (a—a), 1) betragte, besee, beskue. Mest brugl. i den nordlige Deel af Landet. I Nfj. og Sdm. hedder det: skode (inf.) og skoda (præs.), i Ørk. skꜳdꜳ, i Ndm. tildeels: ska; ellers: skoa, skꜳ. G. N. skoða. Sv. skåda. — 2) v. n. see efter noget, vende Øinene til, kige efter. Meget brugl. i Søndre Berg. i
