Vestenfjelds. Paa nogle Steder Snu (vel egentlig Snudr). Ellers kaldet Snar (Ørk.), Snarlykkje (Tell.), Snarrukke (Buskerud).
snurast, v. n. slaae sig sammen i Bugter eller Kurrer; om Traad som er haardt snoet. Hedder ogs. snura seg. Jf. snara.
snuren, adj. fuld af Kurrer eller Sammenviklinger. Ogsaa figurlig: forviklet, vanskelig.
snurkla, v. n. snorke, ralle; ogsaa hulke med en hæslig Lyd. B. Stift. G. N. snörgla.
snurla, v. n. snøvle, snorke. Jf. snulla.
Snur-lykkja, f. Kurre, Løkke, fremkommen ved stærk Vridning. Jf. Snur.
snurra, v. n. (a—a), snurre. — „snurre seg“: dreie sig rundt (s. snøra).
Snurre, s. Snora. snurrig, s. snodig.
snurten, adj. vranten, stødt. N. Berg.
Snus, n. Snuus. — snusa, v. n. snuse; ogsaa snage, speide efter noget.
Snusk, n. Affald; især af Mad.
snuska, v. n. snage, lede efter noget til at æde. Hedder ogsaa snusla (snultle), snutra og snultra.
Snut (uu), m. Snude. Jf. Snyt.
Sny, s. Snø. — snya, s. snøa.
snyde, v. n. (e—de), snue, snøfte, blæse igjennem Næsen. N. Berg.
snydje (aab. y), v. n. (snyd’, snydde), snage, snuse efter noget. Sdm.
snyr (vender), s. snu.
Snyrt, m. Nethed, net og vakkert Udseende. Nhl.
snyrten, adj. net, vakker, pyntelig. Nhl. (Isl. snírtinn).
Snyrt (yy), m. Spids, noget fremragende. Sdm. Snythue, Hue med Skygge.
snyta, v. a. (e—te), 1) snyde; ogsaa pudse (et Lys). 2) narre, bedrage. I Hardanger har det tildeels Formerne: snyt’e, snaut.
snytt (yy), adj. 1) snydt, narret. 2) fuld, drukken. Brugl. i B. Stift.
Snæk, m. Stank, Lugt; s. Snik.
snækje, v. a. (e—te), bebreide; s. snikka.
snækjen, adj. skarp, bidende; om Kulde. Oftere kaldsnækjen. (Tr. Stift).
snæme, adv. snart, lettelig. Dæ kann snæme nytte: det kan snart hjælpe, der behøves ikke meget. Sdm. (G. N. snemma, tidlig).
snære, v. n. (e—te), 1) blæse lidt, især om en kold Vind. Hadeland, Hedm. (Jf. snoa). — 2) streife, svæve omkring, løbe i forskjellige Retninger. Sdm. Vel egentlig: haste, ile (af snar). Jf. snøra.
Snære, f. Luftning, Vindpust; Vind fra Dalstrøgene (Snoa). Hed.
Snære, n. Krat, Riis, Kratskov. Gbr. — Jf. Snꜳr. (I Sogn: Snær).
snærklædd, adj. tyndklædt, letklædt. Sdm. (Maaskee af snære).
Snærre, s. Snerra. snærten, s. snerten.
Snæv, m. 1) Spor af eller Nys om noget; maaskee egentlig: Lugt. Dei ha fengje ein Snæv ’tꜳ da: de have faaet Nys om det. Hard. og fl. — 2) Tegn eller Mærke af noget (f. Ex. af en Sygdom), Spor, Yttring, Mindelse. Han ha ein Snæv ta di: han havde et vist Hang eller Anlæg dertil. Tr. Stift. (Isl. snefill). Jf. Kjeim, Dꜳm.
snæv, adj. 1) trang, snæver. N. Berg. (sjelden). G. N. snæfr. 2) knap, tarvelig, karrig. Mere brugl. 3) smaatærende, som nyder lidet. Nhl.
Snø (aab. ø), m. Snee. — Findes i forskjellig Form: Snjo (Voss, Hard. Shl.), Snjor’e (Sætersd.), Snjov (Gbr., sjelden), Snjog og Sjog (i Gbr.), Snjøv (aab. ø) og Snjø (Sdm.), Sny (Helg.), Snøv og Snø (mest alm.). Grundformen, hvorfra de øvrige gaae ud, er altsaa Snjov eller Snjo. (Jf. Sjø). G. N. snjó’r, snæ’r. Sv. snö. — Det tilføiede r beholdes i det Sæterdalske ogsaa i den bestemte Form (Snjor’en; i Snjor’æ); ligesaa i Adjektivet: snjorutte.
snøa, v. n. (a—a), snee. Hedder ellers: snjoa (Hard.), snjoga, el. sjoga (Gbr.), snjøva (N. Berg.), snøva (meget udbredt). G. N. snjóa. — Egen Betydning i Talemaaden „snøva nere“: blive nedsneet el. skjult af Snee. „snøva seg ut“: rode i Sneen, blive tilsneet.
Snøball, m. Sneebold.
snøblind, adj. blendet af Sneens Farve, svag i Øinene efter at have seet længe paa Sneen (især i Solskin). Sv. snöblind.
Snøbolk, m. en Tid da der falder Snee.
Snøbraut, f. en Vei igjennem dyb Snee. B. Stift og fl.
Snøbride (aab. i), m. Sneemasse, Sneehob. Nfj. Sdm. Ellers Snøbree (bræe), om enkelte Sneehobe paa Fjeldene.
Snødokk, f. Sneedække. Nhl.
Snødriv (aab. i), n. Sneefog, Sneedrev.
Snødyr, n. en Figur af Snee, som ligner et Dyr. Liigesaa Snøkall, Snøkjering.
Snø-eling, m. Snee-Iling, Sneebyge.
snøfast, adj. om Jorden, naar Sneen ligger overalt og ingen Plet er aftøet. Dæ ligg snøfast like ni Sjøen.
