snild Mann: en god agtværdig Mand. — I Sdm. siges ogsaa „ein Snilda-Mann“, „eit Snilda-Menneskje“, hvilket forudsætter et Subst.: Snild, f. (Isl. snildar-maðr, en klog Mand).
Snildskap, m. Vakkerhed; Artighed, Godhed. — Oftere Snildheit, f.
snildt, adv. vakkert, smukt; ogsaa let, mageligt, uden Vanskelighed.
snim, adj. som kommer tidlig. Tell. Siges om en Ko som kalver tidlig eller om Høsten. G. N. snimma, tidlig.
Snipa, f. Sneppe. Kun i „Myrsnipa“.
Snipel (aab. i), m. Snip, Læp. (Sjelden). Jf. Øyresnipel. (Isl. snepill).
snipnasa (ii), adj. spidsnæset, med spids og nedbøiet Næse. Sdm. Tell.
Snipp, m. Snip, yderste Spids.
Snippa, f. Hjørne; f. Ex. paa en Dug.
snippa, v. n. flæbe, græde.
snippen, adj. 1) fortrædelig, nedslaaende; f. Ex. om et pludseligt Tab. 2) slagen, skuffet, nedslaaet ved et pludseligt Tab eller ved Skuffelse i en vis Forventning. Meget brugl. i Nordre Berg. Ellers paa nogle Steder: snippleg; i Valders: snuppen. Ein snippen Skade: en uventet og følelig Skade. Han sto atte bꜳ’ snippen ꜳ snaud’e. (Sdm.).
Snitt, m. Kneb, List, Puds. Hedder ogsaa Snytt (aab. y). Nyt Ord.
snjꜳvla, snuble; s. snꜳva.
Snjo, s. Snø. — snjoa, s. snøa.
Snjonꜳm, n. Sneens Smeltning og Bortgang om Vaaren. Hard.
snjorutte, s. snøut.
Snoa (Snoe), f. en Luftning, svag og kold Vind; især om den Trækvind, som sædvanlig blæser fra Dalstrøgene, naar Jorden er frossen, eller naar det er koldere paa Landet end paa Søen. Meget brugl. i B. Kr. og Ag. Stift, tildeels i Formen: Sno. I Tr. Stift hedder det Snꜳ. Jf. Snære, Nare og Skjelle.
snoa, v. n. (a—a), 1) lufte, blæse lidt; om en kold Vind (s. forrige). — 2) snuse, snage efter noget. Sogn, hvor det ogsaa hedder snopa.
snodig, adj. snurrig, morsom; ogsaa rar, besynderlig. Et meget udbredt Ord; findes baade i B. Kr. og Ag. Stift, altid med tydeligt d. — I Østre Rbg. skal snodig ogsaa betyde: brav, flink, dygtig.
snoga (seg), skubbe, vride sig. Jæd.
Snor, f. Snor, Baand. Jf. Snøre.
Snor (aab. o), n. Snot, Uhumskhed af Næsen. Alm. (Nogle St. Snør). Sv. snor. Snorsykja, f. en Kvægsygdom, som yttrer sig ved Afsondring af Snot. — snorut (snørrette), adj. snottet.
Snora (aab. o), f. en Snare. Søndre Berg. og fl. Nogle Steder: Snare. (Jf. Done). Et eget Slags Snarer kaldes ogsaa Snurre, f. (N. Berg.), G. N. snara, pl. snörur.
snorkjen, adj. (part. af snerka), sammensnerpet, skrumpen, indkrøben. N. Berg. Gbr. (Isl. snorkinn).
Snos, f. Hjørne, Kant; især det forreste Hjørne af Ildstedet i Stuen. „Steinssnos’a“. Ørk. — Jf. Nos.
snoten, adj. net, vakker, pyntelig i Klædedragt. Hard. (G. N. snotr).
snu, v. a. og n. (r—dde), at snoe, vende. G. N. snúa. Præsens hedder i Nordre Berg.: snyr; ellers snur. (G. N. snýr). Imperf. overalt: snudde; Supin. snutt. — Betyder i Særdeleshed: 1) vende noget om, dreie, snoe. I indskrænket Forstand: a) vende Høet under Tørringen. b) vrænge, omvride, f. Ex. et Klædningsstykke. c) flaae, aftage et Skind. Meget brugl. i Gbr. og Ørk. — 2) v. n. vende tilbage, begynde at gaae tilbage. D’æ best te snu heimatte. Me snudde dꜳ Stormen kom. — 3) vende, være vendt til en vis Side. Den Sia som snur hit. Dæ snyr upp ned, ɔ: det øverste er vendt nedad. Dæ snudde rangt: vendte Vrangen til. Meget brugl. Jf. venda. — snu seg: vende sig; ogsaa føie sig, bruge Klogskab, søge sin Fordeel. snu seg til: vende sig til, slaae til, indlade sig paa noget.
Snu, m. s. Snur.
snuande, adj. som man kan vende.
snudd (uu), part. vendt; ogsaa vrænget. Han veit ikje kor han æ snudd: han veed ikke endnu hvorledes hans Sager staae.
snuft, s. snupt. snugga, s. snøgga.
Snuing, f. Vending; Høets Vending under Tørringen; ogsaa Tummel, Bevægelse. — „snar i Snuingjenne“: rask i sine Bevægelser. (N. Berg.).
snulla, v. n. (a—a), snøvle, støde Lyden igjennem Næsen, naar man taler. N. Berg. Gbr. Ørk. Heraf Snulling, f.
snultra, v. n. snage, snuse. B. Stift.
Snunad, m. Omvending, Omvæltning, Forstyrrelse. N. Berg.
snuppen, adj. skuffet, nedslagen; s. snippen.
snupt, adv. ganske, aldeles, med eet; f. Ex. Dæ va snupt av. I Tr. Stift: snuft.
Snur (uu), m. Vridninger, Forvikling eller Kurrer paa haardt spunden Traad.
