skryve, v. a. forøde (af skryv). Sjelden. I Indr. skryve. Han skrype dæ bort: han forøder det snart.
Skræ, s. Skrꜳ og Skræde.
skræ, v. a. skraae, grutte, male grovt som Malt. Namd. Indr.
skræast (skræes), v. n. formindskes, indsvinde (= kverva); ogsaa forødes, gaae med uden Nytte. Namd. Indr. (Jf. skjerast).
Skræddar, m. Skrædder.
Skræde, f. pl. Talggrever, Bærme af Talg eller andet Fedt. N. Berg. (Nogle St. Skræe). I Gbr. Kroto (jf. Skrot). Isl. skræður.
Skræe, n. skraaet Korn (s. skræ); ogsaa Skal, Klid, Affald. Namd. Indr.
skrækja, v. n. (e—te), skrige, snadre, svadse; om enkelte Fugle, især Skaden (Skjor). N. Berg. Sdm. (I nordre Sdm. hedder det skrikke). G. N. skrækja.
skræleg, forødende; s. skræsamt.
skrælen, adj. svag, kraftløs. Ndm. Jf. skral.
skræma, v. a. (e—de), skræmme, skrække. I Kr. Stift tildeels: skrøme. — Particip skræmd: forskrækket.
Skræma, f. 1) Skræk. 2) en Skræmme, et Skrækkebillede.
skræmeleg, adj. skrækkelig, styg.
Skræmsl, n. et Skræmsel, Noget som foraarsager Skræk.
skræna, v. a. (e—te), tørre stærkt, fortørre, gjøre haardt og skrumpent. N. Berg. Jf. skrꜳen og skrꜳna.
skrænast (-est), v. n. fortørres, sammenskrumpes.
Skræning, m. Tørke, langvarigt tørt Veir med Vind. Sdm.
skræsamt, adj. n. spildsomt, forødende, som medfører Forødelse. Tr. Stift.
skrøkkja, indsvinde; s. skrekka.
skrøme, s. skræma.
Skrømt, n. Spøgerie, Spøgelser eller noget som skræmmer Folk. Mandal, Rbg. Tell. og fl. I Gbr. skal det hedde Skrymt. (I svenske Dial. skrömt og skrymt).
Skrøne, f. Skryderie; s. Skrjona.
skrøpelege, adv. galt, daarligt; ogsaa usædvanligt, overmaade. Tr. Stift, Sdm.
Skrøyt, n. Skryderie. Ellers Skryt.
skrøyta, v. n. (e—te), skryde, prale; ogsaa rose meget. N. Berg. Sydligere hedder det skryta. (Jf. skreppa, kyta). G. N. skreyta.
skrøyten, adj. pralende, tilbøielig til at skryde. I Søndre Berg.: skryten.
Sku, s. Skuv. — skua, s. skuva.
skubba, v. a. (a—a), skubbe, gnide.
Skuffa, f. en Skuffe. (Nyt Ord).
Skufl, f. en liden Skovl til Korn eller Meel. skufla, v. a. øse, kaste.
Skuftung, m. Lægte imellem Aaserne og Fjelene i Taget. Fosen.
Skugg, n. Dunkelhed, Skygge. „I Skugg ꜳ Skjul“: i Løndom, paa skjulte Steder. Tell.
Skugg, m. en glat og blank Iis; især paa en Vei. Tildeels i Tr. Stift (Ndm. Størdalen). I Søndmør hedder det Skuggꜳl.
skugga, v. n. skygge; s. skyggja.
Skuggꜳl, m. glat Iis; s. Skugg.
skuggelaust, aabent, uden Skygge.
skuggerædd, adj. bange for Skygger.
Skuggje, m. (Fl. Skugga, r), Skygge. G. N. skuggi. Litle Skuggje (et Kjælenavn).
Skukk, m. Loft i Lader og Fæhuse; Høløft (= Hjell). Søndre Berg.
Skul, m. Skal. skule, v. a. tage Skal af. Forekommer i Tell. — Om et andet „skule“, see Skule.
skula (aab. u), v. n. (skal; skulde; skula), skulle. Inf. bruges sjelden, og hedder da sædvanlig enten skule eller forkortet sku. (G. N. skulu; Sv. skola). Præsens hedder ofte ska; i Fleertal sku (aab. u). Impf. har tildeels to Former: skulde (forkortet: sku) og skilde (i Sætersd.), ellers forandret til sjille, sille (Rbg. Tell.) og skje (Hard. Voss); — den sidste Form bruges som Konjunktiv. (G. N. skyldi). Supinum hedder ogsaa skult og skulda (N. Berg.). — Bruges i de almindelige Betydninger, nemlig 1) om en Skyldighed eller Nødvendighed; 2) om en Bestemmelse for Fremtiden (Hjælpeverbum); 3) om en Mulighed, ogsaa et vist antaget Tilfælde, noget som er sagt eller paastaaet. I sidste Tilfælde er det især at Formen „skje“ bruges (i Hard. og Voss), f. Ex. Dei sa, han skje vera komen, ɔ: man sagde, at han skulde være kommen. Formen „sille“ (i Tell.) bruges ofte ogsaa i Indikativ. — Ska’ tru dæ! ɔ: skal man tro det, mon det er saa. Eg sku ’kje: jeg skulde ikke. Eg skulda gjort dæ: jeg skulde have gjort det.
Skuld, f. 1) Gjeld. (Egentlig det som man skylder eller er forpligtet til). G. N. skuld. krevja Skuld: indkræve Gjeld. draga Skuld pꜳ seg: paadrage sig Gjeld. — 2) Skyld, Ophav, Aarsag; ogsaa Beskyldning, eller det at man tillægger En noget. D’æ han, som var
