Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/478

Denne siden er korrekturlest

sotekjær (aab. o), adj. siddekjær, som gjerne vil sidde. B. Stift.

Sotlit (aab. i), m. Sodfarve.

Sott (oo), f. Smitsot, haard og smitsom Sygdom; ogsaa en Feber eller enhver stærkt angribende, feberagtig Sygdom. (G. N. sótt; Ang. suht, Sygdom). I Sammensætning betyder det Sygdom i Almindelighed; saaledes Lungesott, Steinsott, Helsott og fl. „liggje Sott’a“: ligge i Febersygdom.

Sottasveim, m. Smitsot. (Sdm.).

sottlegjen (sotleien), adj. som har ligget i en haard Sygdom, svækket, udtæret ved et langt Sygeleie. B. Stift. Han æ so bleik’e so’ han vore sottleien.

sottnæm, adj. som let angribes af Smitsot. B. Stift.

sotut (sotette), adj. 1) sodet, tilrøget. 2) sodbrun, sodfarvet. En Hest med saadan Farve kaldes Sot’en. Gbr. og fl.

sova (aab. o), v. n. (egentl. sev; svav; sove; mest alm.: søv, sov, sove), at sove. Inf. gaaer tildeels over til sꜳva og sꜳvꜳ. (G. N. sofa). Præsens sev’e (aab. e) findes i Shl.; ellers søv’e (aab. ø) og søv. (G. N. sefr). Imperf. svav findes i Hall. og tildeels i Gbr. og Ndm.; ogsaa svov (Romsd.); ellers: sov (aab. o). G. N. svaf. — Inf. skulde egentlig hedde svova eller sveva efter Roden svav; heraf komme Afledningerne: svæva, v. a. svæv, adj. og Svevn, m. — Om Lemmerne siges at de sove (søv), naar de for et Øieblik blive stive og følesløse af et stærkt Tryk eller af en Stilling, som hindrer Blodets Omløb.

Sovar, m. en Sover, En som sover meget. — Sovardag, m. en Sovedag.

sovekjær, adj. søvnig, som vil sove.

sovetrengd, adj. trængende til Søvn.

Soving, f. Soven, langvarig Søvn.

Sovl (oo), m. Feiekost; s. Sopling.

Sovl, f. (Suul), s. Suvl.

sovna (somne), v. n. (a—a), sove ind, falde i Søvn. Alm. og meget brugl. Hedder mest alm. somna; nogle St. sobna. (G. N. sofna. Sv. somna). — Ogsaa om Lemmer, naar de stivne eller blive følesløse af et Tryk. (Ligesaa Sv. somna). Han somna ut-or Vær’enne: han hensov roligt, fik en rolig Død.

so-voren, adj. saadan, slig, saaledes beskaffen. Søndre Berg. I Stav. Amt: sꜳvoren. Neutrum sammentrækkes til so’re (Nhl.), sꜳvre og sauvre (Jæd.).

Spa (for Spad), n. Kjødsuppe; ogsaa tynd Suppe i Almindelighed. Rbg. Tell. Gbr. Ørk. (Isl. spað. I danske Dial. Spad). Jf. spæde.

spada (spa), v. a. (a—a; og r—dde), spade, opskjære Jord eller Tørv.

Spade, m. 1) Spade (at spade Jord med). Mest alm. Spa. — 2) Spader i Kort. Kun i Fleertal, i Formen Spar og Spa. — 3) Brødstikke, Pind til at vende Fladbrødet med under Bagningen. N. Berg. (Jf. Spode og Fløyg).

Spadegræv, n. Træspade som er beslaaet med Jern. Sdm.

spak, adj. spagfærdig, stille, fredelig (om Mennesker); spag, taalig, tam (om Dyr); rolig, stille (om Veiret). Sv. spak. — Den gamle Betydning klog findes kun i „kjennespak“. Jf. Spekt.

spakast, s. spakna og spekkjast.

spakfengt, adj. stille, roligt; om Veiret. Fosen. Ellers spakvore.

spakna, v. n. (a—a), blive spag, sagtes, fare mere lempeligt frem; ogsaa stilles, blive roligt, om Veiret. Meget brugl. Paa Helg. siges ogsaa spakast.

Spal, s. Spole. spala, s. spela.

spana, v. a. (a—a), spænde, udspænde, udstrække. Hard. Shl. Tell. (G. N. spana). spana ut Føt’ne: udspærre Fødderne. Jf. spenna.

Spanar, m. en Stopper; f. Ex. paa Bommen i en Væverstol. Shl. Ellers Spennar.

Spanjor, m. en Spanier. (Ligesaa i Svensk). Det tilsvarende Adjektiv hedder spansk; i Sammensætning tildeels: spans; f. Ex. Spanssalt.

Spann, f. Fingerspand, den Længde som man kan maale med udspændte Fingre. Jf. Langspann, Stuttspann. I Tell. hedder det Sponn. G. N. spönn.

Spann, n. 1. en halv Vog, en Vægt af 36 Marker. Meget brugl. ved Stavanger, hvor Kornmaalet sædvanlig regnes efter „Spann“ (Jf. Sv. spann, Halvtønde).

Spann, n. 2. et Spand, lidet Kar. Mest brugl. i Sogn og Søndre Berg. (med Fleertal Sponn). Ogsaa flere Steder om Blikspand, men ikke om Trækar.

Spann, n. 3. Spand, et Slags gammel Jordskyld, som svarer omtrentlig til 3 Skylddaler. Ørk. Fosen, Indr. Namd. Det deles i 3 ører og i 72 Marker. (Jf. G. N. spana smjörs).

spann, imp. s. spenna og spinna.

spanna, v. a. maale med Fingrene.

Spannkjevle, n. egentl. en Maalestok. „snu Spannkjølve“: dreie sig om en Stok, som man sætter imod Jorden. En Leg i Sdm.