Snøfilla, f. Sneeflokke. Mandal og fl. Ellers Snøflokje, Snøflukse, Snøflysse.
Snøfonn, f. 1) en Sneemasse, Sneehob. — 2) Sneeskred. Sdm. og fl. (s. Fonn).
Snøfugl, m. Sneespurv (Emberiza nivalis).
snøgg, adj. snar, rask, hurtig. B. og Ag. Stift. Hedder ogsaa: snegg’e (Sdm. Tell.). G. N. snöggr. — Han va her so snøggaste: han var her kun som snarest, for et Øieblik. Komparativ hedder i Sdm. tildeels: snegre (sneggre); hertil Talemaaden: „vont snegre“, ɔ: snarere end man venter.
snøgga (seg), v. a. skynde sig, haste.
snøgglege, adv. snart, hastigt. (Sjelden).
Snøggvenda, f. en kort Udflugt eller Reise. Nhl. og fl. — Ligesaa Snøggærend, f. om et Ærinde, som kan udrettes i en Hast.
snøgt, adv. snart, hastigt.
snøheilt, adj. n. det samme som snøfast.
Snøhim (ii), n. et meget tyndt Sneedække. Berg. Stift. Ellers: Snyfan (Helg.), Snøfolga (Sogn, sjelden).
Snøhimmel, m. Sneeluft, Skyer som bebude Snee.
Snøhosa (aab. o), f. Sneehose; Overstrømper at gaae med i Snee.
Snøk (langt ø), m. Hast, Travlhed. Han hade slik ein Snøk pꜳ se. Sdm.
Snøkave, m. Sneebyge, faldende Snee, som opfylder og formørker Luften.
snøkvit, adj. sneehvid. Hedder ogsaa: „snøende kvit“, ligesom: fannende kvit.
snølaust, adj. n. sneeløst, bart.
snølyse, n. Nordlys med hvid Farve.
Snøløysa, f. Mangel paa Sneeføre.
Snøplog, m. Sneeplov.
snøpsa, adj. fornærmet, stødt. Sogn.
snøra (snøre), v. a. og n. (e—te), 1) sammensnøre, presse. (Sjelden). — 2) dreie sig rundt, hvirvle. Ørk. (snøre se). Hedder ogsaa „snurre se“, og „snꜳrꜳ se“. (Gbr. Ørk.). — 3) v. n. med „pꜳ“: haste, skynde paa. „snøre pꜳ“. Tildeels i Kr. Stift. (Jf. snære).
Snøre, n. Snøre, Snor, tyndt Toug; ogsaa en Fiskersnor med Lod. G. N. snæri. Hertil Snørefiskje, n. Fiskerie med Snøre.
Snørekall, m. et Slags Legetøi; en Top eller Skive med en tynd Axel, saaledes indrettet at den kan sættes i Bevægelse og dreie sig rundt ligesom en Haandteen. Ørk. — Ellers kaldet Gan (Helg.), Sorphøne (Sdm.). S. snøra.
Snørid, f. et Sneelag; ogsaa et Sneeveir, en Tid hvori der indfalder Kulde og Snee.
Snørust, f. rustfarvet Dynd, som tildeels ligger tilbage, hvor Sneen nylig er aftøet. N. Berg.
Snøskrid (aab. i), f. Sneeskred, Lavine. I Hard. Snjoskria. Hedder ellers Snjøfonn (Sdm.), Snørap (Ndm.).
Snøsletta, f. Slud; s. Sletta.
snøut, adj. tilsneet, som har faaet Snee paa sig. Hedder ellers snøvette og snjoette (B. Stift), snjorutte (Sætersd.), snøꜳt (Tr. Stift).
Snøv, s. Snø. snøva, s. snøa.
Snøvaul, Sneebrydning; s. Vaul.
Snøverꜳtte, f. Sneeveir, kold Luft med Snee. Sdm. (Tonen falder paa ꜳ). Jf. Verꜳtta.
snøydd, part. blottet; s. følg.
snøyde (snøya), v. a. (e—de), blotte, gjøre blot og bar; borttage alt, hærje, husere. G. N. sneyða. (Af snaud).
Snøyde (Snøya), f. 1) Blottelse, Bortryddelse. Han gjor’ ikje stor’e Snøydꜳ: han gjorde ingen stor Ødelæggelse, han lod sig nøie med lidet. N. Berg. — 2) et bart og blottet Sted; især om en skovløs eller græsløs Mark. Nordenfjelds. (Snøya).
snøydest (snøyast), v. n. blottes, blive bar eller skaldet.
Snøyding, f. Bortryddelse; Ødelæggelse.
so, adv. saa. Bruges i Formen so (lukt o) i B. Stift, Hall. Vald. Helg. og tildeels i Tr. Stift; men hedder ellers: sꜳ, i Kr. og Ag. Stift. I Rbg. og Tell. forekommer so med aab. o. G. N. svá. Isl. svo og so. — Hovedbetydninger: 1) saaledes, paa saadan Maade. Tildeels i Stedet for et Adjektiv; f. Ex. Han æ ’kje so helder (ikke saa beskaffen heller). Undertiden med forringende Begreb. Dæ va no so: det var nu saa taaleligt, maadeligt, ikke just at rose. (N. Berg). Hedder ellers „so ꜳ so“. — 2) saa vidt, i saadan Grad. „so lengje“: saa længe; indtil videre. „so mykje“: saa vidt. „so fjære“: saa omtrent. (Voss). — Ogsaa med Betydning: saa at; f. Ex. Han slo til so dæ small. Dei fraus so dei skolv. Ellers bruges det meget ofte uden nogen nærmere Bestemmelse og kun til at betegne, at noget finder Sted i en vis mærkelig Grad; f. Ex. Eg frys so (om en mere følelig eller uventet Grad af Frost). Han sa’ at han svalt so. Ligesaa: Dei va so rædde. Dæ vart so seint o. s. v.
so, conj. 1) saa, da, i det Tilfælde. F.
