haard, ru paa Huden eller Haarene. Gbr. Ørk.
skrꜳla, v. n. (a—a), skraale, skrige. Heraf Skrꜳl, n. og Skrꜳling, f.
skrꜳma, v. a. (a—a), saare, gjøre Rift eller Skramme paa. Tell. Hall.
Skrꜳma, f. 1. en Skramme, Rift, et revet eller skaaret Hul. (G. N. skráma. Sv. skråma).
Skrꜳma, f. 2. Tare, bredbladet Tang. Oftere Skrꜳmetang, n. — Hard. Ryfylke.
skrꜳmen, adj. tynd og udstrakt i Vidden (maaskee ogs. rynket, ujævn). Hard.
skrꜳna, v. n. (a—a), indtørres, krybe sammen, blive haard og tør. B. Stift, Ørk. og fl. — Particip: skrꜳna, tørret, hærdet. Jf. skrꜳen og skræna.
skrꜳpa, s. skrꜳva. Skrꜳtt, s. Skrott.
skrꜳva, v. n. (a—a), knirke, skrabe, give en vis raslende Lyd, som naar man gnider eller river paa tørt Skind, Papir, Løv eller lignende tørre Sager. B. Stift. Om en stærkere Lyd siges: skrꜳpa (Sdm.).
skrꜳvꜳ, s. skreva.
Skre, s. Skrid og Skride.
Skreid, f. 1. 1) en fremskridende Hob, Flok, Følge. N. Berg. Tell. og flere. Heila Skrei’a: det hele Følge. — 2) Bjergaandernes eller Vætternes Færd (= Jolarei, Oskerei). Hall. (i Formen Skrei). — 3) Skred, Jordskred. Inderøen. (Skrei). See Skrid.
Skrei(d), f. 2. Vaartorsk, Stortorsk. Nordlandene. (Deels om en Mængde, deels ogsaa om enkelte Fiske). G. N. skreið. Synes at være et forkortet Navn istedetfor Skreidtorsk.
skreide (skreia), v. a. (e—de), 1) skyde tilside, støde paa noget saa at det glider. Tell. og fl. Skrei Loka ifrꜳ: skyd Laagen fra. — 2) "skreia seg“: glide, rende paa Iis eller Snee. Sogn, Nhl. (Af skride, skreid).
Skreidtosk, m. Vaartorsk. Egentlig Stiimtorsk (s. Skreid). B. Stift (sjelden).
skreke (glide), s. skrika.
skrekka, v. n. (skrekk; skrakk; skrokkje), indsvinde, krybe sammen, indtørres, blive smalere eller tættere ved Tørring. B. og Kr. Stift. Mest brugl. i Søndre Berg. i den afvigende Form: skrøkkja, præs. skrøkk’e, impf. skrokk. Particip: skrokkjen. (Jf. skrokna). Svarer til Ang. scrincan og Engelsk shrink. (Analogt med sekka).
skrekkjen (skrøkkjen), adj. om utætte Sager, som indsvinde stærkt.
Skrell, m. Skrald, Smæld.
skrella, v. n. 1. (skrell; skrall; skrolle), skralde, brage, give enkelte Knald eller Smæld. Sogn, Sfj. og fl. Han slo te so da skrall. Ogsaa om en Gjenlyd; f. Ex. Da skrall i Fjell’e.
skrella, v. n. 2. (e—te), skraale, raabe eller lee høit. Sdm. (skrelle). Han sto’ skrelte ꜳ log. Hertil Skrellelꜳtt, m. en skraldende Latter, Skogerlatter.
Skrella, f. en Skralde. Sogn. (Ellers Skjella og Smella).
Skrelling, f. 1) Skralden. 2) Skraal.
Skrellskot, n. et Skud med løst Krud.
Skrepp, n. Ros, smigrende Omtale; ogsaa Skryderie. (Sv. skräpp).
Skreppa, f. Skræppe, Randsel. G. N. skreppa. Jf. Prins, Rensel.
skreppa (skreppe), v. n. 1. (skrepp; skrapp), rasle, give en raslende Lyd (= skrꜳva). Gbr. Næsten blot i Imperf. f. Ex. Dæ skrapp i dæ.
skreppa, v. n. 2. (e—te), rose, smigre; ogsaa skryde, prale af noget. D’æ inkje te skreppe ’ta: det er ikke at rose, intet at skryde af. Meget brugl. i de nordlige Egne. Sv. skräppa.
skreppen, adj. tilbøielig til at rose eller at skryde.
Skrev (aab. e), n. 1) Skridt, Afstanden fra det ene Fjed til det andet. G. N. skref. — 2) Skrævet, Vinkelen imellem Fødderne (= Klov). vade pi Skrev’e: vade til Skrævet (Hofterne). I Tr. Stift hedder det oftest Skrav (Ndm. Ørk. Namd.). sita Skrevs um, eller „umskrevs“: sidde skrævs over, med en Fod paa hver Side. I Tr. Stift: umskraves.
skreva (aab. e), v. n. (a—a), skræve, sætte Fødderne ud fra hinanden; ogsaa stige over noget, gjøre et Skridt. Hedder ogsaa skriva, aab. i (Sogn), skræva, skrava (Nordm. Namd.), skrꜳvꜳ (Ørk.). G. N. skrefa.
skrevstor, adj. langbenet, som kan tage store Skridt.
skria, v. n. (a—a), huje, raabe af Munterhed, juble. Nordre Berg. (Adskilt fra skrika). Et andet skria, s. skride.
Skrid (aab. i), n. Gliden, Synkning; ogsaa en langsom Gang. (Sjelden).
Skrid (aab. i), f. Skred, Nedstyrtning af Steen, Jord eller Snee fra et Fjeld. Mest brugl. i de sydlige Egne i Formen Skri (aab. i), Skria, Skrea. (G. N. skriða). I de nordlige Egne siges Skrei, Fonn og Rap.
Skride (aab. i), f. 1) Skred. (I Formen Skria og Skree; see forrige).
