skynsama, v. a. (a—a), bestemme eller afgjøre efter et Skjøn. N. Berg.
Skynsmann, m. Skjønsmand.
skynug, adj. 1) skjønsom, forstandig. 2) erkjendtlig, som skjønner paa en Tjeneste. 3) billig, veltænkende; især om den Dyd, at man sætter sig nøie ind i Andres Stilling og betænker deres Tarv og Trang. (Modsat uskynug). Bruges i Formen: skynug’e (Tell. og fl.), skynig’e og skynjig’e (B. Stift), skjønau (Tr.). G. N. skynugr.
Skyr (aab. y), n. 1) tyk Mælk; Suurmælk. Meget brugl. især vest- og nordenfjelds. I Tr. Stift udtales det sædvanlig Skjør. G. N. skyr. (Jf. Kur). — 2) Kjernestof, den mælkeagtige Saft, som danner Begyndelsen til en Kjerne; især i Korn. (I Nødder ogsaa om det Stof som omgiver Kjernen i Begyndelsen). B. og Tr. Stift.
skyr (yy), adj. 1. skjør, sprød, let at brække. Ogsaa udrøi (jf. skyvar).
skyr, adj. 2. sky, ræd; især om Heste. N. Berg. og fl. Ellers skjerr og (i Gbr.) skygg. Jf. stygg.
Sky-rꜳnd, s. Skystribe.
Skyrbjug (aab. y), Skjørbug. (Forekommer i B. Stift, men kun sjelden, da Tingen er lidet bekjendt). G. N. skyrbjúgr, m.
Skyrost (aab. y), m. Ost af Suurmælk. I Sdm. Skyrkost.
Skyrmysa, f. Valle af Suurmælk.
skyrna (yy), v. n. skjørne, blive skjør.
skyrpa, v. n. (e—te), pruste, blæse imellem Læberne, idet disse holdes tæt sammensluttede. B. Stift, ogs. Helg. og fl.
Skyrsoppa, f. Mad af brækket Brød, som er blødnet i Mælk. N. Berg.
Skyru, en Segel; s. Skjæra.
Skyss (for Skyts), m. 1) Skyds, Befordring (see Skjot); ogsaa spotviis om en Bortjagelse, en Udfeining. 2) En som reiser med Skyds.
skyssa (for skytsa), v. a. (a—a), skydse, befordre Reisende; see skjota.
Skyt, m. Væverskytte. Namd. (s. Skutel).
skyt og skyta (skyde), s. skjota.
Skytje (Skykja), f. en Tilbygning i en Lade; et langt og smalt Rum, paa Siden eller yderst i Huset. (I Stavladerne betegner det kun det Rum, som er udenfor Hovedstolperne). Nordre Berg. Ogsaa i Tell. og paa Hedemarken, i Formen Stykkju. (Jf. Skot og Skut).
Skyttar (yy), m. Jæger, Skytte. Meget brugl. (G. N. skýtari). — Skytteri (Skytri), n. Jagt, Skydning. (Temmelig alm.).
Skyvalk (Fugl), s. Sjøvꜳk.
skyvar, adj. udrøi, kortvarig (= ryr). Tell. Maaskee egentlig „skyvr“ (udtales skjyv’ar; Komparativ skjyvrare). I Tr. Stift: skryv.
Skyvengje; s. Skinnvengja.
skyvja, v. n. svæve, vimse omkring. Sdm.
Skæl, Skæra, skøyta etc. see skj.
Sla, s. Slede.
slabba, v. n. (a—a), smaske, slikke eller suge idelig; ogsaa søle, spilde. Berg. Stift, Tell. og fl. — Ellers slafsa, slamsa, slubba.
Slae (for Slade), m. Skraaning, en svagt hældende eller næsten flad Mark. Tell. (I Sogn: Slane). I danske Dial. Slade (om en Flade). Jf. Eng. slade.
slaen, adj. lidt skraa (= slanen). Tell.
Slafs, n. Røre, Sølerie; ogs. Slud.
slafsa, v. n. smaske, slikke (Isl. slafsa); ogsaa pladske, røre i noget.
Slag, n. 1. 1) Slag, det at slaae; især om enkelte Slag; f. Ex. Klokkeslag. (G. N. slag). — 2) Slag eller Træfning i en Krig. — 3) en lammende Sygdom, Slag (Apoplexie). — 4) en Vending i Seiladsen, det Stykke som man seiler imellem hver Dreining, idet man krydser. — 5) Rad, Række. Mest i Forbindelsen: „i Slag“, ɔ: i eet Træk, uden Afbrydelse; f. Ex. Tre Dage i Slag. Tvo Næt’e i Slag. (B. Stift). — 6) Spor efter Dyr. Gbr. og flere. kꜳmꜳ pꜳ Slagj’e: komme paa Sporet.
Slag, n. 2. Slags, Art, Sort; Slægt, Race. (Sv. slag). Hertil: Buslag, Fiskeslag, Treslag o. s. v. Fleertal hedder i Hard. og Voss: Slog (aab. o). I mange Talemaader betyder „Slag“ ogsaa: Ting, Gjenstand. Kva Slag: hvilket, hvad for noget. Eit Slag: noget (= eitkvart). Alt Slag: allehaande Ting. Inkje værige Slag: ingen mulig Ting. (N. Berg.). — Ta di Slagja: af det Slags. Ta hinꜳ Slagja: af det andet Slags. (N. Berg.).
slaga, v. n. (a—a), 1) krydse (i Seiladsen), lavere. B. og Tr. Stift. — 2) gaae skjævt eller kroget, svinge til Siderne; ogsaa rave, vakle; f. Ex. af Træthed. B. Stift. Jf. raga.
Slagbenk, m. en Bænk, som kan slaaes ned og benyttes til Seng.
Slagbog, m. en Vending, et Slag i Krydsningen (s. Slag). Hedder oftere Slagbo. (Sv. slagbog).
Slagbor, n. Slaget i en Væverstol (= Skjeidstokk). Inderøen. I Ørk. hedder det ellers: Slagvol (oo).
