Skræk, rystes af Forskrækkelse. Gbr. Ørk. Indr. (Ellers: kveppa, kvekka) Dæ small so e skvatt.
skvetta, v. a. (e—e), stænke, sprøite, kaste en Vædske. Alm. (G. N. skvetta. Sv. sqvätta). Dei skvette pꜳ oss: de sprøitede Vand paa os. Dæ skvette ꜳ regne: det regner lidt. (I Sdm. siges ogsaa skvæte og skvitra). skvette Kynn’e: malke. (N. Berg.).
Skvetta, f. en Sprøite; ogsaa Angelik (Jol), fordi Stilkene bruges at sprøite med.
skvetten, adj. 1) sprudlende, som sprøiter let. 2) sky, ræd, som let bliver opskræmt.
Skvetting, f. Stænkning, Sprøitning.
Skvettled(r), n. Dækken af Skind, som bruges ved Fiskerie; ogsaa et Vogndække. I Gbr. Skvettlær.
Skvip, n. tynd og smagløs Drik. Nhl.
skvitra, s. skvetta. skvotte, s. skvetta.
skværa, v. n. (e—te), bræge, om Faar. Hard. Shl. — I N. Berg. er „skvære“ at sprudle, risle. (Sjelden).
Sky, f. en Sky. (Dette og de følgende Ord udtales med skj).
sky, v. a. (r—dde), skye, holde sig fra.
skya, adj. skyet, fuld af Skyer.
Skybakkje, m. Skybanke, en Masse af Skyer.
Sky-flokje, m. en liden Sky; ogsaa en Klynge af smaa Skyer.
Skygg, n. tyndt, gjennemsigtigt Tøi.
skygg, adj. sky, ræd; især om Heste. Gbr. (Sv. skygg). Jf. skyr, skjerr.
skyggja, v. n. (gje—gde), 1) skygge, kaste Skygge. (Af Skuggje). Ogsaa v. a. beskygge, fordunkle, staae i Lyset for (= myrkja). Hard. og fl. — 2) skinne igjennem. N. Berg. „Dæ skyggje“, om noget som er tyndt, saa at man kan see en Lysning derigjennem.
Skyggje, n. et beskygget Sted; ogsaa Beskyggelse, Fordunkling. (Sjelden).
skygna, v. n. (e—de), see efter noget, see sig om. Meget brugl. ved Stavanger. (G. N. skygna). Jf. skoda. — Ogsaa v. a. øine, opdage i det Fjerne. (Sjeldnere). Jf. øygna.
Skygne, n. et lidet aabent Huus. Sdm. Mest som Tillægsnavn med forringende Betydning, f. Ex. eit Naustskygne. (Isl. skygni, Løvhytte).
Sky-hause, m. en tyk Sky. Tr. Stift.
Skykkje, s. Skytja.
Skyl (aab. y), Skjel, Adskillelse; s. Skil.
skyla (skjyle), v. a. (e—te), skjule, dække, Nogle Steder: skjule. G. N. skýla. (Jf. Skjol). Particip: skylt (langt y).
sky-laus, adj. skyfri, klar.
Skyld, f. Jordtaxt, Matrikulskyld. See ellers Skuld.
Skyld, m. en liden Slump eller Levning i et Kar; ogsaa en liden Deel eller Portion. Sdm. Jf. Sope.
skyld, adj. beslægtet. (Meget brugl.). G. N. skyldr. Sv. skyld. Tildeels forbundet med Dativ; f. Ex. Dei æ skylde Bru’guma: de ere i Slægt med Brudgommen. Jf. nærskyld.
skyld (aab. y), part. 1) skyllet, s. skylja. 2) skilt, s. skilja. Jf. skult.
Skylda, f. Slægtskab. — Smaaskylde: ubetydeligt Slægtskab.
Skyldfolk, n. Slægtninger, Paarørende.
Skyldning, m. Slægtning.
skyldsett, adj. matrikuleret; om Jord.
Skyldskap, m. Slægtskab.
Skyle, n. et Skjul; ogsaa et Skuur, Udbygning eller aabent Rum i et Huus. B. Stift. Ellers Skjol, Skut og fl.
skyle (aab. y), klart, tydeligt; s. skile.
Skylgreie, s. Skilgreide.
skylja, v. a. (skyl’; skylde), skylle, vaske. I Tell. hedder Imperf. skjulde, Supin. skjult. Jf. skola.
skyljast, s. skiljast. — skylje, s. skilja.
Skyljing, f. Skylling, Afskyllen.
Skylna, s. Skilnad. Skylra, s. Skjølra.
skylt, kvittet, opgjort; s. skult.
skym, adj. dunkel, mørk. (B. Stift). S. skum. Hertil skyma, v. n. (e—de) og skymast, ɔ: mørkne. (Ogsaa i Gbr.). Skyming, f. Mørkning. Jf. Hyming.
skymra, v. n. (a—a), skumre, begynde at mørkne. Søndre Berg. — Ellers: skuma, skymest.
Skymring, f. Skumring, Halvmørke. Jf. Skumt.
Skyn (aab. y), n. 1) Skjøn, Indsigt, Forstand. G. N. skyn. 2) Tykke, Mening, Bestemmelse efter Skjøn. — hava Skjyn pꜳ: forstaae, indsee. (Jf. Hold, Hir).
skyna (aab. y), v. a. og n. (a—a), 1) skjønne, forstaae, indsee. Meget brugl. (G. N. skynja). Eg skyna dæ inkje: jeg forstaaer det ikke. — 2) betænke, tage i Betragtning. Dei skyna ’kje pꜳ kva ein slæpa: de betænke ikke hvorledes man maa anstrenge sig. N. Berg. Ogsaa skjønne paa en Tjeneste, vise Erkjendtlighed. (Jf. skynug). — 3) bestemme paa sit Sidste, testamentere eller bortgive noget af sin Eiendom. Sdm. Ellers skila.
skynbꜳrlege, adj. tydeligt, klart. Sdm.
Skyndel, m. Vævskytte; s. Skutel.
skynlaus, adj. uskjønsom.
skynsam, adj. skjønsom. S. skynug.
