Slagg, n. 1) Klumper eller sammenløbne Masser i Smedie-Asken. Tr. Stift. (Sv. slagg). — 2) Sagl, Spyt (= Sleve). Ørk. I Gbr. Slagge, f.
slagga, v. n. (a—a), 1) rinde ned, spildes ved at flyde ned over Siden paa et Kar. N. Berg. — 2) sagle, give Vædske af Munden. Gbr. Ellers sleva, sikla.
Slaging, f. Krydsning, Lavering.
Slag-jarn, n. Huggejern til at udskjære Falser med. Nogle St. Tverslag.
slagjen, adj. fugtig, lidt blød eller vaad. B. Stift, Gbr.
Slagkjeiping, m. et Slags Baad med fire Aarepar. Sogn.
Slagklokka, f. et Slaguhr.
slagna, v. n. (a—a), blive lidt fugtig paa Overfladen, slaae sig. (Af slagjen). B. Stift, Ørk. (Isl. slagna).
slagra (slare), v. n. (a—a), rave, vakle, som af Træthed. Sdm. i Formen slare og (i søndre Sdm.) slaire. Jf. slaga.
Slagsi(d)e, f. Slagside, det tynde Kjød bagved Ribbenene. Gbr. Ellers kaldet Svangsida og Tunnvembe. (Maaskee eg. Slaksida).
Slagskjempa, f. en Slagsbroder. Hedder oftere: Slꜳsskjempa.
Slagsmꜳl, n. Slagsmaal. (Hedder ellers Slꜳsting). Jf. Dragsmꜳl.
Slagt, n. Kvæg til at slagte.
slagta, v. a. slagte. (I Tell. slꜳtre).
Slagverk, n. Slagværk i et Uhr.
Slagvol (aab. o), m. Slagstokken paa en Pleiel. Herfra adskilles Slagvol (oo), see Slagbor.
slak, adj. slap, ikke spændt eller stram. Alm. I Berg. Stift hedder det slakk (slakk’e). G. N. slakr. Sv. slak. (Jf. slekkja). Modsat: strak.
slakast, v. n. slappes. S. slakna.
Slakkje, m. Slaphed; et slapt eller buget Sted, f. Ex. paa en Væv.
slakna, v. n. (a—a), slappes, blive slap.
Slamp, m. og Slampa, f. om sluskede, skjødesløse Personer.
slamra, v. n. dingle, slænge hid og did. Helg. og Tr. Stift.
slamsa, v. n. sluske, søle. Heraf Slams, m. og Slamsa, f. (om Personer).
slana, v. n. hælde lidt, gaae lidt skraat ned. Tell. (See Slae).
Slane, m. en skraa Flade imellem Bakker. Sogn. (I Tell. Slae).
slanen, adj. lidt hældende. (Sogn).
slape, v. n. (e—te), hænge ned, være lidt nedbøiet. Sdm. (Jf. lape). Isl. slapa.
slapra, s. slipra. slare, s. slagra.
Slark, n. Skrab, Affald. — Gbr.
Slark, m. en doven Karl. B. Stift.
slarka, v. n. gaae ledig, være uflittig, hendøse Tiden. Meget brugl. i B. Stift.
Slarv, n. Sladder (see følg.).
slarva, v. n. (a—a), 1) sladre, føre Sladder. N. Berg. Gbr. Ørk. (Isl. slafra). 2) sluske, gjøre noget skjødesløst. (Søndenfjelds). Sv. slarfva. Heraf Slarv, m. og Slarva, f. om Personer.
Slatr, n. Slud. (Ørk.). See Sletta.
slatra, v. n. slude, regne med Snee iblandt. Ørk. og fl.
slatt (drev), see sletta.
slava, v. n. slæbe idelig, strabadsere.
Slave, m. 1) Slave. 2) En som idelig træller med ubehagelige Arbeider.
slꜳ, v. a. og n. (slær; slo; slegje), at slaae. G. N. slá. Ang. slean, slagan. (En ældre Form „slaga“ forudsættes i Afledningerne: Slag, slegjen, har-sløg; jf. Slꜳtt, Slætte). Præsens hedder mest alm. slær; nogle St. slꜳr. (G. N. slær). Imperf. alm. slo (G. N. sló); Fleertal i Hall. og Vald. slo’o (G. N. slógu). Supinum: slegje, aab. e (Rbg. Tell.), slege (Sogn), sleie (mere alm.), sligje eller slie (Tr. Stift). G. N. slegit. — Betydninger. 1) slaae, give Slag; ogsaa banke eller bearbeide ved Slag. I Sammensætning ogsaa: beslaae; hertil jarnslegjen, gullslegjen. — 2) afhugge Græsset, slaae Hø, meie. (Oftest uden Objekt). Dei ha sleie av: de have slaaet alt sit Hø, ere færdige med Høslætten. Heraf Slꜳtt og Slætte. — 3) hælde, gyde, øse. slꜳ ut: hælde ud af et Kar, slaae bort. slꜳ ’ti: skjænke i. slꜳ full Tunna: øse Tønden fuld. — 4) sætte eller bringe i en vis Stilling ved Slag. slꜳ ihop: slaae sammen. slꜳ upp: bryde op. slꜳ atte: slaae til, lukke. — 5) v. n. falde, styrte frem, strømme; om Vand, Damp o. s. v. slꜳ inn: strømme ind; om Vand. slꜳ ’ti: tændes, blusse op. — 6) række, naae, forslaae. Snøre slær ikje: Snoren rækker ikke til Bunden. Han vod alt mæ Styvela slo: han vadede til det gik jævnt med Støvlerne. (N. Berg.). — Talemaader. „slꜳ seg“: a) blive fugtig, ligesom af Dug (jf. slagjen); b) slaae sig; f. Ex. ved et Fald. slꜳ seg frꜳ: skille sig fra. slꜳ seg ihop: forene sig; ogsaa sammenvikles. slꜳ seg til: give sig til, foretage sig noget. — slꜳ i Hel: dræbe. slꜳ Krok pꜳ: bøie, krumme. slꜳ Lag: slutte Selskab. slꜳ Vedd: gjøre Væddemaal. slꜳ Verme (el. Ljos): slaae Ild. slꜳ sundt: sønderslaa. — slꜳ av: a) slaae itu; b)
