give Afslag i Prisen; c) blive færdig med Høslætten. slꜳ fram: virke, forslaae, være til Hjælp. (Jf. Framslag). slꜳ frꜳ seg: a) værge sig; b) slaae af Tankerne, glemme, lade fare. slꜳ imillom: bekræfte en Overeenskomst som Vidne (nemlig ved at slaae et Slag over Hænderne paa de to, som slutte Forliget). slꜳ inn: slaae ind, om en Sygdom. (Modsat: slꜳ ut). slꜳ ned: spilde, lade falde. slꜳ pꜳ: beslutte, foresætte sig. (B. Stift). Han slo ’ti ꜳ gret: han brast i Graad. (N. Berg.). slꜳ til: forslaae; ogsaa: falde til, lykkes. slꜳ upp-atte: vende noget om paany; ogs. opløse, ophæve en Forbindelse.
Slꜳ, f. 1) en Slaa, Laage, liden Bom paa en Dør. (G. N. slá). 2) Tværslaa paa Luger og Borde (det samme som Okje og Norve). Shl. med Fleertal: Slær. 3) Hornrod; see Slo.
slꜳast (slꜳst), v. n. (slæst, slost, slegjest), slaaes, slaae hinanden.
Slꜳg (el. Slog), n. et stort Trug. Helg.
Slꜳga, s. Sloga. Slꜳk, s. Slok.
Slꜳp, m. 1) en stor og mager Fisk. Sdm. (Isl. slápr). 2) en doven Karl.
Slꜳsskjempe, s. Slagskjempa.
Slꜳsting, f. Slagsmaal. (Af slꜳast).
Slꜳte, f. Stang, Træstamme. Tell. Hertil Slꜳtegar, m. Gjærde af Stænger.
Slꜳtr, n. Slagt, Slagtekvæg. (Rbg. Tell.). See følgende.
slꜳtra, v. a. (a—a), slagte. Rbg. Tell. (G. N. slátra). — I Sdm. er „slꜳtre“ at strabadsere eller anstrenge sig med liden Fremgang. Ligesaa: Slꜳtr, n. en Stakkel, som slider og slæber meget.
Slꜳtt, m. 1. 1) Slaaen, det at man slaaer, især idelig eller vedholdende. Lidet brugl. G. N. sláttr. — 2) Høslæt, det Arbeide at afslaae Høet; ogsaa Tiden i hvilken det foregaaer; saaledes: „fyre Slꜳtt’en“, „midt i Slꜳtt’a“ o. s. v. Alm. og meget brugl. (Sv. slåtter). Hedder ogsaa Slꜳtt-onn, f. og Slꜳttevinna, f. — Hertil Slꜳttefolk, n. Folk som slaae Hø. Slꜳttemann, Slaaekarl (især om en som er leiet). Slꜳtteløn, f. Betaling til en leiet Slaaekarl. — Slꜳttegraut, m. et Maaltid Flødegrød at spise nar man er færdig med Høslætten. Berg. Stift.
Slꜳtt, m. 2. Musikstykke, et enkelt Stykke for Fiolin eller Fløite; især Spillet til en enkelt Dands. Næsten alm. og tildeels meget brugl. I Valders hedder det Lꜳtt; nordenfjelds tildeels Leik; i Hard. Speltak og Feletak. Ein ven’e Slꜳtt. Ein go’ Slꜳtt te gange ette. Han spela tri Slꜳttar. — Ogsaa om Dandsen; f. Ex. Me ha dansa tvo Slꜳtta(r).
Slꜳtte, f. Engmark; see Slætte.
Slꜳttemark, f. Eng, Græsmark som man kan slaae.
Slꜳtteteig, m. Engstrimmel, afgrændset Stykke til at slaae.
Slꜳtte-ver, n. tjenligt Veir for Høslætten. Saaledes ogs. Slꜳttedogg, f. Dug, som gjør det lettere at slaae Græsset.
Slꜳtt-onn, f. Høslætten; s. Slꜳtt.
Slede (aab. e), m. en Slæde (Kjøretøi). Gaaer over til: Slie (Sogn), Slee og Slea (mange St.), Sla’a (Namd.), Slae (Hedm. Østerd.), Slꜳe (Ørk.). G. N. sleði. (Jf. Slodde og Sloe). — Sledefar, n. Spor efter Slæder paa en Vei. Sledemeid (Slemei), m. Mede paa en Slæde. Slede-tre, n. Støtter og Nagler i en Slæde.
Sleggja, f. Slægge, Steenhammer.
slegjen (aab. e), part. (Fl. slegne), slagen, slaaet; ogsaa beslaaet. Hedder ogsaa: slegen (Sogn), sleien, med Fleertal slegne (B. Stift), sligjen el. slien (Tr. Stift). G. N. sleginn.
sleie, s. slegjen. sleift, s. sleip.
Sleik, m. Slik; Noget som man giver Kvæget at slikke paa.
sleikja, v. a. (kje—kte), slikke. G. N. sleikja. Ogsaa aftørre eller stryge med Fingrene. (B. Stift). Heraf Sleikjing, f. Slikken.
Sleikjarpott, m. et Navn paa Pegefingeren. Tildeels i B. og Tr. Stift.
sleikjen, adj. 1) slikvuren. 2) sødtalende, smigrende. Tell.
sleim, adj. slem, vanskelig.
sleip, adj. 1) slibrig, glat (om bløde eller fugtige Ting). Alm. G. N. sleipr. — 2) slu, vanskelig at faae Bugt med. Neutrum hedder nordenfjelds: sleift. — Jf. hꜳl, gletten.
Sleip, m. 1) en glat Træstamme at trække noget over (= Lunn). Tell. — 2) en Snegl; s. Gjeitsleip.
Sleipa, f. Slibrighed, Sliim; ogsaa om bløde Søvæxter.
Sleipmakk, m. Sliimaal; s. Piraal.
sleipna, v. n. blive glat eller slibrig.
sleisk, adj. sledsk, falsk. — sleiska, v. n. bruge sledske, smigrende Ord.
sleist, s. slitast. sleit, s. slita.
Sleiv, f. en Øse, Mad-Slev. Sogn, Gbr. og fl. (Isl. sleif).
Sleiv, m. Svømmefod; s. Sveiv.
slekkja, v. a. 1. (kje—kte), slappe, gjøre
