storie. Nhl. Ogsaa ved Kristiania i Formen Skrøne. — Hertil: skrjona (skrøne), v. n. skryde; fortælle noget med adskillige Overdrivelser. Skrjonebok, f. en Bog med opdigtede, æventyrlige Historier. Nhl.
Skrogg, s. Skrubb. skrokk, s. skrekka.
skrokkjen, adj. indsvunden, sammenskrumpet, indtørret. (Particip af skrekke, el. skrøkkja). Ogsaa haard, rynket.
skrokna (skrokkne), v. n. (a—a), sammenskrumpes, krybe sammen. Rbg.
Skrot (oo), n. Bærme, Bundfald; ogsaa Affald, Skrab, ubetydelige Ting. N. Berg. og Tr. Stift. Jf. Kroto.
Skrott (aab. o), m. Krop, Legeme. Mest brugl. søndenfjelds. Nogle Steder Skrꜳtt. Spotviis ogsaa om et Menneske; især en lad, doven Karl. (Tell.).
Skrov (aab. o), n. Skrog; ogsaa Krop af et Dyr. Kr. Stift. (Jf. Krov). I Hard. og Shl. siges Skrybbe, n.
Skru, s. Skruv. skrua, s. skruva.
Skrubb, m. 1) en Ulv. Kr. Stift, Voss, Hall. og fl. I Ørk. Skrogg. (Jf. Ulv, Varg, Graabein). — 2) en barsk og ublid Karl. Jf. skrubba.
Skrubb, n. Rivning, Gniden; ogsaa Tugt, Tilretteviisning.
skrubba, v. a. (a—a), 1) skrubbe, gnide stærkt. 2) tugte, ydmyge; ogsaa skjende paa, give en Irettesættelse. Sv. skrubba.
Skrubbe, f. Hønsebær (Cornus svecica). Nordenfjelds.
Skrubbhyvel (aab. y), m. Skrubhøvel; ogsaa om en streng Mand. Ved Stavanger hedder det Rubbhevel.
Skrukka, f. en Rynke, et Punkt hvor noget er ujævnt eller sammenskrumpet. Mest brugl. søndenfjelds. (Sv. skrynka). Jf. Rukka. I Fjeldbygderne ogsaa en liden Kurv af Bark eller Næver. I Nordland om en Portion af sammenbøiet Fladbrød. Jf. skrekka og skrokkjen.
skrukkast, v. n. blive rynket eller ujævn, skrumpes. Gbr. og fl.
Skrukketroll, n. Insekt med haard og ujævn Skal. I de sydlige Egne især om Bænkebideren (Oniscus Asellus). I Sdm. om et Slags store Insekter, som ligne Torbisterne. (Formodentlig af Slægten „Løber“, Carabus). Hedder i Ørk. Skrupptroll.
skrukkjen, adj. haard, ujævn, rynket. Gbr. Jf. skrokkjen.
skrukkut, adj. rynket, skrumpen.
Skrulle, f. en smal Kurv eller Kasse. Sdm. (sjelden). Ogsaa om gamle forslidte Bøger.
Skrump, m. Brusk, haardt Kjød. Nhl.
Skrupptroll, s. Skrukketroll.
Skruv (Skru), m. 1) en Skrue. Hedder i B. Stift: Skrue og Skru. (Sv. skruf). — 2) en liden Kornstak, en Hob Kornbaand som ere opreiste paa Ageren for at tørres. Jæd. (Isl. skrúf, n.). I Nhl. betegner „Skru“ kun det øverste Neg paa en Kornstør. (Jf. Skur). — 3) et Slags Hovedpynt for Kvindfolk. Hedemarken.
skruva, v. a. (a—a), skrue; ogs. presse, klemme med Skruer. I Berg. Stift: skrua, skrue; i Mandal: skryve. G. N. skrúfa.
Skruva, f. en Klemme eller Presse med Skruer. Shl.
Skruvfar, n. Skruegang, Spiralgange; de Skurer hvori Skruen falder. Berg. Stift. Ellers Skruvgꜳng og Skruvlø (i Ørk. for Skruvlod).
Skruvlag, n. Spiralgang, Omvinding; de enkelte Skurer paa en Skrue.
Skruvlod, f. s. Skruvfar.
Skruvmor, f. Skruemoder; Røret hvori Skruen gaaer, ogsaa Blokken eller Stykket hvori Skruegangen er indrettet.
Skruvsted (Skruste), n. en Ambolt med en Aabning som kan sammenskrues.
Skrybbe, n. Skrog, Krop; s. Skrov.
Skryde, f. Hoste og tungt Aandedræt (Jf. Ryde). skryde, v. n. harke, hoste. Sdm.
skryfte, v. a. banke Kornbaandene, for at det tyngste og modneste Korn kan falde af. Buskerud. (I danske Dial. skrifte). Hertil Skryfterug, m. den bedste, modneste Rug.
skryla, v. n. (e—te), græde høit og skraalende (om Børn). Nordre Berg. (Jf. skoja). Heraf Skryl, n. høirøstet Graad.
Skrymt, s. Skrømt. skryp, s. skryv.
skryta, prale; s. skrøyta.
Skryta, f. et Slags Krabbe. (See Hyrving). Jæd.
Skryte, n. et gammelt og fortørret eller raaddent Træ. Tell.
skryten, adj. 1) grim, hæslig, som ikke seer godt ud. Hard. Shl. Sdm. (I Tell. skrytleg). Ho æ so gomol ꜳ skryta. — 2) skrydende, pralende; s. skrøyten.
skrytleg, adj. grim, styg. S. skryten.
skryv, adj. udrøi, kortvarig (= ryr). Ndm. Fosen og fl. I Inderøen hedder det skryp. (Jf. skyvar). I svenske Dial. skryp og skrym.
skrypa, v. a. (e—de), 1) skrue, s. skruva. 2) sætte Korn i Stak (Skruv). Jæd.
