smꜳfjella, adj. om et Landskab, som har smaa Fjelde.
Smꜳfolk, n. 1) Børn. 2) om lidet anseede Folk, i Modsætning til Storfolk.
smꜳføtt, adj. som har smaa Fødder.
smꜳ-given, adj. som giver lidet.
smꜳgrynt, adj. n. om Grund som bestaaer af smaa Stene (i Vandet). Ørk.
smꜳhendt, adj. som har smaa Hænder; ogsaa knap, karrig. I Indr. smꜳfingra.
Smꜳhøy, n. smaat eller kort Hø.
Smꜳ-kje, s. Kid og Kjøa.
smꜳkløyvd, kløvet i smaa Splinter.
smꜳkynd, adj. om Folk, som ere smaa af Væxt. (N. Berg.). „Eit smꜳkyndt Folkeslag“: en Slægt, hvori de fleste ere smaa af Væxt.
smꜳkynt (for -kyrnt), adj. smaakornet; om Steen med smaa Kjertler. Rbg.
smꜳlege, adv. smaat, ubetydeligt.
Smꜳleikje, m. Lidenhed. (Sjelden).
smꜳleitt, adj. som har et lidet Ansigt eller smaa Ansigtsdele. (Modsat storslegjen). B. og Kr. Stift, Gbr. Ørk. — Hedder ellers smꜳbroten. (Tell. Buskerud).
smꜳlest, adj. om en Hest, som ikke kan drage store Læs. Tell.
Smꜳlina, f. et Slags smaa Fiskeliner.
smꜳljuga (-lyga), v. n. lyve smaat.
Smꜳlog (aab. o), n. pl. Smaafæ (= Smale). Rbg. Tell. Paa Jæd. hedder det Smꜳlau. Adskilles i Ullsmꜳlog og Gjeitsmꜳlog.
Smꜳly(d), m. Børn. Nhl.
smꜳlægja, v. n. lee sagte; ogs. smile.
Smꜳmenne, n. en lidet anseet Person. Skal bruges i Søndre Berg. (G. N. smámenni).
smꜳminka (seg), v. a. nedlade sig, bekvemme sig til noget, som man ellers skulde være for stolt til. N. Berg. Sdm. (Vel egentlig smꜳmenka, af Smꜳmenne).
smꜳningom, adv. smaat, langsomt, lidt efter lidt. Gbr. Ørk. (Sv. småningom). I N. Berg. bruges Ordet som Subst. dog kun i Dativ Fleertal. „I Smꜳningꜳ“, ɔ: i det smaae, i smaa Dele; ogsaa: lidt efter lidt.
smꜳnøyten, adj. smaatærende, afholden, som nyder lidet. Voss. — Paa Helg. siges: smꜳnytten, i samme Betydning.
Smꜳpeng(ar), pl. Smaapenge.
Smꜳpoka (aab. o), f. Børnekopper (Sygdom). Nordenfjelds; mest i den bestemte Form: Smꜳpokꜳ (Sdm. Ndm.), Smꜳpoko, oo (Helg.), Smꜳpuku (Ørk.). Ellers Kveisa og Bola. — Hertil: smꜳpok-æret, adj. koparret.
smꜳrenda, adj. smaatribet. Ligesaa: smꜳrosa, adj. smaablommet. smꜳruta, adj. smaarudet.
smꜳropa, v. n. raabe lidt eller med dæmpet Stemme. Saaledes ogsaa smꜳskrika.
smꜳrukka, adj. belagt med smaa Rynker.
smꜳsꜳr, adj. karrig, gnieragtig. Nordre Berg.
smꜳsjøa, adj. om Havet, naar der er kun liden Søgang.
Smꜳskog, m. Skov af smaa Træer.
smꜳskunda (seg), skynde sig lidt.
smꜳspringa, v. n. løbe saa smaat.
Smꜳstein, m. smaa Stene.
smꜳstilt, adj. om Bøger med smaa Bogstaver (fiin Skrift). B. Stift.
smꜳtent, adj. som har smaa Tænder.
Smꜳtrꜳv, n. et sagte Trav.
smꜳtt, adv. smaat, lidet, ubetydeligt; ogsaa ringe, daarligt; ligesaa: langsomt, umærkeligt, lidt efter lidt.
smꜳtykkjen, adj. kort for Hovedet, som let bliver fornærmet. Hall.
smꜳtøk, adj. sparsom, afholden, som tager lidet. Modsat stortøk.
smꜳvegjes, adv. smaat, ubetydeligt. Nhl. Ogsaa: i smaat, stykkeviis, i det smaae. Ørk. Fosen. (G. N. smávegis).
Smꜳver (ee), n. mageligt Veir, uden Storm eller Søgang. B. Stift. (G. N. smáviðri).
smꜳvoren (aab. o), adj. noget liden eller ubetydelig; ogs. knap, karrig.
smꜳøygd, adj. som har smaa Øine.
Sme, s. Smid.
smeiren, adj. flau, ubehagelig; om Smag, især af Fedt uden Salt eller Krydder. N. Berg. Nogle Steder: smeren (ee), som maaskee er rettere. I Østerd. smekjen (ee). — Hertil: Smeiresmak (el. Smeresmak), m. Fedtsmag, flau Smag.
Smeit, m. Uheld, Fortrædelighed, Modgangsstød; ogsaa et Puds, en Skuffelse. N. Berg. (Isl. smeitr, Stød).
smekjen, adj. flau; s. smeiren.
smekka, stilles; s. smækka.
Smell, m. 1) et Knald, Smæld; f. Ex. af et Slag. (Alm.). G. N. smellr. — 2) Brist, Sprække. Romsd. Ndm.
smella, v. n. (smell’; small; smolle), 1) knalde, smælde, give en stærk, kortvarende Lyd, ligesom af et Skud eller Slag. Alm. og meget brugl. (G. N. smella. Sv. smälla). — 2) briste, sprække med et Knald. smelle sundt: briste i Stykker. — 3) bryde løs; slumpe til;
