Formen: skoa; Imperf. tildeels: skodde. Eenstydigt med glosa, stira, glana og fl. (jf. sjꜳ) og forholder sig til sjaa ligesom „lyde“ til „høyra“.
skodd (oo), adj. skoet, beslaaet.
Skodda (aab. o), f. Taage, Skyer som lægge sig tæt til Jorden. Hedder ogsaa Skadda, el. Skadd’ (Inderøen), Skodd (Shl.), Skoll (Mandal). Ellers meget brugl. og næsten alm. (Kun i nogle af de sydligste Egne siges oftere Toka). I svenske Dial. skadda. (Jf. Ang. scad, Skygge).
Skoddebakkje, m. en stor Masse af Taage, som viser sig langt borte.
Skoddeflokje, m. en liden Taagesky. (I Sdm. Skoddelopp).
Skoddefole (aab. o), m. Horsegjøg (Fugl). Sdm. og fl. See Humregauk.
Skoddestꜳl, n. Taagemasse, en stor Taagesky. Nordre Berg.
Skoddevind, m. Vind med indtrækkende Taage fra Havet. Ogsaa: Skoddegyrje. See Gyrja.
Skodde-yr, n. Dug eller fiin Regn som falder af Taagen. N. Berg.
Skofot (fot, aab. o), n. pl. Fodtøi, Sko og Strømper tilsammen. Meget udbredt Ord. (B. Stift, Tell. Vald. og fl.). G. N. skóföt. Jf. fota og fata.
Skoft, n. Fritid; Lediggang. (Mandal). Et andet Skoft er pl. af Skaft.
skofta, v. n. hvile ud efter et Arbeide; ogsaa gaae ledig. Mandal. (Holl. schoften).
Skog, m. Skov. Paa nogle Steder søndenfjelds hedder det Skau. G. N. skógr. Sv. skog. Ꜳ Skog, see ꜳskog. Te Skogs: til Skoven. I Sammensætning ofte Skoga, især vestenfjelds; f. Ex. Skogatroll, Skovtrold. Skogarøvar, Røver som holder til i Skoven.
Skoga-kime (aab. i), m. en liden Skovstrækning. Sdm.
Skogaløde (Skogløa), f. Hølade i Udmarken.
skogarakt, adj. istand til at gaae i Skoven; om Køer. Nhl.
Skogatrøm, m. Skovrand, Udkanten af en Skov. B. Stift.
Skogavaks, n. Grund hvorpaa der voxer Skov. (Nordre Berg.). Upp um Skogavaks’e: saa høit at Skoven ophører; ovenfor Skovvæxtens Grændse. Andre Steder: Skogvokstr.
Skogbrune (aab. u), m. Fortørrelse i Skoven; ogsaa Skovbrand. I Buskerud: Skaubrona.
Skogbyte, n. Udskiftning af Skov.
Skoghagje, m. Græsgang i en Skov. Paa Hedemarken: Skauhaga.
skoglaus (skogalaus’e), adj. skovløs.
Skoglenda, f. Skov-Egn, skovbevoxet landskab. (Ikke alm.).
skoglendt, adj. skovbevoxet, om et Landskab.
Skogløysa, f. Mangel paa Skov.
Skogmo, m. skovbevoxet Flade.
skogolm, adj. = dyrolm. Ørk.
skogrædd (skogarædd’e), adj. bange for at være i Skoven; skovsky.
Skogslætte, n. Engmark i en Skov.
Skogstut, m. Angelik (Plante). Ørk.
Skogteig, m. et udskiftet Stykke af en Skov. I B. Stift. Skogateig.
Skogtyne, n. Ødelæggelse af Skoven. Tr. Stift. Ellers Skogfall og fl.
Skogvokstr, m. Skovvæxt; den Strækning hvorpaa Skoven voxer (= Skogavaks). I Gbr. og Hall. hedder det Skogvokst.
skoja (for skogja?), v. n. (a—a), skraale, lee eller græde høit. Jæd. (Udtalt sko-ja, med aab. o). Hertil Skojelꜳtt, m. Skogerlatter. Sjeldnere Skojegrꜳt.
skok (oo), rystede; s. skaka.
skokla, v. n. gaae skjødesløst, trække paa Fødderne. N. Berg.
Skokle, f. pl. Dræt, Skagler med en Hammel. (Hall. Vald.). Jf. Skꜳk.
Skol (aab. o), f. Skyllevand, Afskyl af Madkar; ogsaa blandet eller ureen Vædske. N. Berg. (Isl. skol).
Skol (aab. o), n. 1) Skyl, Strømning, Regnskyl. Tr. Stift. — 2) Skvulp, Pladsken; f. Ex. Bꜳreskol, ɔ: Bølgernes Pladsken. N. Berg.
skola (aab. o), v. a. og n. (a—a), 1) skylle, vaske. Sogn, Nhl. (Ellers skylja). G. N. skola. — 2) v. n. skvulpe, pladske, give en Lyd som naar man skyller noget. Dæ skola i Flaskenne. N. Berg. Sdm. og fl. (Jf. skvala).
sko-laus, adj. ikke forsynet med Sko. Heraf Skoløysa, f.
Skolest, m. Navn paa en Fisk (Coryphæna rupestris). Sogn. (Strøms „Berglax“).
Skoll, Taage; s. Skodda. Hertil: skollet, adj. taaget. (Mandal).
skollꜳt, adj. skaldet. (Isl. sköllóttr). Ogsaa kuldet (= kollut). Indr.
Skolma, f. Frugtbælg paa Ærter. Sogn, Ørk. See Skalme.
Skolmejarn, s. Skolpejarn.
Skolming, f. Tilhugning paa Kanten af Tømmerstokke, især ved Enderne; et Snit hvorved Kanterne gjøres smalere,
