ning (maaskee egentlig Beining?). — I Helg. skal det hedde Bendel og Belling. — Derimod Bending, f. Bøining.
Benelde (el. Binelde), n. Avlelem paa Køer. (Dansk: Bærende). B. Stift.
Benk, m. (Fl. Benkje, r), Bænk. (Isl. bekkr). Benkjekrꜳ, f. Vraa ved Enden af en Bænk. (B. Stift).
benka, s. beinka.
bera, v. a. (ber’; bar), burde, skylde, være forpligtet til. Sætersdalen. D’æ han som ber’ee Skyssen: det er han som bør skydse. (Isl. ber).
bera, v. a. (ber’; bar; bore), kalve, faae Kalv. Alm. (Isl. bera). Heraf Bur, m. bær, adj. haustbær o. fl. (I andre beslægtede Sprog betyder Ordet at føde, i Almindelighed). Dette og forrige Ord er kun afvigende Betydninger af det følgende.
bera, v. a. og n. (ber; bar; bore), at bære. Infin. bera (aab. e), bere, bæra, bara (Namd.), bꜳrꜳ (Indr. Ørk.). Imperf. i Fleertal: bꜳre (Sæt.), boro, med oo (Hall.), bure, med aab. u (Sdm., forældet). Supin. bore (aab. o), bere, aab. e (Ørk.). Betydninger: 1) v. a. bære (i alm. Betydn.). G. N. bera. Heraf: Bꜳr, bær, Bur(d), Byra og fl. 2) bringe, føre frem. bere Bod; bringe Bud. bera utyve: udsprede. bera upp Mꜳl’e: fremføre sit Ærinde. 3) bevæge, holde eller stille paa en vis Maade. Han bar upp Reven: han løftede Haanden. Dei bar Føtenne so tidt: bevægede Fødderne hurtigt. Jf. Handebur, Fotebur. 4) v. n. skride frem, komme afsted. Dæ bar fram ette: det skred fremad. Dæ ber upp: det stiger i Høiden. Især om en vis Retning; f. Ex. Straumen ber ut: Strømmen gaaer udad. Dæ bar nor: det gik mod Nord. 5) Upersonligt: blive, komme til. Dæ bar ꜳt: det kom til Alvor. Dæ ber’ til atte: det begynder igjen. Dæ bar ihop: det kom til Slagsmaal. — Talemaader: bera seg: bære sig, have en vis Holdning; ogsaa: yttre en Sindsbevægelse. Han bar seg so ille: han klagede og jamrede sig. bera seg ꜳ: bære sig ad. bere seg unda: søge Udflugter, undskylde sig. Dæ bar av ut pꜳ Hav’e: det gik ad Havet til. Dæ ber’e reint av: det gaaer forvidt, over alle Grændser. (Gbr. Sdm.). bera ꜳt: 1) holde nær til; 2) bruge Midler imod en Sygdom. (Sdm. og fl.); 3) nærme sig, stunde til. — bera fyre: foregive, undskylde sig med noget. bera mot: gjøre Modstand, S. Motbur(d). bere ned (ne): regne eller snee. Jf. Nedbur. Dæ ber’e til: det begynder, kommer i Gang, bliver Alvor. bere um (Sdm.): vende Seil, svinge i Krydsning. bere vid (Sdm.) om Fiskere: rykke Snoren til sig.
berande, adj. som kan bæres.
Berar, m. en Bærer, Drager.
berast (berst; barst; borest), 1) skride afsted, komme (s. bera 4). Dæ barst ut pꜳ Hav’e. Dæ barst ihop. 2) berast vid: forslaae, strække til. Sdm.
bere (beere), bedre, s. betre.
Berg, n. 1) Klippe, sammenhængende Steenmasse. Alm. (I Ag. Berj). nakne Bergj’e: den nøgne Klippe. byggja pꜳ Berg: paa Klippegrund. Isl. berg, biarg. 2) Bjerg, Bjergstrækning. (Jf. Fjell, Ꜳs, Heid). Sv. berg. 3) Bjergart, Steenart. hart Berg, grovt Berg etc. (Jf. Grjot, Stein). 4) uegentlig: Stim, stor Samling af Fisk i Søen. Sildeberg, Toskeberg. Jf. Fær, Stꜳl.
Berg, f. 1) Hjælp, Bjergning. I Nhl. Bjerg. 2) Forsyning med Mad eller Foder. Hedder ogsaa: Bjerg (Nhl. Hall.), Byrg (Sdm.). Isl. biörg.
berga, v. a. (a—a), 1) bjerge, redde, hjælpe. Hedder ogs. bjerga (Nhl. og fl.). bergje (Tell. Hall.), byrge (Sdm.). Isl. biarga. 2) forsyne med Fødemidler. S. byrga. 3) holde det ud. berga seg. I Helg. byrgje. Ellers: hæra, helle, og fl. Ogsaa: holde sig, bare sig (f. Ex. for Latter). I Sdm. byrge se. Jf. blettast.
berga (bergja), adj. hjulpen, forsynet.
bergande, adj. 1) som kan hjælpes. 2) til at udholde. Hær æ inkje bergande: her kan man ikke holde det ud.
Berg-ꜳder, f. Bjergaare; ogs. Kilde.
Bergbruse, en Plante (Saxifraga Cotyledon), s. Fjellros.
Bergdrop, n. Drypsteen. Skal bruges i Sfj.
Bergeløn, f. Bjergningsløn. Hedder paa nogle St. Berningsløn.
Bergfletta, f. Kaprifolium. S. Ringvid.
Berggylta (Berjylte), f. Læbefisk (Labrus Turdus). B. Stift; ogs. ved Kristiania. I Ryfylke: Bergsugga (ɔ: Bjergso, ligesom Gylta af Galt). I Shl. Rota, Gandarota.
Berghynna, f. Hjørne af en Klippe.
Bergklypa (Bergsklipe), f. Kløft eller Revne i en Klippe.
Bergknatt, m. Bjergknold. Nogle Steder Bergknabb.
