slumra, v. n. slumre, sove lidt.
slunkjen, adj. tynd, slank. (Sjelden).
Slup (langt u), m. Slup, Fartøi.
sluren, adj. døsig, doven af Udmattelse. Sdm. I Nhl. hedder det: slu (maaskee for sljuv). Jf. slø.
slurka, v. n. (a—a), slurke, søbe. Hertil Slurk, m. Slurk, Drag.
slurpa, v. n. slubre, søbe med en smaskende Lyd. B. Stift. (Isl. slupra).
Slurv, n. Skind og blød Brusk paa Fiskehoveder. N. Berg. (Nogle Steder Slurp).
slurva, v. n. (a—a), sluske, gjøre noget skjødesløst; ogsaa søle, rode, rive sammen. (Sv. slurfva). Heraf Slurv, m. og Slurva, f. om skjødesløse Folk. Jf. slarva.
Slusk, m. og Sluska, f. En som er skjødesløs og uordentlig i Klædedragt; ogsaa En som arbeider klodset og ikke gjør sig Flid. I lignende Betydning bruges: Slask, Slark, Slarv, Slubb, Slamp, Slams; Slarva, Slabba, Slamsa, Slunse, Slumperysse og fl.
slute, v. n. (e—te), hænge ned, bøie af; f. Ex. om et Tag. Sdm.
Slutt, m. Slutning, Ende. Nogle St. Slut, langt. (Helg. og fl.). Te Slutt: til Slutning. Pꜳ Slutt’en: i Slutningen.
slutta, v. n. (a—a), 1) slutte, holde op. 2) gjøre Slutninger, formode. (Nyere Ord).
Sluttøyra, i Talemaaden „slꜳ Sluttøyrꜳ til“, ɔ: slaae noget hen i Veir og Vind, ikke ændse eller ville høre. N. Berg.
Sly, Sliim; s. Sli.
Slya, f. Navn paa en Hund (foragteligt). Nordre Berg. og flere.
slyen, adj. om Luften: fugtig, tyk, fuld af Uveir, især Slud. Rbg.
slyngja, v. n. (slyng; slꜳng; slungje), dingle, slænge; kastes hid og did; ogsaa drive omkring, gaae ledig (altsaa det samme som slengja). N. Berg. og fl.
slyngja, v. a. (e—de), slynge, flette Baand ved Lod eller Slyngestokke. (Sjelden).
Slyngja, f. en Slynge. (Sjelden).
Slyngjar, m. Dagdriver, doven Krop. Ogsaa kaldet Slyngert. (Samme Begreb tillægges ogsaa det Ord Slyngel). Ellers Slengjar.
slysen (aab. y), adj. uheldig, udsat for en eller anden Uleilighed. Sogn, Hard. Nhl. Shl. (G. N. slysinn).
Slysna, f. Uheld, Skade, Uleilighed. Søndre Berg. Ogsaa i Sdm. f. Ex. „gjere ei Slysne“: gjøre noget galt, komme for Skade. I Sogn hedder det Slysn, f. (G. N. slysni). — I Tell. forekommer Sløsn, el. Sløsen, n. i Betydningen Slumpetræf.
slysna, v. n. komme for Skade, slysna te: slumpe til paa en uheldig Maade. Hard.
Slægt, f. Slægt, Stamme.
slægtast, v. n. slægte paa, have Lighed med.
slængje, s. slengja. Slæntr, s. Slentr.
Slæp, n. Slæb, tungt Arbeide.
slæpa, v. n. (a—a), slæbe, arbeide idelig. Meget brugl. Jf. stræva, træla. (Sv. släpa).
Slæpar, m. en flittig Arbeider.
slæpasamt, adj. tungt, møisomt. Hedder ogsaa slæpalt (slæpall’e).
slæpen, adj. stræbsom, arbeidsom.
slær, s. slꜳ. slæst, s. slꜳast.
Slætte, n. 1) Høslæt (= Slꜳtt). Søndenfjelds hedder det Slꜳtte, f. — Især med Hensyn til Tid; f. Ex. Dagsslætte, Ꜳttedagsslætte. — 2) Engmark, Græsmark til at slaae; især i Fjeldene. Hertil Fjellslætte, Skogslætte, Heimeslætte.
Slø, f. en Kube eller Kurv til at fange Fisk i. Hall. Vald. Østerd. Nogle Steder: Sløe. (Vel egentlig Sløda. Jf. Isl. slæða og slóði).
slø, adj. sløv, stump, forslidt. Ørk. Indr. I Opdal: sljo, s. sløskodd. (Jf. sløgjast og sløgjen, som forudsætte Formen sløg). Sv. slö. G. N. sljór, slær.
sløast (sløes), v. n. sløves, afstumpes; f. Ex. om en Kniv. (Sjelden). I Sdm. hedder det sløgjest, Imperf. sløgdest.
sløg, adj. 1) behændig, nem, klog. Tildeels i B. Stift. I Valders hedder det sljøg (Sv. slög). — 2) slu, listig, forslagen. (G. N. slægr). Jf. slug. Undertiden ogsaa: fortrædelig. (N. Berg.). — I Sammensætning betyder det slaaende eller bekvem til at slaae; hertil harsløg, romsløg, trꜳngsløg.
Sløge, f. Staalorm; s. Sleva.
sløgja, v. a. (gje—gde), opskjære, tage Indvoldene af Fisk. N. Berg. (Af Slog). G. N. slægja. Heraf Sløgjing, f.
sløgjast, sløves; see sløast.
sløgje(n), adj. svækket, kraftløs. Gbr. Kun i Neutrum (slø-je, sløie), om Kornet, naar det bliver nedbrudt af Uveir og derved standset eller hindret fra at blive fuldmodent. Paa Hedemarken hedder det „sløyse“ i Tell. „sløyme“. Jf. Sv. slö, gold; og slösäd, kjerneløst Korn.
