som skjære Korn. Skuragraut, m. et Maaltid Flødegrød, som man spiser naar Kornet er afskaaret.
skura (uu), v. a. (a—a), 1) skure, gnide, pudse. 2) skrabe, især paa Huden; saare, forgnide. „skura seg“: saare sig, gnide Huden af. 3) klemme paa, bruse frem, lade staae til. „Lat dæ skure!“
Skuring, f. 1) Gnidning, Pudsning. 2) en stor Skynding, Travlhed, stærk og voldsom Bevægelse; f. Ex. om Seilads i en stærk Storm.
Skurm, f. haard Skal; Nøddeskal. (Nateskurm). Nordre Berg. Sydligere hedder det Skudn (for Skurn); saaledes Nataskudn, Eggjeskudn. G. N. skurn og skurmr.
Skur-onn (aab. u), f. Høstarbeidet, Kornets Afskjæring, og den Tid hvori samme foregaaer. Alm. Nogle Steder oftere: Skuravinna, f.
Skurstikka (uu), f. Strygespaan, en liden Stok med en udspilet Rem til at pudse eller polere med.
Skurva, f. Skurv, Roe. (Jf. Rur). Hertil: skurvut, adj. fuld af Saar. Skurvesykja, f. en Faaresygdom med Skab og Skaar.
Skur-ver (ee), n. Bygeveir.
Skut (uu), m. 1) en fremragende Top, Pynt, Klippeskrænt. Rbg. Tell. (s. skuta). — 2) en Udbygning paa et Huus, et Skuur, dannet ved en Forlængelse af Taget. Hedm. Gbr.
Skut (aab. u), m. den forreste og bageste Ende af en Baad (Framskut, Bakskut); ogsaa Stavnrum, Enderummet indvendig i Baaden. „sita i Skut’a“: sidde i Stavnrummet (især ved Bagstavnen). I Tr. Stift hedder det Skot (aab. o). G. N. skutr.
skuta (aab. u), v. n. (a—a), skyde tilbage, vende Bagstavnen til; roe tilbage eller stoppe ved at skyde Aarerne baglængs. Berg. Stift. I Tr. Stift: skota (aab. o).
skuta (aab. u), v. n. (e—te), rage frem, række langt ud. Rbg. Tell. (skute). Bergj’e skuter fram ive Vegjen: Klippen hælder ud over Veien. (Isl. skúta). Jf. Skut.
Skuta, f. Skude, Fartøi.
Skutel (aab. u), m. Væverskytte, Redskab hvormed Islættet skydes ind i Væven. N. Berg. Hedder ogsaa Skjøt, Skyt (Tr. Stift), Skyndel (Shl.). — Skutel skal ogsaa betyde Harpun.
skutla, v. a. (a—a), 1) skyde frem, støde fremad. Voss. — 2) blande sammen, skyde ind imellem hinanden. N. Berg.
skutra, v. a. forøde, ødsle bort. Skal bruges i Tell. I N. Berg. skitra. Sv. sqvättra.
skutsett, adj. for meget ladet i Stavnrummet; om en Baad.
Skuv (Sku), m. 1) en Dusk eller Top i Enden; f. Ex. paa et Baand eller paa en Hale. N. Berg. — 2) Fryndser, fryndset Kant paa Tøi. Hard. (G. N. skúfr). Jf. Faks.
skuva (skue), v. a. og n. (a—a), skyde fra sig, flytte ved et Stød eller Tryk, støde til noget for at faae det bort. Alm. og meget brugeligt. Søndenfjelds tildeels: skyve. I Østerd. skal det findes med Formerne: skyv’, skauv (som vel ogsaa ere de oprindelige). G. N. skúfa. Ang. scúfan. — skuva Bor’e ꜳt Veggj’e: skyde Bordet til Væggen. skuve av Bꜳten: støde Baaden fra Land. Den eine drog, ꜳ hin skua ette: den ene trak og den anden skjød efter. Han skua meg stad: han stødte til mig saa jeg faldt. (N. Berg.). Han vart bꜳde skumpa ꜳ skuva (stødt og puffet). Jf. skubba, skumpa, skjota, yta.
Skuvelok, n. Skydelaag (= Skotlok).
Skuveseng, f. en Seng som man kan skyde sammen. Tr. Stift. (I B. Stift: Dragseng).
Skuving, f. Støden, Puffen.
Skval, m. et Skvulp eller Plump i Vandet, en Vandhvirvel. Buskerud og fl.
skvala, v. n. (a—a), skvulpe, sprudle, vælde frem. Tell. Buskerud, Hedm. I Gbr. skvꜳlꜳ. I N. Berg. skvelja (jf. skola).
skvaldra, v. n. gjøe idelig, om Hundene; ogs. skraale, støie.
skvapa, v. n. bævre, ryste. Hall. (Jf. Kvap).
skvelja, v. n. (a—a), sprudle, vælde ud; ogsaa om en mild Brækning. N. Berg.
skvella, opsvulme; s. svella.
skvellen, hvinende; s. kvell.
Skvett, m. 1) et Stænk, Skvat, Vandstraale; ogsaa en liden Regnbyge. Alm. — 2) en liden Slump Vædske; Levning i et Kar. Jf. Sope, Dogg, Vꜳtt. — 3) en pludselig Skræk (= Kvekk). Gbr.
skvetta, v. n. (skvett’; skvatt; skvotte), 1) sprøite, sprudle, drive frem i Draaber eller smaa Strømme; f. Ex. af en Sprøite eller af et rystet Kar. Alm. og meget brugl. Han slo i Vatn’e so dæ skvatt. Dæ heve skvotte pꜳ dei: de ere blevne lidt vaade. — 2) adspredes pludselig, rende bort; f. Ex. om en Flok Kvæg, naar den bliver skræmt. B. Stift. Jf. støkkja. — 3) fare op af
