Spantrꜳv, n. stærkt Trav, som nærmer sig til Fiirspring. Rbg.
spar, adj. sparsom, knap, karrig. Han va so spar pꜳ dæ. Mest brugl. i Tr. Stift. G. N. sparr.
spara, v. n. og a. (e—te), 1) spare, tage knapt eller sparsomt til. I Gbr. og Ørk. spꜳrꜳ. — 2) bespare, faae tilovers ved Sparsomhed. Sjeldnere om at skaane (see liva). — 3) hindre eller afholde En fra noget. Eg skal ikje spare deg: jeg skal ikke hindre dig derfra. N. Berg. (Egentlig v. n. med Dativ, altsaa: forholde noget for En).
sparande, adj. som man bør spare.
Sparing, f. Besparelse; Sparsomhed.
Spark, n. stærk Støden og Bevægelse med Fødderne; ogsaa Kamp, Dyst, voldsom Anstrengelse. (Forskjelligt fra det danske Spark).
sparka, v. n. (a—a), sprætte, støde med Fødderne, ligge urolig. Ikke transitivt som Sv. sparka og D. sparke, der svare til vort „spenna“.
Sparre, m. 1) Støtte, Pæl som sættes paa skraa imod en Væg eller Dør. Hard. — 2) Sparre, Skraabjælke i et Tag. Østerd. See ellers Sperra.
sparsam, adj. sparsom.
spasera, s. driva, reika, rekkja.
Spasi, n. Rum. (Fremmedt Ord).
spauka, v. a. grave eller kaste tilside med en Skovl. Sdm.
spꜳ, v. a. (r—dde), 1) tænke, slutte, formode. Søndre Berg. Jæd. Tell. Hall. „Eg spꜳr dæ“: jeg kan tænke det, det er nok sandt. Eg spꜳr han æ komen no: nu tænker jeg dog at han er kommen. (Nhl.). — 2) spaae, forudsige noget. G. N. spá. Particip: spꜳdd; f. Ex. Den Enden ha’ vore spꜳdd’e lengje.
Spꜳdom, m. en Spaadom.
spꜳlꜳ, s. spela. Spꜳle, s. Spole.
Spꜳmann, m. Spaamand.
Spꜳmøy, f. en vis Knogle i Køernes Fødder, med en Huulning paa den ene Side; brugelig naar man leger Spaamand. N. Berg.
Spꜳnad, m. Forudsigelse, det at man spaaer.
Spꜳnꜳ, s. Spene og Spune.
Spꜳng, f. (Fl. Speng’er), 1) en smal Plade, Skinne, Jernbeslag, paa Hjul, Slæder o. s. v. Meget brugl. i de sydlige Egne. (I Tr. Stift hedder det Stꜳng). G. N. spöng. Heraf spengja. — 2) en Tværstribe; et Vindkast, som danner en stor mørk Stribe paa Vandfladen, ligesom et Baand eller Bælte. Tr. Stift. (Jf. spengja). Nogle St. ogsaa et Iisbælte tvært over en Fjord. — 3) en liden Bro, dannet af nogle sammenføiede Træstammer. Inderøen. (Sv. spång). I Nhl. betegner Spꜳng ogsaa et lidet Loft (= Skukk, Læm).
spꜳnga, adj. beslaaet med Skinner eller Plader; f. Ex. om Hjul.
Spꜳngslede (aab. e), m. Slæde med jernbeslagne Meder.
spꜳnosen (aab. o), adj. begjærlig, meget lysten; f. Ex. efter et Slags Mad som man har længe savnet. Sogn. Nhl. (Uvis Oprindelse). Andre St. kꜳhuga.
spꜳra, s. spora. spꜳrꜳ, s. spara.
spꜳvis, adj. klog til at spaae. Sjelden.
Spe, n. Spee, Spot. I Særdeleshed: Ironie, forblommet Spot, hvorved man mener det modsatte af hvad man siger. Saaledes i Sdm. og tildeels i Nhl. og Tell. „Pꜳ Spe“: spotviis. Dæ Skrepp’e va bære pꜳ Spe, ɔ: den Ros kan blot udtydes som Dadel (Spotteros). — Hertil Spe-krꜳka, f. Spottefugl, En som laster saaledes at det seer ud som Ros. Spe-or, n. pl. Spottegloser. Jf. speskjere.
spea (ee), v. n. (a—a), spotte. (G. N. spéa). Især at spotte ved Ironie, rose noget tværtimod sin Mening, eller spaae det modsatte af hvad man venter. N. Berg. Du tar inkje spe’e, ɔ: du behøver ikke at spotte; hvad du siger for Spøg, kan lettelig komme for Alvor. Sdm.
speeleg (spe’le), adj. farlig, vovelig, dristig. Meget brugl. i Kr. Stift (Tell. Rbg. Jæd.). Ogsaa i Sdm. især om en dristig Spøg, som let kan ende med en Ulykke. Dæ va spele nok: det var nær ved at der skulde skee Skade. Andre Steder siges spøkjeleg og spøkjen.
Spegjel (aab. e), m. (Fl. Spegla, r), 1) et Speil. Udtales i B. Stift: Speiel (men Fl. Spegla), ellers Spigjel (Hall.), Spiel og Spil (Gbr.). G. N. spegill (af et latinsk Ord); Sv. spegel. — 2) et Exempel; ogsaa en Begivenhed som kan tjene til Advarsel. Dæ kunna snart hendt ein Speiel: der kunde snart hendt en Ulykke. B. Stift.
spegjelklꜳr, adj. speilklar.
spegla (seg), v. a. (a—a), speile sig.
Speis, f. Ildsted, (Rbg.). S. Spis.
Speisi, m. og Speisidalar, Speciedaler. (Fremmedt Ord).
Speiss, f. et Riis. Sdm.
spekje, tilfryse; see spækje.
Spekk, n. Spæk. — spekka, v. n. afskjære Spæk. Spekkefjøl, f. Spækkebræt.
