Dagdriver. Nhl. og fl. Slettebikkja, f. en omflakkende Hund.
Sletta (aab. e), f. 2. Slud, Blanding af Regn og Snee. B. Stift. (Isl. slettingr. Ang. sliht). Ogsaa kaldet: Vallesletta (Nhl.), Halslette (Tell.), Slatter, el. Slatr (Tr. Stift). — Slettekave, m. en Sludbyge.
sletta, v. n. 1. (a—a), slude, regne med en Blanding af Snee. N. Berg.
sletta, v. n. 2. (slett’e; slatt; slotte), 1) drive, fyge, slænge; om noget som bliver kastet eller løssluppet; f. Ex. Skoen slatt utav Fot’a. B. Stift (Jf. slengja). — 2) slunte, drive omkring, gaae ørkesløs. Mi gjekk dar ꜳ slatt ein heil’e Dag. (Sogn).
sletta, v. a. (a—a), slænge, kaste; ogsaa ryste af sig. (B. Stift). slette mæ Hꜳndꜳ: slænge med Hænderne. (N. Berg.). Isl. sletta, stænke.
sletta (ee), v. a. (a—a), slette, jævne, gjøre slet og jævnt. (G. N. slétta). sletta yve: jævne paa Overfladen; ogsaa figurlig: besmykke en Sag, fortælle det som er til Fordeel og fortie det øvrige. (N. Berg.).
slettbaka, adj. jævn paa Ryggen.
Sletthyvel, m. Slethøvel.
slettlendt, adj. jævn, fuld af Sletter.
slettna, v. a. jævnes, blive jævn.
Sleva (aab. e), f. en Art Slanger, som ikke ere giftige; Staalorm (Angvis fragilis). Tell. I Ag. Stift: Sløe og Sløge.
sleva (aab. e), v. n. (a—a), sagle, spilde Vædske af Munden. Ellers slagga, sikla.
Sleve (aab. e), m. Sagl, Vædske som flyder ud af Munden. B. Stift. (G. N. slefa). Ellers Slagg (Ørk.), Sokl (Tell.). I Gbr. Slevju (naar der tales om Dyr).
Sli, n. Sliim, seie Vædsker; ogsaa sliimagtige Væxter eller Klumper i Vand. N. Berg. Gbr. I Tell. Sly. (Jf. Glya). I svenske Dial. sli. Isl. slý, Vandvæxter.
sliast, v. n. slimes, afsætte Sliim.
Sliebotn, m. blød og slibrig Grund i Vandet. Gbr.
slien (sligjen), slagen; s. slegjen.
Sligjel (Sliel), m. en Pleiel. Østerd. (I Buskerud Sligjul). See Sloga.
slik, adj. slig, saadan. (G. N. slíkr). „slik ꜳ slik“: saa og saa, af den og den Beskaffenhed; ogsaa maadelig, ikke meget god. „slik ein Kar“: en saadan dygtig Karl. „slikt noko“: noget saadant. „slikt ꜳ dilikt“: saadant og lignende.
slikja, v. n. (kje—kte), glindse, see glat og glindsende ud. Nordre Berg. Hesten æ so feit’, at dæ slikje ti Hꜳr’a. (Sdm.). Jf. Isl. slíkja, glatte.
slikjande, adj. glat, glindsende.
slikka, v. a. slikke. S. sleikja.
slikslag, adv. ligedan, paa samme Maade; ogsaa: ligemeget, ganske det samme. Meget brugl. i B. Stift.
Slim, n. Sliim. Jf. Sli.
Slima, f. et tyndt og jævnt Dække af Skyer. Jf. Hima, Tꜳm, Demba.
slimast, v. n. blive slimet.
Slimsa, f. Lap, tynd Strimmel. Tildeels i B. Stift. (Sv. slimsa).
Slind, f. Bjælke, Tværbjælke øverst i et Huus (= Bite). Gbr. Østerd. Ogsaa Langbjælke tæt under Taget (= Ꜳs). Hall.
slings, adj. ringe. Han æ ’kje so slings. N. Berg. (Vel egentlig: Slengs).
Slintra, f. en sei Hinde i Kjød; Sene, Trevle. N. Berg. (Isl. slindra).
slipa, v. a. (a—a; el. a—te), slibe, hvæsse. G. N. slípa. (Jf. kvetja). Hertil Slipesand, m. Grums i Slibevandet (= Kvatgor). Slipestein, m. Slibesteen. Slibestikka, f. see Kvatbein.
Slipar, m. 1) en Sliber. 2) en Græshoppe (saa kaldet af dens Lyd). Nordre Berg.
slipra (slippre), v. n. glide løs, slippe. Sdm. Hedder ogsaa: slapra.
Slir, n. en liden List eller Bjælke; f. Ex. under en Hylde. B. Stift.
Slira, f. Skede, Knivskede, Balg. Temmelig alm. G. N. slíðr. — Paa Hedemarken betegner „Slire“ en Pleiel; see Sloga.
Slire, n. Grebet eller Skaftet paa en Plov. Helg. (= Ploghald).
Slit (aab. i), n. 1) Sliden, det at man slider; ogsaa haardt Arbeide. „Slit ꜳ Slæp“. 2) Forslidelse, det at en Ting bliver slidt ved megen Brug. 3) Forstrækkelse i Lemmerne; Smerter foraarsagede ved Anstrengelse. Jf. Nit.
slita (ii), v. a. (slit’; sleit; slite, aab. i), 1) slide, rive. G. N. slíta. Ogsaa v. n. slide paa noget, slæbe, arbeide møisomt. — 2) forslide, bruge en Ting saa at den bliver slidt. — slite seg: slide sig løs (f. Ex. om Køer); ogsaa om en stærk Brækning. (Jf. brjota seg). slite laust: slide løs. slite av: slide itu. (Heraf avsliten). slite ut: forslide, ødelægge ved Slid. Slit mæ Helse! (Lykønskning til En som har faaet nye Klæder).
slitast (sli’st), v. n. (sli’st, sleist, sli-
