for at de kunne falde bedre sammen. N. Berg.
Skolorm (aab. o), m. Skolopender, Tusindbeen. Tildeels i B. og Tr. Stift. I Buskerud: Skꜳnorm.
Skolpejarn, n. Huuljern, Dreierjern med rundbøiet Eg. Tr. Stift. I Nordre Berg. hedder det Skolmejarn. Paa andre Steder skal det hedde Skolp.
Skolt, m. Hjerneskal, Pande; især paa Dyr. Alm. Jf. Skjelte. G. N. skoltr. Stundom ogsaa om en Klippe eller en fremragende Top.
skolv og skolve, s. skjelva.
Skolveita, f. en aaben Grøft eller Rende. (Modsat Holveita). N. Berg.
skom, s. skum. Skomm, s. Skam.
Skoning, f. Beslag, Beklædning.
Skor (aab. o), f. 1. 1) en langstrakt Huulning i Jorden, et Bækkeløb eller en lignende Fordybning med Bakker paa begge Sider. Tell. (med Fleertal: Skarir). Jf. Skora, Sloka, Veita. — 2) en Huulning eller Indsænkning i en brat Fjeldside; især et Punkt hvor Jorden er styrtet ud fra en Klippe og har lagt sig ved Foden af samme. B. Stift. (Jf. Gil, Skorta, Skride). — 3) en Flade eller Skraaplan under en Klippe; Græsplet, Grønning ved Foden af et brat Fjeld. Søndre Berg. Sogn og fl. (Jf. Flꜳ, To, Lægd). Heraf adskillige Gaardsnavne.
Skor (aab. o), f. 2. 1) en Skammel (= Fotskor). Nhl. (G. N. skör). — 2) en Støtte, især under en Baad; s. Skora.
Skora (aab. o), f. 1. et Skaar, Indsnit, Skure. (Jf. Skar). Ogsaa en naturlig Fordybning, Sprække, Aabning. Alm. men hedder tildeels Skoro, oo (Gbr. Ørk.) og maaskee Skuru. G. N. skora. Vꜳgaskora: den Skure som betegner en Vog paa Bismeren. Dæ ligg’ i sꜳmꜳ Skorun: det staaer endnu i samme Stilling, Forholdet er ligedan som før. (Gbr.).
Skora (aab. o), f. 2. Kjedelkrog (= Skjæring). Rbg. Tell. og fl. Mest i Fleertal.
Skora (aab. o), f. 3. en Støtte; især en lang Støtte med en Kløft i Enden (til Gjærder og Hesjer). Nordre Berg. (Skore); nogle St. Skure (aab. u). G. N. skorða. Kortere Støtter kaldes Skor.
skora (aab. o), v. a. 1. (a—a), hugge, afhugge store Træer. Meget udbredt. (Berg. Stift, Rbg. Namd.). I Ndm. skara. G. N. skora. Hertil: Skoraspøne, pl. smaa Huggespaaner. (N. Berg.). Jf. Skorøks.
skora (aab. o), v. a. 2. (a—a), støtte, sætte Støtter under. N. Berg. G. N. skorða. Ogsaa opsætte Baade eller Fartøier. Tr. Stift.
Skore (oo), Hvid-Tidsel (= Kvitblad). Shl. See ellers Skora.
skoren (aab. o), part. (af skjera), skaaren, klippet; afskaaren; ogs. gildet.
Skorfeste, n. en Stilling som man ikke kan komme ud af. „koma i Skorfeste“, er egentlig at komme ind i en Fjeldkløft eller en liden Afsats (Skor), hvorfra man hverken kan komme frem eller tilbage. Hard.
Skorfil, (m.), Uret, Forurettelse. Passe de at han inkje gjere de Skorfil. Sdm. (Jf. Isl. skorbildr, Tab).
Skormark, f. tør Steengrund ved Foden af en Klippe.
Skorpa, f. Skorpe. (G. N. skorpa).
skorpast, v. n. hærdes paa Overfladen, belægges med Skorpe. Hedder ogsaa: skorpeleggja.
skorpen, adj. skrumpen, sammensnærpet, tør. Gbr. Indr. (G. N. skorpinn).
Skort (oo), m. Mangel, det at noget bliver forlidet. (Alm.). G. N. skortr.
skorta (oo), v. n. (a—a), mangle fattes; blive forlidet. Alm. (Jf. vanta, bresta). G. N. skorta. Dæ skorta oss ingjen Ting: vi havde fuldt op af allehaande Ting.
Skorta (oo), f. en liden Bjergkløft, Huulning eller Afsats under en Klippe. Sogn, Buskerud, Tell. (Jf. Skor).
Skorv, pl. af Skarv, n.
Skorøks (aab. o), f. en smal Øxe til at afhugge Stokke med (s. skora).
Skosa (oo), f. Fortælling, Historie. Nhl.
Skot (oo), n. Noget som opæder Kornet paa Agrene; især om Fugle og Muus. Østerd.
Skot (aab. o), n. 1) Skyden, det at noget skyder frem. (Af skjota, skaut). Mest i Sammensætning, som Framskot, Uppskot, Undaskot. — 2) Skud; Bøsseskud. (Sv. skott). Ogsaa Ladning til et Skud. — 3) Rendebakke, et Sted hvor man nedskyder Tømmer fra et Fjeld. Tell. (Ellers Rensl, Laup, Løypa). — 4) Udbygning, Tilbygning paa et Huus; ogsaa et Skuur, et Tørringshuus. (Jf. Skut, Skꜳle, Skjol). — 5) en Stanglængde i Hesjer, et Sæt af Stænger som opbindes ved Siden af hinanden. Sdm. (Jf. Hæs og Golv). — 6) Tougværk som bindes til Kanten paa Garn (Garnskot).
