test), forslides, blive slidt ved megen Brug.
sliten (aab. i), part. 1) slidt, reven. 2) forslidt, svækket ved idelig Brug. G. N. slitinn.
Sliting, f. Sliden, Riven.
slitna (aab. i), v. n. (a—a), 1) slides, blive slidt; ogsaa adsplittes, gaae fra hinanden. 2) faae et Slid, forstrækkes, glippe eller slides løs; om et Baand. Dæ gjekk ikje av, dæ bære slitna: det fik et Slid men gik ikke itu.
slitskodd, sløvskoet; s. sløskodd.
slitta (aab. i), v. n. (a—a), rykke, nappe stærkt, slide paa. Nordre Berg.
sljoskodd, s. sløskodd.
Slo, f. Horntap, den bløde Beenspids, som udfylder det indvendige Rum i Hornene; f. Ex. paa Køer. Tell. Buskerud. Hedder ogsaa Slꜳ (Nhl. Gbr.). Ellers: Stukel, Stikjel, Kvik, Finn. (Isl. sló).
Slodde, f. Steenslæde. Tell.
Sloe, m. en Green eller Løvbuske til at trække Hø paa. Sogn. (I Sdm. hedder det Sloge, f.). Ogsaa et Underlag af Grene, hvorpaa Høet læsses, førend det lægges paa Slæden. Ørk. (Jf. Isl. slóði, Kurv).
Slog, n. Indvolde af Fisk. B. og Tr. Stift. (Jf. Gjenne). G. N. slóg. Heraf sløgja.
Sloga (aab. o), f. Pleiel, at tærske Korn med. Helg. Hedder ellers: Slogo (oo) og Sloo (Namd.), Slugu (Ørk.), Sluu (Østerd.). Sv. slaga. Ogsaa kaldet: Sligjel, eller Sliel (Østerd.), Sligjul (Buskerud) og Slire (Hedm.); ellers: Flygjel og Fløygjel (Kr. Stift), Tust (B. Stift). Slaget eller Kolben paa Pleielen kaldes ogsaa vestenfjelds: Slagvol. (Modsat Handvol).
Slogd (aab. o), f. en Flade eller Fordybning imellem Bjerge. Ørk. (= Lægd, Dokk).
Sloge (oo), f. see Sloe.
Slogsild, f. stor Sild uden Ister eller Fedt. B. Stift.
Slok (aab. o), n. en stor Vand-Rende, Møllerende. B. Stift og fl. (Jf. Tro). G. N. slok.
Slok (aab. o), m. Bregne (Tell.). Ogsaa kaldet Buslok. Ellers: Lok, Burtn, Blom.
Sloka (aab. o), f. en lang og jævn Fordybning, en Huulning som ligner en Rende. Helg. Indr. Sdm. og fl. I Yttre-Sogn hedder det Sløkje, f.
slokkjen, adj. slukket, udslukket. Uegentlig: vansmægtet, opgiven, som det er forbi med. B. Stift.
slokna (slokkne), v. n. (a—a), slukkes, gaae ud; om Ild. (Alm.). G. N. slokna. Ogsaa vansmægte, blive afmægtig.
sloppen, part. sluppen, løs, fri.
Slosa (aab. o), f. en æventyrlig Historie, Sagn om noget vidunderligt. Hard. Shl. (Vel egentlig Fatalitet; beslægtet med slysen).
Slot (aab. o), n. et Slot. (Nyere Ord).
Slott, m. en Dagdriver. Af sletta.
slotten, afslængt, dreven; s. sletta.
slu, s. slug og sluren.
slubba, v. n. søle, spilde noget, fare uforsigtigt frem. Heraf Slubb, m. og Slubba, f. om skjødesløse Folk.
Slufs, n. Søle, blødt Føre; ogsaa Slud og Uveir. B. og Kr. Stift.
slufsa, v. n. pladske, søle, arbeide i Væde eller Uveir. Heraf Slufsing, f.
slufsen, adj. vaad, sølet, uhyggelig. Hedder ogsaa slufsall (slufsalt), især om Veiret.
slug, adj. slu, snedig, klog. Tr. Stift. Ellers sædvanlig: slu. (Jf. sløg). Sv. slug. Ved Trondhjem siges ogsaa „E vart like slug“, ɔ: jeg blev lige klog, jeg forstod det ikke endda.
Sluging (Sluing), m. en slu Person.
Slugu, Pleiel; s. Sloga.
sluka, v. a. (e—te), sluge. (Præsens hedder sædvanlig: sluke, istedetfor slukje). — See ellers glupa.
Slump, m. 1) Plump, Skvulp af noget som falder i Vandet. B. og Tr. Stift. 2) Slumpetræf, uventet Tilfælde. Pꜳ Slump: paa det uvisse. — 3) Slump, en vis Mængde. Sv. slump.
slumpa, v. n. (a—a), 1) plumpe, falde i Vandet; ogsaa skvulpe, pladske af noget som synker pludselig. Meget brugl. i B. Stift; ogs. Gbr. Indr. og fl. — 2) slumpe til, indtræffe uventet. Hertil Slumpelukka (Slumpelykke). — 3) slaae til paa det uvisse, indlade sig paa noget uden Betænkning; ogsaa tale uforsigtigt.
slumpa, adj. kjæk, dygtig; ogsaa stor, svær. Meget brugl. i Sdm. Saaledes Slumpamann, en dygtig Mand, som ikke regner paa Smaating, eller som gjør mere end man venter. Ligesaa Slumpakar, Slumpagut; ogsaa Slumpakꜳne, især om en meget gavmild Kone. Jf. fagna og muna.
slumpalege, adv. rigeligt, ret dygtigt. Sdm.
slumpefingjen, adj. kjæk, dristig, som gjør mere end man venter. Sdm.
slumpen, adj. ubetænksom, fremfusende.
