slappere, løse lidt; f. Ex. paa et stramt Baand. Voss. (Af slak).
slekkja, v. a. 2. (kje—kte), slukke, udslukke (Ild); ogsaa: dæmpe, stille. I de sydvestlige Distrikter hedder det sløkkja, Imperf. sløkte. (G. N. slökkva. Sv. släcka). slekkje Kola: slukke Lampen. slekkje Hungr’en: stille Hungeren. slekkje eit Attelit: stille en Uro eller Længsel. (N. Berg.). Jf. slokkjen og slokna, som synes at forursætte et tabt Stamord: slekka, slakk.
Slekkjevatn, n. Slukkevand.
Slekkjing, f. Slukning; Dæmpning.
slekt, part. slukket, udslukket.
Slembe, f. et uskikkeligt Kvindfolk. Sdm.
slemma, v. a. klemme, slænge (en Dør). Nhl.
Sleng, m. Slæng, Kast; ogs. et Fald.
slengd, part. slængt, kastet.
slengja (slængje), v. n. (sleng’; slang; slungje), 1) slænge, dingle, svæve af og til; om noget som hænger. 2) kastes hid og did, blive vraget, henligge forsømt eller uden Tilsyn (= reka). 3) gaae ledig, drive omkring uden at udrette noget. — Er meget udbredt, men har forskjellige Former; i Nordre Berg. hedder det: slyngje (slyng’e, slꜳng, slungje); ellers hedder Inf. paa nogle Steder: sløngje, men mest alm. slengja ell. slengje. Imperf. hedder maaskee mest alm.: slꜳng (for slong), og Supinum paa mange Steder: slꜳngje. (Mangler i andre Sprog). Jf. Sv. slinka.
slengja, v. a. (gje—gde), slænge, kaste. G. N. slengja. — slengje seg ned: kaste sig ned. slengje Kjæft’en: give onde Ord, gjøre fornærmelige Hentydninger. (Foragteligt).
Slengja, f. et Slags Sildevod. (Berg. Stift).
Slengjenamn, n. Øgenavn, Spottenavn; ogsaa et Navn som har ingen Grund.
Slengje-or, n. pl. fornærmelige Ord; ogsaa om nye Ord, som opkomme ved en vis Leilighed uden at have videre Grund.
Slengjing, f. Slængen; Omdriven, Omflakning; Lediggang.
Slentr, m. Otter (Dyr). Meget brugl. i Sdm. og de nærmeste Egne. — Hertil: Slentre-drog (aab. o), f. Otterens Vei i Græsset eller Krattet, nær ved dens Hule. Slentrehol, n. Otterhule. Slentreskinn, n. Otterskind.
sleppa, v. n. og a. (slepp’; slapp; sloppe), slippe, blive fri. (G. N. sleppa. Sv. slippa). Imperf. Fleertal i Hall. sloppo. Supinum i Gbr. sluppe. — Betegner i Almindelighed at faae Leilighed til at følge sin Tilbøielighed; saaledes: 1) uden Objekt: slippe, komme løs; ogsaa komme til, faae Lov eller Leilighed til noget. Han lengta ette dæ han skal sleppe. Me slapp ikje ꜳt: vi fik ikke komme nær nok. — 2) med et Objekt: blive fri for, komme fra. No slapp me detta: nu bleve vi kvit derfra. Du slepp’e dæ væl: du er vel sikker derfor, der bliver vist intet af. — 3) med et Verbum i Infinitiv: undgaae, blive sparet for. Eg slapp ꜳ gꜳ: jeg havde ikke nødig at gaae (jeg slap for den Møie). Han slepp’e syte: han behøver ikke at sørge, han er fri for Omsorger. — Talemaader. sleppe av: blive skaanet, undgaae en Uleilighed. sleppe fram: faae komme frem; ogsaa udholde en Prøve; blive antagen til Konfirmation. sleppe inn: faae Leilighed til at komme ind. (Ligesaa: sleppe ut, heim, avstad). sleppe til: komme til, faae Leilighed eller Lov til noget. sleppe unda: undkomme.
sleppa, v. a. (e—te), slippe, give Slip paa, lade fare, ogsaa give Frihed eller Adgang til noget. Alm. og meget brugl. G. N. sleppa. Sv. släppa). Imperf. hedder nordenfjelds: slefte. Ligesaa Partic. sleft. — slepp meg fram: lad mig faae komme frem. slepp ut Hesten: lad Hesten gaae ud. „sleppe seg“: kunne gaae uden at støtte sig (om smaa Børn). sleppe ꜳ Bø, s. Bø. sleppe inn: lade gaae ind, lukke ind. (Ligesaa: sleppe fram, veg, stad og fl.). sleppe ned: spilde, lade falde.
sleppen, adj. som let giver Slip paa noget. Han æ ’kje sleppen: han holder fast paa det som han har.
Sleppetak, n. Tag eller Greb, som let glipper. Han tok ikje noke Sleppetak.
slepphendt, adj. som let slipper, ikke holder fast. (Sjelden).
slett, adv. slet, ganske, aldeles. — slett inkje: aldeles ikke. (Oftest med aab. e).
slett (ee), adj. slet, flad, jævn, glat. (Alm.). G. N. sléttr. Ein slett’e Veg: en jævn Vei. Pꜳ slettꜳ Markj’enne: paa den flade Jord. (Sdm.). rett ꜳ slett: simpel. (Ellers forekommer „slett“ ogsaa i den nye og falske Betydning: ond, slem).
Sletta (ee), f. Slette, jævn Flade. I Tell. og Gbr. hedder det Slett. (G. N. slétta).
Sletta (aab. e), f. 1) Flig, Pjalt, noget som slænger; ogsaa en Omflakker,
