snaudgnaga, adj. ganske afgræsset, blottet for Græs.
snaudklipt, adj. klippet tæt til Huden.
snaudt, adv. 1) ganske, aldeles; f. Ex. Dæ va snautt av-brote. B. Stift, Tell. — 2) knap, neppe, med Nød. Ein kunna snautt koma fram. Østre Rbg. Hedder paa andre Steder: nautt, og er maaskee af en anden Oprindelse.
Snꜳ, Fjeldvind; s. Snoa.
snꜳl, adj. 1) artig, morsom, fornøielig. Tell. Ei snꜳl Vise: en morsom Vise. Bruges paa enkelte andre Steder i Betydningen: besynderlig, snurrig. — 2) flink, dygtig; ogs. herlig, fortræffelig. Snꜳle Greiur: fortræffelige Anstalter. (Tell.). Jf. snell. (G. N. snjallr, kjæk, flink). — 3) vakker, tækkelig, som har en god Anstand. Meget brugl. i Tell. (Jf. snild).
Snꜳld, m. Snude, Tryne. Sdm.
snꜳlen, adj. graadig, snagende (= snak). Helg. (Sv. snål, gjerrig).
snꜳp, adj. rask, behændig, hurtig; ogsaa: let, nem, som kan gjøres hurtigt. Meget brugl. i Tr. Stift; ogsaa i Sogn.
snꜳpen, adj. net, vakker. Shl.
Snꜳr, n. Riis, Kviste; ogsaa Krat, Buske. Nordre Berg. I Sogn hedder det ogsaa Snær; i Gbr. Snære. Sv. snar; i Dial. snår). — Hertil Snꜳrskog, m. Kratskov, Smaabuske. Snꜳrvid (Snꜳrve), m. Brænde af Grene og Kviste. N. Berg.; ogsaa i Rbg.
Snꜳra, s. Snora. snꜳrꜳ, s. snara.
Snꜳv, n. Tummel, Bevægelse (egentlig Snublen). N. Berg.
snꜳva, v. n. (a—a), snuble, glide eller vakle, være nær ved at falde. B. Stift og fl. I Hard. hedder det snjꜳvla. Jf. stumpa). Sv. snafva.
Snꜳve-rom, n. en kort Frist eller Henstand. Fyr’ eit Snꜳverom: for en kort Tid, indtil man faaer indrette sig.
Sne, s. Snid. Sneberg, s. Snidberg.
snedden, adj. rask, hurtig; ogs. let, bekvem. Et meget udbredt Ord (Hard. Voss, Vald. Sdm. Ndm.). Jf. snerten og snøgg.
snegg, og snegre, s. snøgg.
Sneid, f. 1) en afskaaren Skive (Snit); f. Ex. Kjøtsneid. N. Berg. og fl. (Isl. sneið). — 2) Skraaning (= Snid). Pꜳ Snei: paa skraa, skjævt. Buskerud. Vald. Gbr. (Jf. snide).
sneide (sneie), v. n. (e—de), hugge eller slaae efter noget. Mest brugl. i Tell. Han sneidde ette dæ: han hug til for at naae det; ogsaa: han snappede efter det. Uegentlig: stikle, gjøre fornærmelige Hentydninger.
Snei(d)kubbe, m. Stok som er skraat afhugget paa Enderne; Gavlstok. Gbr.
Sneis, f. 1) en tynd Kvist; Sideskud paa en Stamme eller Green. Gbr. (G. N. sneis, Green). — 2) en Strikkepind, Bindingsstikke. Mandal, Rbg. ogsaa i Gbr. (Jf. Spyta). — 3) en Pind, Tap, Nagle; f. Ex. i et Laag. Tell. (I B. Stift: Spyta). — 4) Pæl, Stør med tilspidset Ende, hvorpaa Korn sættes op for at tørres. Hedemarken. I Østerd. Snes. (Forskjelligt fra „Rꜳ“ derved at Kornbaandene ikke bindes til, men trykkes ned over Støren). — 5) et Snees, Antal af tyve Stykker.
sneisa, v. n. (a—a), stikke, rive; om Smerter i Lemmerne. N. Berg. Tell. (Jf. teina). Heraf Sneising, f. Smerter som ligne Stik eller Rivning.
sneisen, adj. tynd, spids. Gbr.
Sneisgang, m. en Omgang i Strikning. Gbr. (Ellers Umfar).
sneisut (sneisꜳt), adj. kvistet, ujævn. Guldbr.
sneka, s. snika.
Sneklakje, s. Snidklakje.
Snelda, f. 1) Teen i en Rok, Bommen hvorpaa Traaden oplægges. (Isl. snælda). — 2) et lidet Hjul, som drives af et større. Udtales tildeels Snelle. Jf. Handsnelda.
Snelderennel, m. Tridse, liden Hjulformig Skive. N. Berg.
snell, adj. rask, hurtig; ogsaa: nem, som lærer snart. „snelt Øl“: stærkt Øl, som stiger hurtigt til Hovedet. Tell. Hedder ogsaa snjell, men er ikke meget brugl. (G. N. snjallr, flink). Jf. snꜳl.
snellvitug, adj. nem, rask til at fatte eller forstaae noget. Tell. (sjelden).
snerka, v. n. snerk’; snork; snorkje), 1) sammensnerpes, krympes ind, blive haard og rynket. N. Berg. (Ellers snerpa). G. N. snerkja, snerpe. — 2) forsvinde, gaae bort; ogsaa drive omkring, gaae ørkesløs. Sdm. Han snork veg: han listede sig bort. Me gjekk dær ꜳ snork heile Dagjen. (Udtales med aab. e, ikke med æ).
Snerkje, m. en Hinde eller tynd Skorpe; især paa kogt Mælk. N. Berg. Tell. Ørk. Ellers: Flukka, Flogge.
snerpa, v. a. (e—te), sammensnerpe, indknibe, gjøre rynket. Nhl. Tell. og fl. (Sv. snörpa). Sjeldnere v. n. om at sammensnerpes, hærdes, rynkes (= sner-
