Ex. Nꜳr d’æ gjort, so æ dæ forseint. (Samme Former som det foregaaende). Paa nogle Steder bruges det ofte ved en Gjenoptagelse af Hovedsætningen efter en indskudt Sætning; f. Ex. Den, so(m) vꜳga, so enten vinn ’an elde tape han. (N. Berg.). — 2) da, dernæst, derefter. Fyst kom dæ ein, so kom dæ tvo, ꜳ so kom dæ alt fleire ꜳ fleire. „Ꜳ so“ (ꜳso): saa, siden, derefter. (Meget brugl. i Fortællinger).
so, for som (el. sum), see som.
Sod (aab. o), n. 1) Sydning, det at noget syder eller bruser. (Af sjoda, saud). I Sogn ogsaa: Støi, Larm, Skraal. (Jf. Soll). — 2) Vand eller Vædske, hvori noget er kogt. Kjøtsod, Fiskesod. (Mest alm. So’, nogle St. Sꜳ). G. N. soð. — I B. Stift har man ogsaa et andet Ord: Sodd, n. om Kjødsuppe med Gryn.
so-dan, saaledes beskaffen; s. dan. I Sdm. siges: so-den, ɔ: saadan.
Sode (aab. o), m. 1) Sydning, Kogning. Tett ve’ Soen: nær ved at syde op. — 2) Sveisning af Jern og Staal; s. sjoda.
soden (aab. o), søden, kogt, opkogt. G. N. soðinn.
Sog (aab. o), n. 1) Sugning, det at suge eller patte. (Sjelden). 2) Beklemmelse, Presning. Tildeels i B. Stift.
Soga (aab. o), f. Sagn, Historie, Fortælling. Søndre Berg. Rbg. Tell. (Ellers Segn). G. N. saga; acc. sögu.
Sogbarn (aab. o), n. Pattebarn, diende Barn. B. Stift (i Formen Sogeba’n, Sogebadn). Jf. Sogmor.
Sogemann (aab. o), m. Hjemmelsmand, den som man har faaet en vis Underning eller Fortælling fra. N. Berg.
Sogg, m. en dygtig Karl; s. Sugg.
sogjen (aab. o), suget, udsuget; ogsaa svækket, angreben. Particip af suga. (Fleertal sogne).
Sogmagje, m. Svømmeblære i Fisk. Hard.
Sogmor, f. Moder som giver Die. Oftere Sogemor. B. Stift. (Sog, aab. o).
Sogn (aab. o), f. Sagn, gammel Fortælling. Mest i Talemaaden: „ei seiande Sogn“, ɔ: en Tradition. N. Berg. G. N. sögn.
Sogning, m. og Sogna, f. Indbygger af Sogn, i Bergens Stift. I selve Distriktet nævnes dette deels Sꜳgn, deels Saun; altsaa Sꜳgning og Sauning.
Sokk, n. (egentl. Synkning), i Talemaaden: „setje Sokk ti ein“: skræmme eller ydmyge En. N. Berg.
Sokk, m. Strømpe. G. N. sokkr. (Om Forholdet til „Hose“, see Hosa). — Sokkelest, m. Foden eller den nederste Deel af en Strømpe. „gꜳ sokkelestom“: gaae med bare Strømper.
sokkjen, part. sunken. S. sekka.
sokkut, adj. om Dyr, som have en egen eller afstikkende Farve paa Fødderne.
Sokl, n. Sagl (= Sleve). Rbg. (?).
Sokn (oo), f. 1. et Slags Krog, hvormed man søger paa Bunden efter noget som er nedsunket. (G. N. sókn, Søgen). Dannet af en forældet Form af Verbet søkja.
Sokn (oo), f. 2. Sogn, Kirkesogn, Menighed. G. N. sókn. See Prestegjeld.
sokna (oo), v. n. 1. (a—a), søge, lede, gjennemsøge Vandet med Lod og Kroge for at finde noget som er sunket. Berg. og Tr. Stift. Ogsaa ellers om at søge ivrigt efter noget, rode, snage, snuse omkring.
sokna, v. n. 2. (a—a), sogne, henhøre til et vist Sogn. Sjeldnere.
Soknabod, n. Sognebud, Præstens Besøg hos en Syg eller Døende.
Soknabolk, m. den mellemste Deel af et Vod (Not). Nhl. Shl.
Soknabyte, n. Grændseskjel imellem to Sogne. Hedder ogs. Soknaskil, Soknamerkje.
Soknafolk, n. Indbyggere af et vist Sogn; ogsaa Folk som høre til samme Sogn. Ligesaa Soknabonn, n. om to eller flere Mennesker som ere opdragne i samme Sogn.
Sokning, m. Indbygger af et vist Sogn; f. Ex. Ꜳkersokning, Vangssokning. Om Kvindfolk: Sokna (sjeldnere).
Soks (aab. o), f. en Sax. Nogle Steder især om en stor Sax med Bue eller Fjæder (uden Nagle). See Skjæra.
Sol, f. Sol; ogsaa Solskin. I Sol’enne: i Solskinnet, lige for Solen. (Jf. Avsøla og Forsøla). Mote Sol’enne: imod Solens Gang, nemlig fra Høire til Venstre. (Jf. rangsøles). — I Sammensætning tildeels „Sola“, f. Ex. Solagꜳng. (B. Stift).
sola, v. a. 1. (a—a), sole, varme i Solskinnet. — sola seg.
sola, v. a. 2. (a—a), saale, sætte Saaler i. Af Sole. — Hertil Soling, f. Forsaaling.
Solaglad, n. Solens Nedgang. Et meget udbredt Ord; mest i Formen Solagla (vestenfjelds), Solegla (søndenfjelds), Solglꜳ (Ørk.). See gla’
