Sløkje, f. Angelik (Plante). Rbg. Tell. og fl. Paa Helg. Sløyk. Ellers kaldet Jol, Skogstut, Skvetta.
Sløkje, f. Huulning; s. Sloka.
sløkjen, adj. langstrakt. Hedder sædvanlig: lꜳngsløkjen. (B. Stift).
Sløre, f. et Navn paa skjødesløse Kvindfolk. Ligesaa: Sløyse (jf. Sluska). N. Berg.
sløse, v. n. ødsle, bortkaste eller fare uforsigtigt med noget. Søndenfjelds. (Sv. slösa). Vel egentlig slysa (aab. y).
slø-skodd, adj. sløvskoet, som har forslidte Sko; om Heste. Ørkd. I Opdal hedder det sljoskodd. (Sv. slöskodd). I Kr. Stift: slitskodd.
Sløsn (Sløsen), n. Slumpetræf, Sjeldenhed. Tell. See ellers Slysna.
sløyme, v. n. om Kornet: visne, standses i Modningen ved Vindbrud. Tell. (s. sløgje).
sløyse, s. sløgje. Sløyse, f. see Sløre.
Smak, m. Smag. I Tell. ogsaa Smok (aab. o). Ein liten Smak: en liden velsmagende Ret. B. Stift.
smaka, v. a. (a—a; og a—te), smage; ogsaa nyde noget af; f. Ex. Eg fekk ikje smake dæ pꜳ eit heilt Ꜳr. I Gbr. smꜳkꜳ.
smakande, adj. 1) smagende. 2) til at smage. Dæ va ’kje smakande: man burde ikke engang smage paa det.
smakekjær, adj. nysgjerrig efter at smage paa noget.
smakla, tilskjære; s. smukla.
smal, adj. smal. (Modsat breid). Femininum i Hard.: smol (aab. o). G. N. smalr, smöl. — „Han Smale-Hans“, Benævnelse paa Trang, Mangel, Hunger.
Smal, n. Larm, Smælden, Pladsk. Tildeels i Ag. og Tr. Stift.
smala, v. n. (a—a), larme, smælde, pladske. Buskerud, Fosen og fl. I Gbr. smꜳlꜳ.
Smale, m. Smaafæ, Faar og Gjeder tilsammen. Meget brugl. i B. Stift; ogsaa i Ndm. (Ellers Smꜳlog, Smꜳfenad, Fænꜳr). G. N. smali. Bu ꜳ Smale: Storfæ og Smaafæ. — Ved Bergen bruges det tildeels i Betydning af Faar alene. Ellers siges Smalabeist og Smalekryter, n. om Dyr af begge Arter; altsaa Faar, Gjed; Buk, Væder; Kid eller Lam.
Smalefall, n. Krop af et Faar eller en Gjed (Buk, Væder). Paa Voss er „Smalafall“ en Faarekrop.
Smalefjos, n. Stald til Smaafæ.
Smalekjøt, n. Kjød af Faar eller Gjeder. I Nhl. er „Smalakjøt“ Faarekjød.
Smalemark, f. Græsgang for Smaafæ.
Smaletad, n. Gjødsel af Smaafæ. Ogsaa kaldet Smalamyk, Smalemel og flere.
smalka, v. a. (a—a), fortynde, tilspidse, gjøre smalere (af smal); ogsaa tilskjære med en Kniv. Rbg. (smalke). Ellers smakla og smukla.
smalkast, v. n. 1) smalne, blive smalere. Shl. og fl. — 2) indsvinde, falde ind; om en Hævelse. Yttre-Sogn. Jf. svana.
small, knaldede; s. smella.
Smal-legg, m. den smaleste Deel af Læggene. (Ag. Stift). Ellers Grannlegg.
smalna, v. n. blive smal (= smalkast).
smatt, smuttede; s. smetta.
smatta, v. n. (a—a), smaske, smække med Munden ved at smage paa noget.
smaug, smuttede; s. smjuga.
smꜳ, adj. smaa. Bruges 1) i Fleertal om enkelte Ting i Almindelighed; da det træder i Stedet for det manglende Fleertal af liten. Hedder ogsaa smꜳe (masc.), smꜳ’a (femin.). — 2) i Eental om en Mængde eller Samling af Ting (kollektivt). G. N. smá’r. I dette Tilfælde hedder det i Neutrum smꜳtt; Komparativ smærre; Superl. smæste. F. Ex. smaa Fisk, smaa Sild, smꜳtt Konn, Fe, Folk. smærre Skog; smæste Sanden o. s. v. Om en eenlig Gjenstand bruges det ikke, undtagen i nogle faa Sammensætninger; f. Ex. „ein Smꜳgut“. — Afvigende Betydninger ere: a) knap, karrig. b) sagte, svag; om Vind og Søgang. (Sjelden). Jf. smækka. c) i Neutrum: ringe, daarligt, ubetydeligt. Jf. smꜳtt. — I Sammensætning træder det ofte i Stedet for „liten“ og „lite“ (lidet), da dette Ord ikke passer til Sammensætning.
Smꜳbꜳra, f. smaa Bølger, en svag Søgang.
Smꜳbrau(d), n. Kringler, Tvebakker.
smꜳbroten (aab. o), 1) brudt i smaa Stykker. 2) det samme som smꜳleitt.
smꜳbrynt, som har smaa Øienbryn.
smꜳbunden, adj. bundet med smaa Masker, om et Garn eller Vod.
smꜳdriva, v. n. drive smaat, fyge.
smꜳekst, adj. som har smaa Ax.
smꜳelt (ee), adj. om Veiret, naar det gaaer i smaa, korte Byger.
smꜳeten, adj. som spiser lidet.
Smꜳfe, n. Smaafæ (= Smale). Mere alm. er Smꜳfena(d), m. Paa Helg.: Smꜳfana.
smꜳfingjen, adj. 1) liden, ubetydelig. 2) knap, som giver lidet. Sdm.
