(glada). I svenske Dial. solegladning. — Skal ellers hedde Solset (?) og Solabyrt (Nhl.).
Solakoma, f. see Solrenning.
solbaka, adj. ophedet af Solen.
solblind, adj. blendet af Solskin, svag i Øinene af at see imod Solen.
Sole, m. 1) Saale; f. Ex. i Sko. 2) Grundstok med Underlag i en Væg, som er noget ophøiet fra Jorden; især i et Stolpebuur. (Budasole). 3) en dygtig Karl. Ein heil’e Sole. Sdm.
Soleie, f. en Blomst; især om store og aabne Blomster, saasom Ranunkel og Kabbeleie. B. Stift, Valders og flere. I Ndm. Solei. I Ørk. Soløy, om Ranunkler. I Tell. Soleiblom og Soleimblom, ligeledes om Ranunkler. Isl. sóley (Mohrs isl. Naturhistorie). Maaskee egentlig Sol-leia, el. Sollegja (Sollilie). I den jydske Dialekt er Lege, el. Lieg, et almindeligt Navn paa Blomster. (Molbechs Dial. Lex. p. 319). Jf. Dansk Kabbeleie, Volverleie.
Soleihov, m. Bladene af Kabbeleien (Caltha palustris). Sdm. Jf. Hovsoleie.
soleis (for soleides), adv. saaledes. Hedder ogsaa soleisi (Sogn, Hall.), sꜳleist (Gbr.), sossi (Sætersd.), og med tilføiet n (ne, nne): soleisne, soleisinne (N. Berg.). sꜳleisen (tildeels i Ag. Stift); ogsaa blot: solein (Hall. Valders), vel egentlig: soleid (see Leid). Jf. so-ne.
Solgꜳng, m. Solens Gang og dens Høide over Landfladen. I B. Stift: Solagꜳng. Ein høg’e Solagꜳng: det at Solen gaaer høit (nemlig om Vaaren og Sommeren). Solegangsvær, n. Vind som dreier sig efter Solens Gang. Ag. Stift.
Solgil (-gjil), m. Bisol, skinnende Plet nær ved Solen. (N. Berg.). Ellers kaldet Solgidd (Jæd.), Solgisl (Ørk. Indr.). I Gbr. Solgiksl: en Ring om Solen; ogsa en afbrudt Regnbue. Jf. Solhøve.
Solglima, f. blendende Solskin, Sollys som besværer Øinene. N. Berg. Tell.
Solhall, n. Solside. (Valders).
Solhov (aab. o), n. Solhverv (især om Vinteren). N. Berg. Tell. — Paa Voss hedder det Solhæv, m. See Solkverv.
Solhøve, n. et Bisol (= Gil). Shl. I Hall. hedder det Solhuvu.
Solkverv, n. og m. Solhverv. I Hard. og Voss hedder kun Sommersolhvervet „Solkverv“ (ɔ: Solens Bortgang eller Synkning, af kverva); medens derimod Vintersolhverv hedder „Solhæv“ (ɔ: Solens Stigning).
Soll, m. 1. 1) Støi, Skraal, Lyd af mange Stemmer. Nordre Berg. (meget brugl.). Ellers: Oll, So(d), Sjau. — 2) Flok, Hob (Isl. sollr). Kun i Talemaaden: „sanka Soll pꜳ“, ɔ: flokke sig omkring ligesom til et Angreb, omringe eller indeslutte, f. Ex. et Rovdyr. Helg. Ørk. Sdm. Nhl. (I svenske Dial. samka soll på).
Soll, m. 2. Brødsuppe, brækket Brød som er udblødnet i Mælk eller anden Vædske. Meget udbredt. (Tell. Guldbr. Ørk. og tildeels i B. Stift). Heraf sylle. Jf. Soppa.
solla, v. n. (a—a), støie, skraale, tale høirøstet; om en Mængde Mennesker. B. Stift.
Sol-løysa, f. Mangel paa Solskin.
Solmerkje, m. Mærker af Solens Gang til at bestemme Tiden eller Klokkeslættet.
Solnisl, s. Solrøyk. Solo, s. Svola.
Sol-ovring, f. s. Solrenning.
Solrenning, f. Solrinding, Solens Opgang. Ogsaa kaldet Solrynne (Ørk. sjelden), Solꜳvring (Helg. s. ovra), Solakome (Sdm. Tell.).
Solrøyk, m. Solrøg. (Sjelden). Ellers Solnisl (Gbr.), Solmoe; s. Moe.
Solskin (aab. i), n. Solskin. Hertil Solskinbolk, m. en Tid med klart Veir og Solskin. (Ligesaa Solskindag). Solskinfugl, m. et Slags Fugl, hvis Sang skal bebude Solskin. Sdm. (Uvist hvilken Art). Solskinæling, m. en Stund da Solen skinner. Ørk.
Solskuggje, m. Skyggen af et Bjerg ved Solens Nedgang.
Solspretting, f. Solens første Skin i Bjergtoppene om Morgenen. Meget udbredt og maaskee almindeligt.
Solta, f. Salthed, saltagtig Vædske. N. Berg. (Af. Salt).
solten, s. svolten.
solturka, adj. tørret ved Solens Varme.
Solvendel, m. Solsikke (et Slags store Haveblomster). Tell. Hedm.
som, Relativ-Partikel: som, hvilken. Søndenfjelds i Formen som, men hedder ellers: so (B. Stift og tildeels i Tr. Stift), og sꜳ (i Shl. og Stav. Amt). G. N. sem.
som, conj. 1) som, ligesom. Hedder ogsaa so og sꜳ (vestenfjelds) ligesom det forrige; f. Ex. Han æ like stor’e so eg. (G. N. sem). Ogsaa: som om; f. Ex. Dæ small som dæ vore eit Skot. — 2) end, end som. D’ær inte meir som ein (mere end een). Nogle Steder sønden-
