Skot, m. (i en Baad), s. Skut.
Skota (aab. o), f. 1) en liden Stang eller Stage som bruges istedetfor Aarer, til at fremskyde en Baad med (nemlig i Elvene). Østerd. i Formen Skoto. — 2) en liden Skovl at øse Meel og Korn med. Tell. i Formen Skotu.
skota (aab. o), v. a. skyde Baaden frem med en Stang (Skoto). Østerd. — I Tr. Stift det samme som skuta.
skotalt (aab. o), adj. n. flygtigt, vaklende, uvist, upaalideligt. Nhl.
Skotblad, n. det øverste Blad paa et Kornstraa. Nhl. Ørk. og fl. Ellers kaldet Skotbelg (ved Trondhjem) og Skotholk (Sdm.). Da stꜳr i Skotbla: Kornet staaer i Skud (nemlig naar Axet begynder at springe ud, saa at Toppen af samme viser sig. I Sdm. „Dæ stend i Skotholkj’a“.
skoten (aab. o), part. (af skjota), 1) skudt; 2) vraget, afkastet; 3) kantet, tilhøvlet; 4) fremskudt; 5) udsprungen, udskudt i Ax, om Kornet.
skotfri, adj. skudfri.
Skotgamp, m. gammel, ubrugbar Hest, som man skyder. Ligesaa Skotmær, f.
Skotholk, m. s. Skotblad.
Skothyvel (aab. y), m. Langhøvel, hvormed man „skyder“ Kanterne; f. Ex. paa Tøndestaver.
Skoting (aab. o), m. langvarig Blæst fra Havkanten. Hertil Skotingsbakkje, n. en Masse af Skyer eller Taage over Havet, hvorved dette Slags Vind foraarsages. Nordre Berg.
Skotkjeiping, m. en Baad med fire Rum eller Roerbænke og uden særegent Lastrum. Helg. Namd. (Egentl. Skutkjeiping).
Skotlok, n. et Laag, som ikke har Gjænger, men kun skydes ind i en dertil udskaaren Fals.
Skotloka (aab. o), f. en Laage eller Slaa, som kan skydes ind og trækkes fra.
Skotmꜳl, n. Skudmaal, saa langt som man kan naae med et Skud.
Skotning, m. ufuldbaaren Unge, Foster som er kastet eller født i Utide. Sogn. (S. skjota).
Skotpengar, pl. Præmie for at skyde Rovdyr.
Skotsmꜳl, n. Skudsmaal, Omdømme.
Skotu og Skoto, s. Skota.
Skotøl, n. Gjæstebud, foranstaltet ved Sammenskud af Gjæsterne. Sdm.
Skov (aab. o), n. Tummel, Bevægelse; kortvarig Travlhed. N. Berg.
Skova (oo), f. Afskrab, Bundskorpe i Gryder og Kar; ogsaa fortørret Bærme. G. N. skófir, pl. Sv. skofvor.
Skrabb, n. en tør eller stenig Plet i Ageren. Gbr. — Jf. Rabb.
skral, adj. ringe, daarlig. Mandal, Ndm. (Jf. skrælen). Sv. skral.
skrala, v. n. skralde. See skrella.
skramla, v. n. skramle, skralde.
skranen, adj. mager, tør (= skrinn). Nhl. — skranleitt, s. skrinnleitt.
skrangla, v. n. klirre, skralde, skramle. Meget brugeligt søndenfjelds. Heraf Skrangl, n. Skralden; ogsaa noget som gaaer haardt og larmende.
skranglen, adj. haard, rystende; f. Ex. om Kjørsel paa en Haard og stenet Vei. Ogsaa: skranglꜳt. (Gbr. Ørk.).
Skrap, n. 1) Skrab, Vraggods. 2) en daarlig, kummerlig Tilstand.
skrapa, v. a. og n. (a—a), 1) skrabe, grave. I Gbr. skrꜳpꜳ. — 2) larme, knirke; om Lyd som ligner en Skraben. Jf. skreppa, skrꜳpa, skrꜳva. — 3) slæbe sig frem med Møie, slaae sig igjennem. (Ligt grava, bala, baska og fl.).
Skrapa, f. 1) et Skrabejern. 2) en Irettesættelse. Dei fekk ei Skrape fyre dæ. Nordre Berg. (Sv. skrapa).
Skrapalass, n. det sidste Læs af en Dynge. Hertil Ordsproget: Skrapalasse vert alti’ støst.
skrapall, adj. usel, daarlig. (N. Berg.). Nogle Steder: skrapen.
skrata, v. a. (a—a), vrage, forskyde. (Jf. rata). skrata, adj. ringe, slet. Lister (udtalt skrada). Skratvare, Vraggods. (Sdm.).
skratta, v. n. (a—a), lee høit, skoggerlee. Søndre Berg. Gbr. og fl. (Sv. skratta).
Skrau, f. Skum. Nhl. (Jf. Frau).
Skrav, og skrava, s. skreva.
skravla, v. n. skryde, prale; ogs. vaase. Søndenfjelds. (Sv. skrafla). Heraf Skravl, n. Vaas, Ordgyderie. Skravl, m. en Ordgyder.
Skrꜳ, f. (Fl. Skræ, r), 1) Plade, Jernbeslag; især i Laas. 2) en Lap af Skind eller Læder. Jf. Bikskrꜳ. 3) Noget som er fortørret og skrumpent; især om gamle Sko og Skindklæder. Mest i de nordlige Egne. Sjeldnere om en liden Stump. (Tobakskraa). Jf. skrꜳen, skrꜳna.
skrꜳ, v. a. (r—dde), kløve, spalte; især Jern. Ørk.
skrꜳen, adj. 1) tør, noget tørret. Buskerud (sjelden). I B. Stift: skrꜳna. (Jf. Isl. skráþurr). — 2) skrumpen,
